.

1

Tidlig barndom

Jeg blev født på Sankt Josephs Hospital i København søndag d. 30. november 1952 kl. 6:20 som Inger og Mogens Hillestofts barn nr. to, tre år efter min søster Mie.

Mine tidligste erindringer stammer fra lejligheden på femte sal, Nørre Voldgade 102, tæt ved Nørreport Station, hvor far og mor var flyttet ind kort efter deres bryllup i 1944, og hvor vi boede frem til 1956. Jeg husker udsigten ned over Nørreport Station med den flade funkis-stationsbygning og med livlig trafik af sporvogne, hestevogne, biler, cyklister og gående, og med vagtparaden, der af og til marcherede forbi med musikledsagelse. Især Her kommer Jens med Fanen gjorde stort indtryk på mig, flot fremført af marcherende messingblæsere, men også med nogle banale militæriske tonegange, som vakte lidt utilfredshed og skuffelse i mig og gav mig en slags længsel eller sult efter noget andet og bedre.

Mor og far var kreative mennesker, kunstnerisk begavede. Billedlige frembringelser var elementer i dagliglivet i hele min barndom og lugten af plakatfarve var uløseligt forbundet med lejligheden, fordi både far og mor havde hjemmeopgaver med reklamer og illustrationer og fordi de malede for egen fornøjelses skyld. Hermed fulgte også nogle tankemønstre og følelser i forbindelse med kreativ virksomhed, som jeg optog som noget helt naturligt og selvfølgeligt i min egen begrebsverden.

Jeg begyndte selv at tegne, da jeg var to-tre år, og jeg er mor dybt taknemmelig, fordi hun gemte nogle af mine tegninger dengang, og i øvrigt også senere.

2

Selv uden dem står mine første billedlige oplevelser stærkt, stærkere end de sproglige, til trods for at jeg vist lærte at tale forholdsvis tidligt. Men sproget forekom mig farligt. Jeg havde allerede to-tre år gammel en fornemmelse af, at man skulle veje sine ord. Nogle ord måtte man ikke sige, heller ikke selv om man havde hørt voksne sige dem. Andre vakte velvilje hos de voksne. Atter andre stillede en i et ubehageligt og uheldigt lys. Sproget var indgangen til en besværlig og kompliceret voksenverden, fyldt med uskrevne regler og faldgruber. Billeduniverset var mere enkelt og ligetil og forbundet med undren og nysgerrighed.

Men sproget har også nogle muligheder, som billederne ikke har.

Derfor sætter jeg mig nu til at skrive.

Erindringerne fra Nørre Vold er øjebliksbilleder, flasherindringer uden sammenhæng. Optaget med mine åbne barnesanser. Mange af dem sikkert førstegangsoplevelser. Af kraner da der blev opført en ny nabobygning. Af mennesker og dyr omkring mig. Legetøj. Min bamse. Billedbøger. Udsigten ned over gaden. Jeg kan stadig genkalde mig det hele, nu jeg skriver om det, og det giver mig en følelse af nærvær og genopvækker en livsgnist, som senere har været slukket så mange gange, at den næsten har været forvist til glemslen. Men også kun næsten.

Flere erindringsglimt: sommerhuset i Bagsværd. Lugten når vi ankom og låste os ind en dag sidst på vinteren eller tidligt på foråret for at være en weekend eller påskeferie i huset, en lugt sammensat af petroleum, tangmadras og nescafe - og meget andet og sikkert ikke særlig sundt efter en vinter uden udluftning og med museaktivitet, mug og kondensvand i træværk, gipsplader og tekstiler. Men for mig var det en livgivende lugt, ensbetydende med eventyr, ikke mindst haven og naturen lige uden for døren. Også gensyn med sommerlegetøj, gamle Anders And-blade m.m.

Nogle år boede vi i sommerhuset fra midt på foråret til langt hen på efteråret, bl.a. i 1957, da Mie gik i anden klasse, ikke i Bagsværd, men på Lykkebo Skole i Valby.

3

Så hun tog hver dag frem og tilbage mellem Bagsværd og Valby med rutebil og tog, alene, syv-otte år gammel. Far havde fast rådighed over en firmabil, også uden for arbejdstiden, og måske kørte han hende en gang imellem. Alligevel var Mies præstation beundringsværdig. Også fordi der var temmelig langt til de offentlige transportmidler fra sommerhuset, så hun havde et godt stykke at gå til og fra nærmeste busstoppested. Fars firmabil var i øvrigt en vidunderlig gammel Ford-ladvogn på gule plader, og når Mie og jeg var med i den, instruerede far os i, at vi hele tiden skulle være på vagt og dukke os, hvis en politibil skulle vise sig eller vi kørte forbi en af de betjente, der dengang stod med hvid skrårem og store hvide handsker og dirigerede trafikken i gadekryds.

Alt dette er flashes, formentlig fra før jeg kunne tale rent og før jeg selv kunne sætte ord på dem. Ordene er først kommet til senere. Men fra de tidligste år i sommerhuset har jeg også nogle mere sammensatte erindringer. Erindringer om tanker jeg gjorde mig.

Engang gik jeg ud i haven, lige efter at vi – eller i hvert fald jeg - havde spist, sandsynligvis stadig med hagesmæk på og med madrester omkring munden, og ned ad mig. Far var i gang med at samle ukrudt, blade, grene og kviste i en trillebør, og det gjorde jeg så også. Det var koldt. Jeg frøs om fingrene, og da jeg så på dem, lagde jeg for første gang mærke til nogle længdefurer på undersiden imellem leddene. I samme øjeblik sagde far med skarp stemme: ”Hvordan er det, du ser ud?” Bemærkningen gjaldt sikkert hagesmækken og madresterne, men da jeg samtidig havde fokus på furerne på fingrene, troede jeg, det var dem, der var noget galt med. Og det gjorde mig urolig. Jeg fik tanker om, at furerne måske var tegn på sygdom eller at plantedelene jeg havde taget på, var giftige. Et trist ubehag lagde sig over mig. En glædesløs stemning og en kedelig skygge over den lykke, der ellers var forbundet med sommerhuset.

4

Det gik selvfølgelig over. Og de fleste af mine tidlige erindringer fra sommerhuset er lykkelige. Om solskin og blå himmel. Om den dejlige have med maleriske underafdelinger med vidunderlige blomster, træer, buske og frugter. Også nyslået græs og duften af muld. Fedtmosen lige på den anden side af havegærdet. Mor der læste højt for os om aftenen ved petroleumslampen, som natsværmere kredsede om. De hemmelighedsfulde bøger på bogreolen, som jeg endnu var afskåret fra selv at kunne læse i, men hvis omslag og i nogle tilfælde fotos og illustrationer blev synonyme med sommerhuset, især Christian Winthers Hjortens Flugt med Ebbe Fogs illustrationer.

Jeg husker også følelsen af fars og mors kærlighed til os, til Mie og mig. Og den gradvise forsoning med Mie, som jeg fra begyndelsen havde opfattet som sur og utilnærmelig. Det sidste fik jeg først mange år senere en forklaring på, da Mie fortalte, at hun havde haft det lidt svært med mig, da jeg kom til verden, fordi hun herefter skulle dele fars og mors gunst med mig.

Jeg var vant til det indre København med trange forhold, med begrænset plads og udsyn, både inde og ude, med prosaisk elektrisk lys, med larm fra trafik og andre aktiviteter, med sjælden udsigt til solen og med lige så sjældne naturoplevelser. Og med krav til mig om at udvise urban opførsel. Alle disse barrierer var væk, når vi var i sommerhuset. Jeg oplevede mus, der puslede, muldvarpeskud, eventyrlige sommerfugle og andre insekter, frøer, snoge, snegle, regnorme og fugle. Jeg gravede dybe huller i jorden og erfarede, at den var opdelt i forskellige lag. Jeg erfarede, at petroleum, terpentin og benzin var brændbare væsker, som skulle håndteres med omtanke. Jeg så den mærkelige livskraft i træer og andre vækster, hvordan især afskårne pilegrene kunne sætte nye skud, selv hvis de havde været udsat for ild. Og jeg oplevede dagens, vejrets, årets og naturens gang med alle sanser åbne.

Jeg lærte også andre børn og voksne at kende. Mødte kærligheden til en pige fra en af de fastboende familier. Og vildskab hos nogle af drengene fra de andre sommerhuse.

5

Genbofamilien hed Larsen med to store drenge, begge skikkelige og fredelige, men for store til at de gad lege med mig. Til gengæld tog Larsen selv og hans kone sig godt af mig, når jeg kom i deres have, som var mindst lige så eventyrlig som vores egen, med rækker af sirligt plejede køkkenurter, solbær- og ribsbuske og frugttræer. Men i begyndelsen kun med et ganske lille sommerhus, som det undrede mig, at fire mennesker kunne være i samtidig og overnatte i, også fordi hverken hr. eller fru Larsen vist var særlig nøjeregnende med det daglige kalorieindtag og begge fyldte godt i landskabet. Men jeg var overbevist om, at de trods den trange plads måtte have det hyggeligt i hinandens selskab, de gode mennesker. Senere fik de bygget et større træhus, som jeg var inde i, da det var halvt færdigt, så jeg kunne beundre det i mine øjne vældige indre, stadig uden adskillelse mellem stue- og loftetage.

På nordsiden af dette hus stod der en vandpost. Der var også et par små vandbassiner, en stor tykmavet tønde, vandslanger og andre remedier, vist nok med henblik på overrisling af køkkenurterne. Jeg syntes, det så spændende ud, og så viste Larsen mig, hvordan man kunne få vand til i en slange at løbe ovenud af tønden og ned i bassinerne. Man skulle bare først fylde slangen med vand og proppe den til i den ene ende, herefter sænke den anden ende ned i tønden og så fjerne proppen. Resten overlod Larsen til mig og så gravede jeg endnu et bassin og byggede kanaler og trinvise dæmninger, så vandet, der strømmede ud af slangen, kunne komme fra det ene bassin til det andet. Og jeg havde nogle vidunderlige timer med at tøjle vandet og få indblik i dets natur.

Jeg var fire-fem år gammel.

6

Året forinden var vi flyttet fra Nørre Vold-lejligheden til Langagervej i Valby. Lejligheden på femte sal med de mange trapper og manglen på lys og frisk luft var blevet for trang og besværlig for vores lille kernefamilie. Lejligheden på Langagervej var en mere bekvem stuelejlighed i en firefamiliers bungalow, og der hørte endda en lille have til den. Mine erindringer er fra dette tidspunkt for alvor længere sekvenser og erfaringer med mennesker, arbejde, penge, boligforhold, dyr, planter, vejr, fysiske forhold, teknik m.m., som efterhånden formede min bevidsthed og gjorde mig til den, jeg er.

Jeg iagttog voksne og andre børn omkring mig og dannede mig indtryk af dem, ikke ud fra hvad de fortalte om sig selv, men ud fra hvordan de agerede spontant i forskellige situationer. Mor bakkede mig op, og mente, at jeg skulle gøre mine egne erfaringer og lære at tænke selv, mens de fleste andre voksne – og også Mie - hellere ville belære mig via sproget. Mor var ikke så lidt progressiv, sikkert i kraft af sit arbejde i og sine erfaringer fra fritidshjem og ungdomsklubber. Alligevel var det svært for mig helt at holde fast ved min frie dannelsesproces omgivet af bedrevidende voksne. Af og til talte jeg dem efter munden på bedste skuespillervis, men når jeg gjorde det, gav det mig en følelse af tomhed og forræderi. Jeg kendte i øvrigt slet ikke ordet forræderi, og det er derfor lidt mærkeligt – og tankevækkende - at begrebet og følelserne i forbindelse med det alligevel kunne rumstere i mig. De voksne kendte nok heller ikke begrebet social kontrol, men i praksis hengav nogle af dem sig til det.

7

Jeg må dog sige, at det var i en meget mild form i min egen familie. Mor ville principielt ikke udøve disciplin. Og selv om far ikke var noget familiemenneske, så elskede han Mie og mig så meget, at han ikke kunne få sig selv til at lægge hånd på os, knap nok skælde os ud. Det er mit indtryk, at han mente, at med hans daglige slid og økonomiske bidrag til husleje, skat, sygekasse, jule-og fødselsdagsgaver m.m. var hans opgave som familiefar opfyldt. Som jeg husker det, var han sjældent hjemme, og farmor syntes, at Mie og jeg ikke blev opdraget ordentligt, og skubbede til ham for at få ham til at spille en mere aktiv pædagogisk rolle. Det prøvede han faktisk ind imellem, men måske var der også hos ham tale om en slags skuespil - for at stille farmor tilfreds – for jeg kunne aldrig rigtig tage det alvorligt.

I stedet hersede andre voksne med os. Ikke kun farmor, men også morfar fandt os uopdragne, skændte på os og ville have, at vi lærte at lystre. Når vi var på besøg hos andre familier, erfarede jeg også, at der nogle steder var strikte ordensregler for børnene og kontant afregning ved overtrædelser i form af strenge irettesættelser og drag over nakken.

Sådan noget oplevede jeg stort set aldrig fra mors og fars side.

Jeg fik altså, trods et vist pres fra omgivelserne, lov til at gøre mine egne iagttagelser og danne mit eget verdensbillede. Og iagttagelserne omfattede også far og mor, som jeg indtil da havde opfattet som klippefaste faktorer i verden, nærmest ufejlbarlige og altid stående til tjeneste for mig.

8

Dette billede krakelerede, da jeg en morgen for første gang så mor græde og være dybt fortvivlet. Jeg var lige vågnet og stået op, formentlig efter en behagelig drøm, og mors tilstand fik mig et øjeblik til at stivne. Jeg blev pludselig konfronteret med en alvorlig del af virkeligheden, som var uvant for mig og som jeg nu skulle forholde mig til. Ret kort tid efter oplevede jeg far i en lignende nedtrykt tilstand, men med episoden med mor in mente, påvirkede det mig ikke nær så meget. Jeg var blevet klar over, at voksenverdenen ikke var idel lykke. Jeg havde lært, at far og mor ikke var fejlfri og usårlige væsner, men mennesker – lige som jeg selv.

Mor led af en depression og blev indlagt på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Herefter fulgte en tid med husmoderafløser og farmor og mormor som erstatningsmødre, og med far lidt mere hjemme og nærværende end ellers. Måske også fordi han i disse år fattede stor interesse for smalfilm og begyndte selv at lave film, bl.a. tegnefilm, ved sit eget lille tegne- og filmværksted i lejligheden. Idemæssigt var nogle af disse film fremragende, og de var lyspunkter for Mie og mig i denne ellers tunge tid. Desværre ydede smalfilmmediet dem ikke rigtig retfærdighed, og med deres uskarpe og hoppende billeder, og i forhold til fjernsynet, som var på fremmarch, var de ikke langtidsholdbare. Til gengæld blev de indledningen til fars erhvervsmæssige løbebane inden for filmbranchen.

9

Han var udlært som skiltemaler med svendebrev fra 1942, og havde tilbragt sin lærlingetid på Otto Dahms’ værksted på Frederiksberg. Han kaldte sig, efter at have fået sit svendebrev, gennem det meste af livet tegner, måske fordi han syntes, det lød bedre end skiltemaler, måske fordi nogle af hans arbejdsopgaver med reklamer og butiksskilte var kreativt prægede med udstrakt brug af frihåndstegning og kalligrafi. Og i hvert fald var hans billedlige talent der fra begyndelsen. Nogle bevarede akvareller fra hans ungdom er efter min mening så gode, at de kunne have bragt ham ind på Kunstakademiet. Men denne mulighed forekom vel både ham og hans forældre så eventyrlig og utopisk, at den slet ikke blev overvejet. Måske var den også for økonomisk usikker, da der skulle træffes erhvervsvalg tilbage i 1930’rne – i en tid med økonomisk recession og arbejdsløshed.

Da han var udlært, fortsatte han som malersvend hos Otto Dahms og malede bl.a. mange gavlreklamer, især for Firestone, også en stor del af de flotte og legendariske mælkegavle med kunstneriske forlæg af fx Mogens Zieler, Svend Johansen, Albert Mertz og Henry Heerup. Det krævede håndværksmæssig kunnen at overføre et forlæg i miniformat til gavlstørrelse. Teknisk foregik det ved, at forlægget blev opdelt i kvadrater, som så blev forstørret op, men særlig hvis der var menneskeansigter med, kunne det være svært at ramme lige præcis det rigtige look. Ganske små forskelle var afgørende, og for at få det rigtige blik frem i et par øjne kunne det være nødvendigt at klatre ned fra stilladset og betragte gavlmaleriet på afstand mange gange, og kun tilføje et enkelt eller nogle få penselstrøg imellem hver klatretur. Det var lettere, når man var to erfarne malere om det, men det var man åbenbart ikke altid.

10

Når gavlarbejdet foregik i provinsen, var der gode løntillæg forbundet med det, og da de økonomiske forhold i det hele taget lysnede nogle år efter krigen, havde han og mor råd til at købe sommerhusgrunden i Bagsværd i 1949-50. Samtidig kom Mie til verden. Da jeg kom til verden tre år senere, havde det lille oprindelige sommerhus allerede haft godt med vokseværk med tilbygning, bislag og redskabsskur. Og haven, som fra begyndelsen havde været bar mark, var blevet kreativt og fantasifuldt tilplantet.

Derimod var fars arbejde hos Otto Dahms først og fremmest præget af håndværksmæssigt malerarbejde, ikke særlig kreativt, og med tilhørende helbredsrisici, de helbredsrisici som først senere er kommet i søgelyset og forsøgt imødegået med skærpede sikkerhedsforskrifter for malerarbejde.

Det fylder mig med gru (og harme), når jeg tænker på forholdene for de arme mennesker, som i 1950’erne arbejdede i sprøjtelokalet hos Otto Dahms. Der var en dunst af cellulose overalt på værkstedet, men særlig i sprøjtelokalet hang den tungt. Der var ingen ordentlig ventilation og sprøjtemalerne havde uden tvivl pådraget sig svære hjerneskader under deres mangeårige arbejde. Da far engang spurgte til en af sprøjtemalernes befindende, fremdrog denne en guldøl nede fra beholdningen af malerbøtter og sprøjteudstyr og sagde sorgmuntert, at det altid hjalp lidt at have sådan en ved hånden. Det gjorde et mærkeligt og trist indtryk på mig, selv om jeg ikke dengang forstod, hvad det handlede om: selvmedicinering, at opretholde et konstant eller stigende kemisk indtag for at undgå abstinenser. Om kemien bestod i cellulosedampe eller alkohol kom ud på et. Far klagede også ofte over hovedpine, men hans mange opgaver uden for værkstedet og i det fri skånede ham trods alt for de værste helbredsskader.

11

I det hele taget ville arbejdspladskulturen hos Otto Dahms nok ikke være blevet accepteret i dag. Der var – sådan oplevede jeg den - meget manddomsprøve over den, og risikoen for ikke at blive regnet for et mandfolk lå i luften, hvis man ikke gik til alle arbejdsopgaver med krum hals og uden at kny. Det gjaldt også arbejdet på gavlene i op til 30 meters højde, på stillads, men uden livline eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Skurvogne var der heller aldrig tale om.

Hjemme var der flere andre børn i og omkring bungalowen på Langagervej. Nabofamiliens to børn var jeg sammen med næsten hver dag, men mærkeligt nok husker jeg kun enkelte episoder i forbindelse med dem, fx at vi engang købte gulerods- og radisefrø på klods hos købmand Nielsen, uden at have indhentet tilladelse i forvejen hos vores forældre. Jeg var ikke i tvivl om, at vi var på gale veje, men da mor selv en gang imellem købte på klods, håbede jeg, at hun ikke ville bemærke de ekstra poster, næste gang hun betalte, hvad hun skyldte. Dette håb blev dog ikke indfriet, og jeg måtte skamfuld gå til bekendelse og indrømme min brøde, da hun kort efter kom hjem med købmandsvarer og spurgte, om det var mig, der havde købt frø. Min dårlige samvittighed var næsten ubærlig, og jeg ventede hårde repressalier, men i stedet for at tale dunder og skælde ud sagde hun bare, at hun gerne ville vide det i forvejen en anden gang og at det selvfølgelig var helt i orden, at jeg gerne ville så radiser og gulerødder i haven, det var jo det, vi havde den til.

Af en eller anden grund husker jeg også, at vi børn engang - mens jeg havde kighoste - sad og spiste slik i cykelskuret og at et hosteanfald fik mig til at vågne af en feberdøs eller lignende, så jeg pludselig sansede alt med en ny klar bevidsthed.

Nabobørnenes far var en dygtig amatørtrompetist, og når han øvede sig, oplevede jeg også toneskalaerne, han spillede, på en vækkende og klar måde. Som eventyrlige signaler fra en anden verden. Som en åbning til noget betagende, smukt og begavet.

12

Foruden skalaerne spillede han vidunderlige temaer og melodier, som blev siddende i mig, og som jeg først senere i livet erfarede stammede fra Haydns Es-dur trompetkoncert og Händels Messias. Og som var lidt mere inspirerede end Her kommer Jens med Fanen.

Noget lignende var tilfældet med musik, som kom ud af radioen og som far og mor satte på grammofonen. Her blev jeg fra begyndelsen bekendt med nogle af komponisterne og deres mærkelige navne: Stravinskij, Rimsky-Korsakov, Sibelius, Beethoven, Verdi og Bach. Jeg syntes, de mærkelige navne passede godt til den fængende musik. Det var også gådefuldt, hvordan musikken bare kunne strømme ud af radioen, og da der engang lød noget elektronisk musik fra den, spurgte jeg far, hvor den kom fra. Han må have svaret noget i retning af, at den lå i luften og at radioen så kunne indfange den, måske også noget om antenner. Jeg opfattede det imidlertid sådan, at det var luften selv, der frembragte musikken, som antennerne så kunne indfange. Jeg var i forvejen fascineret af alt, hvad der havde med natur og vind og vejr at gøre, og tanken om at naturen også kunne lave elektronisk musik, forekom mig måske derfor ikke helt urimelig.

Eller måske vidste jeg godt, at det var lidt for fantasifuldt og mærkeligt til at være sandt. Lige så mærkeligt som det, nogle af de voksne fx sagde om Gud og om at komme i himlen efter døden – eller helvede. Jeg havde tidligt en fornemmelse af, at den slags ikke var sandt på samme måde som den almindelige virkelighed. Det var ikke sandt, hvad de sagde. Men det var sandt, at de sagde det. Og når de havde lov til på den måde at sværme for fantasifuld ønsketænkning, hvorfor havde jeg så ikke også, i det mindste for mig selv og uden at sige det til nogen? For jeg vidste godt, at jeg skulle veje mine ord og at én ting var, hvad de voksne gjorde og sagde, noget andet var, hvad jeg som barn gjorde og sagde.

13

En vinterdag var jeg sammen med far i Roskilde. Han ville have mor hjem fra Sankt Hans. Sikkert i den bedste mening, fordi han fandt, at Sankt Hans var et trist sted. Og han fik sin vilje. Mor fulgte med hjem. Og under alle omstændigheder var jeg glad for det. Men i tilbageblik og med mine senere erfaringer med psykisk sygdom – bl.a. fra mig selv – er jeg ikke sikker på, at det også var godt for hende. Far havde måske nok ret i, at Sankt Hans var et trist sted. Den psykiatriske lægevidenskab havde heller ikke dengang nogen særlige behandlingsmuligheder mod depression. Men indlæggelsen aflastede mor fra daglige anstrengelser og pligter, og hun var på Sankt Hans omgivet af et plejepersonale med en vis viden om sygdommen, hvilket var nok så vigtigt for hende. Jeg tror nemlig ikke, der var nogen i familien, der forstod, at der var tale om sygdom. Diagnosen depression blev opfattet som en form for dårligt humør, og man mente, at kuren var at tage sig sammen. Det fremgår bl.a. af nogle bevarede optegnelser fra farmor fra denne tid. I anledning af at mor havde været hos lægen, er en notits sigende: ”Hun var meget langt nede, men der var da heldigvis ikke noget Sygdom”. Dertil kom sikkert frygt for en plet på familiens ære, når et medlem var indlagt på den berygtede institution. Mor selv omtalte senere også nødig sin indlæggelse, og når hun gjorde det, sagde hun ikke Sankt Hans, men Solhuset, som var den nyere tilbygning, hun var indskrevet i, men den var stadig en del af Sankt Hans.

Det var før, de moderne antidepressiva kom på markedet, men hun har senere fortalt, at hun fik recept på ferietabletter ved udskrivelsen. Hvor mange hun tog af dem, eller om hun tog dem, ved jeg ikke.

Men den følgende tid genoptog hun sit klubarbejde og fulgte kurser i pædagogik. Hun tog på weekendudflugter med børnene fra en ungdomsklub. Hun skændtes med farmor angående pædagogikken i forhold til mig og Mie. Og hun malede dejlige billeder. Hun mobiliserede en utrolig viljestyrke, som jeg har den største respekt for. Hendes psykiske helbred var på ingen måde i top, hvilket tydeligt fremgår af fotos af hende fra dengang.

14

Jeg var med hende på nogle af weekendudflugterne med ungdomsklubben, og jeg har kun gode erindringer om dem, om den logistiske handlekraft, hun udviste, og om hendes omsorgsfulde relationer til børnene. I det hele taget husker jeg tiden fra januar 1957, hvor hun kom hjem fra Sankt Hans, og frem til jeg begyndte i skole august 1959, som en relativt god tid med et godt familieliv. Vi holdt sommerferie med gode venner i et lejet hus i Liseleje. Far fik præmier for nogle af sine smalfilm. Mie og jeg var på Esbjerg Højskole sammen med mor. Vi var også på andre ture rundt i Danmark. Og vi var i sommerhuset, så snart lejlighed bød sig.

Nogle gange var jeg også ude og køre alene med far i firmabilen. På en af turene, da hans gøremål var besørget og jeg troede, vi skulle hjem eller tilbage til værkstedet, spurgte han, om vi ikke lige skulle køre ud til sommerhuset. Der var ikke så langt. Det var vinter, og jeg kunne næsten ikke forestille mig sommerhuset. Det var så længe siden, jeg havde været der. Måske ikke mere end et halvt år, men det var også længe for mig, fem år gammel. Og så var der det med sommer-huset. Mens det nu var vinter. Det var også midt i arbejdstiden, hvor far normalt havde et stramt program. Vi kørte ad veje gennem et mørkt sneløst vinterlandskab, jeg ikke kendte. Vejene blev smallere og smallere og var til sidst bare jordveje. Så standsede vi foran et brunligt buskads, nogle steder med noget der lignede rækker af hindbærranker. Terrænet var mudret og sumpet, og der var ingen mennesker. Men så sagde far, at lige derovre lå Fedtmosevej og han pegede over mod et fjernt buskads. Der var ikke noget, jeg genkendte, og jeg kunne ikke forbinde stedet med sommerhuset på Fedtmosevej, måske fordi jeg stadig hæftede mig ved at det hed sommer-huset, mens det nu var vinter og mørkt gråvejr. Der var hjulspor gennem moradset, men de var mudrede og oversvømmede og far sagde, at vi nok måtte vente til en anden gang. Og så vendte vi og kørte tilbage. Men sommer-huset fandtes også om vinteren. Og den tanke var ny for mig.

15

Jeg var også med mor på kunstudstilling på Charlottenborg og undrede mig over stedet, som virkede snavset og råt, ligesom et udendørs miljø, der var flyttet indenfor. Og jeg var med bag på cyklen, når hun var ude og lede efter akvarelmotiver. Her gjorde det ikke noget, der var snavset, som fx under den blå himmel ude på stejlepladserne ved slusen i Sydhavnen. Med rustne olietønder, fiskenet, tjære og robåde, der lå med bunden i vejret. Der var også store skibe, der så ud som om, de sejlede hen over land. Græsset var åbenbart så højt, og jeg så lav, så jeg ikke kunne se vandet, kun skibene, der ragede op over det. Hvis mor lavede akvareller på dagen, er de formentlig gået tabt, eller måske er de blevet solgt eller foræret væk. I hvert fald fandt jeg dem ikke, da jeg efter hendes død i 2013 gennemså hendes mapper med tegninger og akvareller. Men akvarelskitsen fra Gasværkshavnen år 1944 giver et meget godt indtryk af Sydhavns-miljøet dengang. Petersen & Albecks bygning, Fiskerihavnsgade 6, eksisterer stadig (status som bevaringsværdig i næsthøjeste klasse), ellers er miljøet helt forandret.

Engang var vi alle fire i biografen, hvor vi så Chaplins Diktatoren. Jeg forstod ikke handlingen, men manden med overskægget gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Som fx da han gik rundt om en granat og den hele tiden drejede sig efter ham. Tilfældigvis havde jeg lidt viden om, hvad en granat var og at den var noget farligt. Mor havde nemlig kort forinden fundet en granat hjemme under hækken til vores nabohave, og det betød besøg af politi og afhøring af mor. Hændelsen havde været omgivet af alvor og mystik og det var ikke blevet opklaret, og blev det vist heller aldrig, hvordan granaten var havnet under hækken. På samme måde var der nu noget alvorligt, farligt og skrækindjagende ved Chaplin-filmen, men det blev neutraliseret af mandens humor, gestik og ansigtsudtryk, som signalerede et mentalt overskud, der var stærkere end skrækken og alvoren. Og så var der musikken. Et under af klang og rytme, som fulgte hans bevægelser, mens han barberede.

16

Vi var også en gang imellem i DSB-Kino på Hovedbanegården, hvor der blev vist ugerevyer med aktuelle begivenheder, vekslende med reklamefilm, Disney-tegnefilm, musikalske indslag og Gøg og Gokke-film. De sidste mindede umiddelbart lidt om Chaplin-filmen, men de virkede ikke på samme måde på mig. Jeg syntes ikke, de var sjove. Der var noget groft og primitivt ved dem, uden formildende omstændigheder, og på efterfølgende biografbesøg var jeg utryg ved udsigten til at skulle se flere.

En forårslørdag kørte vi alle fire med S-toget fra Valby til Lyngby Station med den store rutebilplads, med busser i forskellige farver. Vi skulle med den blå bus, linje 165. Dvs. helt blå var den ikke, for den var malet rød flere steder, bl.a. på skærmene omkring hjulene. Jeg tænkte, det var fordi, den skulle have været rød ligesom nogle af de andre busser, men at de der havde malet, havde givet op, fordi arbejdet havde været for stort, eller måske havde der ikke været maling nok. Men det betød heller ikke noget, når man først sad inde i den. Den kørte til Hareskovby, og først skulle den ind omkring Engelsborgskolen, så ad Bagsværdvej og Aldershvilevej og gennem Bagsværd By til ringvejen og forbi den store rundkørsel. Rundkørslen var mærkelig, fordi den ikke havde nogen sideveje, men bare lå som en umotiveret afbrydelse på den store vej. Og måske alligevel ikke helt umotiveret, for på sydsiden bøjede den ydre kantsten af og der var to åbninger, hvor asfalten fortsatte lidt ud på marken. Der var også åbent med marker og læhegn mellem rundkørslen og Haremosen, hvor vi stod af. Vi skulle ned til sommerhuset. Jeg glædede mig. Og jeg kunne mærke, at far og mor også glædede sig. Vi standsede og snakkede med Mogens’ og Mai-Britts far, hvor Mosekæret skrånede ned mod Fedtmosevej og hvor der var udsigt ned til sommerhusene, og til Kildegård og Lille Birkholm på den anden side af Fedtmosen. Mens de voksne snakkede, stod jeg og så ud over landskabet over til Lille Birkholms okkergule lade på bakkekammen. Jeg husker så tydeligt dette øjeblik nu næsten 70 år senere, og mine følelser, som jeg dengang ikke havde ord for. Skal jeg sætte ord på dem nu, så må det være inderlig betagelse og noget i retning af ”Kan det virkelig være rigtigt, at jeg får lov til at opleve noget så smukt?”

17

I begyndelsen af juli 1958 var far var på ferie i Tyskland, vist nok fordi han havde fået en aftale med et biludlejningsfirma, som havde til huse ved siden af Otto Dahms’ værksted, om at returnere en lejebil, så han kunne få hjemturen gratis. Jeg var samtidig på et familiesemester på Esbjerg Højskole sammen med mor og Mie. Det var fjorten dejlige dage med udflugter i omegnen, strandture, sejlads til Fanø, fællessang, diskussioner og filmforevisninger. Og jeg så for første gang fjernsyn i større stil, bl.a. med Tommy Steele og hans Handful of Songs med den malede bykulisse som baggrund. Det meste af det, der foregik, forstod jeg ikke, men mange flash-erindringer står stadig meget levende for mig, måske fordi de er farvet af den særlige atmosfære på højskolen. Vi var indlogeret i noget, der lignede en lille lejlighed i et af højskolens moderne fireetagers punkthuse med udsigt over højskoleområdet. Men trods ligheden med en lejlighed var forholdet til naboer og genboer ikke, som jeg kendte det fx hjemme fra Langagervej. Familierne lukkede sig ikke om sig selv. Det var som om, ingen var fremmede for hinanden. Når man mødtes på trappegangen eller andre fællesarealer, var der smil, snak og venskabelighed

Det var måske samme sommer, og mens vi var i sommerhuset, at jeg oplevede endnu et af min barndoms store højdepunkter. Jeg havde fået en gammel cykel til låns, en barnecykel, men en rigtig tohjulet sådan og ikke en trehjulet, som den jeg havde kendt hidtil. Far holdt den oprejst, mens jeg satte mig på den, og han fulgte med ved siden af og holdt fast, mens jeg trådte i pedalerne. Så gav han slip og jeg var alene om at køre. Men jeg kunne det. Jeg kunne køre på cykel! Solen var gået ned, men jeg blev ved med at køre, til det var så mørkt, så jeg ikke mere kunne se, hvor jeg kørte. Og jeg var fuld af lykke og stolthed.

Vi kom godt ud af det med de fleste naboer og genboer i sommerhuskvarteret, jeg personlig – som allerede nævnt – især med familien Larsen, og både Mie og jeg lærte også mange jævnaldrende børn at kende. Mie fik vist endda et par nære veninder.

18

Jeg kan ikke påstå, at jeg fik nogen nære venner. Vi drenge hengav os til aktiviteter med træklatring, æbleskud, opdagelsesekspeditioner i omgivelserne o.l., to eller flere sammen, og vi førte samtaler om, hvilke bilmærker, der var de hurtigste, hvilke tegneserier, der var de bedste og hvilke dyr, der var de største. Men jeg oplevede ingen nære venskaber. Det var også under Den kolde Krig, og snak om våben, jetjagere og miltærkøretøjer florerede, ligesom lovprisninger af alt, hvad der var amerikansk, mens russernes held med at sende Sputnik op ikke fik mange ord – om nogen overhovedet - med på vejen. Far og mor kommenterede Sputnik-opsendelsen, og så vidt jeg husker i anerkendende vendinger, men måske havde jeg en instinktiv fornemmelse af, at det ikke var noget, jeg skulle fortælle videre.

Ofte var det, vi sagde til hinanden ellers bare gentagelser af, hvad voksne, især vores fædre, sagde. Det meste var en dårlig imitation af den bedreviden, teknikfascination, konkurrence og mandehørm, som vi kendte fra dem. Men hvor skulle vi også ellers hente samtalestof fra, vi drenge på fem til otte år? Meget af det barneliv, man som voksen ser sentimentalt tilbage på, består vist i virkeligheden mest af tvangspræget imitation af voksenliv og i mindre grad af spontan, lystbetonet leg.

Denne forældreprægning kommer selvfølgelig af, at ens forældre oftest er de mennesker, man knytter sig mest til som barn. Dertil kommer den biologiske arv, de medfødte anlæg, som ligner ens forældres og som gør det let for en at overtage deres tanke- og handlingsmønstre. Disse kan på den anden side være uforenelige med ens egen unikke personlighed, særlig senere i livet. Problematikken kom stærkt i fokus under ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, men er ellers næppe af nyere dato. Henrik Ibsen behandlede den i Peer Gynt og Henrik Pontoppidan i Lykke-Per. Den var også omdrejningspunkt i DR’s store serier Matador, Bryggeren og Krøniken.

19

En af genbodrengene var lidt ældre end jeg og de fleste andre drenge og han fik derfor rollen som en slags grå eminence i vores lille drengesamfund, en autoritet, som afstak retningslinjerne for os andre. Hvorfor han ikke søgte sig en jævnaldrende omgangskreds, skænkede vi ikke en tanke. Vi accepterede bare hans lederskab. Set i bakspejlet byggede hans myndige stemmeføring og – i hvert fald i vores øren dengang – intellektuelt klingende ordvalg på en sygelig hang til at tale de voksne ordret efter munden og kritikløst overtage deres snusfornuftige meninger. Han var i øvrigt en efternøler, mange år yngre end sin voksne og gifte søster og hendes mand. Og denne mand, altså hans svoger, som var bilforhandler, var en guru for ham. Første gang jeg blev opmærksom på hulheden i den store drengs udtalelser var, da svogeren en sommerdag havde tilbudt nogle af os drenge at komme med på en tur i bil til stranden ved Rungsted. Da vi var i vandet, belærte han – vores drengeleder - mig om, at de små klumper sandpølser på sandbunden i det lave vand hed sandorme. Mine erfaringer med regnormenes ekskrementer hjemme i haven, som sandpølserne havde en påfaldende lighed med, sagde mig imidlertid, at sandpølserne her også måtte være ekskrementer, bare fra sandorme, der nok ligesom regnorme levede i gange nede i det underliggende materiale og herfra skød deres ekskrementer op. Så tog han med overlegen mine en af sandpølseklumperne op, æltede den mellem fingrene og sagde: ”Se, det er en sandorm”, formentlig fordi et af hans voksne forbilleder havde gjort og sagt det samme. Han havde simpelthen ikke evner til at drage egne logiske slutninger. Når de voksne havde sagt, at ekskrementerne var sandorme, så var det det, de var.

20

Ved en senere lejlighed skulle jeg med samme bus som han og hans mor, og mens vi stod ved stoppestedet, instruerede hun ham om, at han skulle sige, at han var elleve år, hvis chaufføren spurgte til hans alder. I virkeligheden var han tolv, men som elleveårig kunne han køre på børnebillet. Og da vi steg på bussen og børnebilletten skulle indløses, spurgte chaufføren netop til hans alder. Moderen svarede, at han var elleve. Chaufføren så skeptisk på ham, men udstedte alligevel børnebilletten. Under kørslen sad de skråt bag chaufføren, og denne skævede flere gange gnavent til dem. Under et stop spurgte han direkte drengen: ”Hvor gammel er du?”. ”Elleve”, svarede han, ikke gavtyveagtigt eller med pokerfjæs, men med oprigtigt krænket tonefald. Hans mor – den voksne - havde jo sagt, at han i den aktuelle situation var elleve, og så skulle den ubehøvlede chauffør ikke komme og sætte spørgsmålstegn ved det!

Far fortsatte med at optage smalfilm. Han fik også forbindelse med andre smalfilmentusiaster, og både hver for sig og sammen lavede de film med sketchagtige optrin. De færreste af filmene hævede sig vist over det jævnt dilettantiske, men da disse herrer – de var nemlig alle mænd - ofte mødtes og viste hinanden deres film, fik jeg lejlighed til at se mange af dem. Det gav mig et sjovt indblik i en lidt skæv skabertrang, men også i nogle mere interessante elementer og dramaer i menneskelivet. Nogle gags var også uforglemmelige, som i en film med to konkurrerende haveejere, der forsøgte at overgå hinanden i originalitet og opfindsomhed. Den ene fandt så på at så med torskerogn i stedet for frø og han kunne herefter fremvise torsk, der skød op af jorden ligesom porrer.

21

En mindre behagelig side af denne filminteresse var, at far af og til tvangsindlagde både Mie og mig til at medvirke i sine film, og dirigerede rundt med os med en patroniserende alvor, som om vi var rigtige skuespillere og han en rigtig filminstruktør. Et par gange var der også andre børn, der medvirkede, og de gjorde det sikkert frivilligt, fordi de syntes, det var spændende og gerne ville se sig selv på film. Men Mie og jeg medvirkede ikke frivilligt. Og det har senere i livet givet mig nogle underlige reflekser, når jeg har haft mange mennesker omkring mig, en følelse af at agere ufrivilligt foran et kamera, som jeg har måttet kæmpe imod. Noget andet er, at der faktisk var rigtig gode ideer og ægte humanisme i enkelte af filmene. Det hjalp bare ikke mig. Jeg hadede at se mig selv i dem, især én hvor jeg spillede en stakkels eneboers plageånd.

Sommeren 1959 var en kanonsommer med sol og varme i rigelige mængder, også med flere pragtfulde tordenvejr og regnskyl, der lavede sære belysninger og stemningsfuld trommen på hustaget i sommerhuset. Jeg fulgte opmærksomt uvejrene, siddende under bislaget på husets nordside, hvor jeg kunne se lynene og betragte regnvandet, der stod i en stråle ud fra enden af tagrenden, varierende i takt med uvejrets styrke.

Denne sommer var et forholdsvis frit og uforpligtende livsafsnit imidlertid ved at være forbi for mig, fordi jeg skulle til at begynde i skole.

22

I skole

Dagen oprandt onsdag d.19. august 1959. Om formiddagen fulgte far mig fra lejligheden på Langagervej til Lykkebo Skole og op til inspektørens kontor. Jeg følte, at stedet med de finpudsede og hygiejnisk duftende gange og trapper manede til højtid og respekt. Og det var som om, far havde det på samme måde. Men formaliteterne blev ordnet og vi blev sendt ned til velkomst i aulaen, hvor der var mange andre børn med deres forældre. Stemningen var også her højtidelig og alvorlig. Jeg iagttog de andre børn ængsteligt, bevidst om at jeg sammen med dem skulle til at indtræde i en ny og alvorlig livsfase. Men de snakkede barnligt ligesom jeg med deres forældre, stillede de samme spørgsmål, var åbenbart lige så uvidende som jeg. Fleres øjne var lidt skræmte og spejlede min egen sindstilstand. Så blev der stille i salen. Inspektøren stod frem på talerstolen og talte med kraftig stemme og brugte uforståelige ord. Og det lød sært, da det sidste han sagde, pludselig drejede sig om selv at kunne læse Anders And. Jeg undrede mig over, at en så respektindgydende mand kunne sige sådan noget. Så gik vi over til de røde barakker på den anden side af Vigerslevvej. Jeg følte mig på højde med situationen. Jeg var ikke kommet til kort over for mine kommende klassekammerater. Vi gik alle lidt forsagte ved siden af vores forældre, og ingen skilte sig ud med selvsikker eller overlegen optræden.

23

Vi nåede frem til et klasselokale i en af barakkerne og her blev vi skilt fra vores forældre, vi blev bænket ved pultene to og to og døren blev lukket. Og så brast mit mod. Jeg begyndte at snøfte, og følte skammen ved ikke at kunne leve op til omgivelsernes forventninger og opføre mig som et mandfolk.

Men det hele viste sig ikke at være så slemt. Jeg havde ingen særlige problemer med at tage lærdommen til mig, som også blev doceret i begrænset mængde den første tid. Jeg var desuden glad for nogle af de sange, vi lærte til morgensang. Og så var det slet ikke kedeligt at være en del af en klasse med jævnaldrende drenge og piger. Jeg syntes også godt om vores kvindelige klasselærer. Hun var venlig, godmodig og tålmodig af natur, og jeg syntes, hun mindede lidt om mor.

Klasselokalet havde vestvendte hvidmalede sprossevinduer ud mod Prisholmvej, som var en del af Vigerslevs gamle slyngede hovedgade, før den brede og lige Vigerslevvej blev anlagt. Der var en malerisk grøftekant i vejsiden og buskads mellem grøften og skolen, som blev hvidpudret, da den første sne kom, så det passede til morgensangen I Sne staar Urt og Busk i Skjul. Det var i det hele taget et rart sted at være, når man nu skulle gå i skole.

Vi var lige mange piger og drenge og vores lærer anbragte os i begyndelsen parvis pige og dreng ved siden af hinanden ved pultene. Jeg sad ved siden af Lise, og vi sås også af og til efter skoletid. Ellers blev der mest indgået kammeratskaber drenge og drenge og piger og piger imellem, og vi anbragte os vist efterhånden også mere og mere i enskønnede par ved pultene.

24

Vi lærte 10-tabellen og alfabetet, og vi nedskrev tal og bogstaver i brune tavlehæfter ledsaget af egne eksemplificerende og farvelagte tegninger. Jeg tegnede selv tre balloner ud for bogstavet b, en kam ud for k og et svensk flag ud for f. Andre i klassen tegnede andre nationalflag, nok mest det danske. Men en af drengene viste mig, hvordan Nazitysklands hagekorsflag havde set ud. Det syntes jeg, så spændende ud, så jeg prøvede selv at tegne det i tavlehæftet. Da jeg senere viste far det, blev han vred og sagde, at jeg skulle rive siden ud og aldrig tegne det mere. Da jeg ikke forstod hvorfor, tog mor et trebinds bogværk med titlen De fem lange Aar ned fra boghylden og fortalte mig om besættelsestiden med støtte i bøgerne. Med billeder af marcherende soldater med hagekorsflag, de sænkede krigsskibe i 1943, jernbanesabotagen og portrætfotos af Hitler, som jeg ellers kun havde kendt i Chaplins afvæbnende karikatur. Nu var det hele dødsensalvorligt og uhyggeligt, også nogle af de tyske stednavne, Neuengamme, Auschwitz og Buchenwald, som jeg hørte udtalt første gang. Kort efter var jeg sammen med far og mor på Frihedsmuseet, og synet af nogle af de udstillede genstande fik mig til at føle mig underligt til mode, som fx en pakke sprængstof indsvøbt i linned, så den lignede en lille hovedpude, skydevåben og noget der mindede om værktøj, ligesom det, far brugte i sommerhuset, men som her var til at knuse fingre og trække negle ud med. Der var også en nydelig kopi af en fængselscelle i Vestre Fængsel. Jeg vidste godt, at drenge på min egen alder - og især lidt ældre - kunne finde på lidt af hvert med knaldhætter, fyrværkeri og legetøjspistoler, men udstillingsgenstandene og fængselscellen her var voksne menneskers værk. Voksne mennesker, der omhyggeligt havde lavet våben og redskaber og indrettet bygninger alene med død, ødelæggelse og indespærring af mennesker som formål. Jeg havde ingen begreber at forstå det med og kom i en rådvild sindstilstand.

25

I øvrigt kom drengen, som havde præsenteret mig for hagekorsflaget, fra et kommunistisk hjem, og når han kendte hagekorsflaget så godt, var det formentlig fordi, hans far eller andre familiemedlemmer havde deltaget i modstandskampen.

Den omgivende virkelighed bød også på andre svært håndterlige ting. En dag skete der en ulykke i krydset Langagervej/Lundsfrydvej lige neden for vores køkkenvindue. En ung mand lå i vejkanten med hovedet helt inde ved kantstenen. Umiddelbart så han uskadt ud og han var velklædt og velfriseret. Men han lå helt stille, og ud fra håret sivede der blod, som arbejdede sig ned til det laveste sted i rendestenen, hvor blodstriben standsede og langsomt blev til en blodpøl. Midt på vejen lå der en knallert med bøjet hjul. For nogle måneder siden skete her også en ulykke, hvor to knallerter stødte sammen med en motorcykel. Motorcyklisten lå dengang ved siden af motorcyklen med blødende hudafskrabninger i hovedet, og tililende tørrede blod af med vattotter og servietter, mens de højlydt talte om, hvad der skulle gøres. Motorcyklisten var ved fuld bevidsthed, ligesom de to knallertkørere. Dengang var der tale om et tilløbsstykke, som de voksne kommenterede med, at det jo var, hvad man kunne vente med unge mænds kørsel på knallerter og motorcykler og trang til væddeløb. Nu ved den anden ulykke var folk også ilet til. Men de stod tavse og forstenede og betragtede den unge mand og blodpølen. Måske var det, fordi det var den anden ulykke på kort tid. Eller måske var det, fordi det så meget alvorligere ud nu. Ambulancen kom og manden blev løftet op på en båre med hvide lagener, og den kørte bort med fuld udrykning. Lidt efter kom politiet og afhørte nogle af de fremmødte ved krydset. Et par timer efter var knallerten fjernet, politibilerne væk og krydset mennesketomt. Købmand Nielsen kom ud og skyllede blodpølen ned i en rist med en spand vand. Kun nogle bremsespor på asfalten mindede herefter om ulykken. Nogle dage senere fik vi at vide, at den unge mand var død.

26

Der var også ulykker i vores egen familie. Morbror Erik faldt ned fra taget af sit nyopførte hus og kom så alvorligt til skade, at han lå bevidstløs flere dage og måtte gennemgå en hjerneoperation.

Og der var dødsfald. Mormor døde i efteråret 1958 og farfar i 1960. Trods et længere forudgående sygdomsforløb kom mormors død som et chok for morfar. En grå og trist novemberdag var jeg sammen med ham, mor og morbror Erik, som heldigvis var kommet sig efter faldulykken, på kirkegården for at se på et gravsted, og bagefter var jeg hjemme hos morfar og spise frokost sammen med ham, alene. Stemningen var så trist, at jeg syntes, det var uudholdeligt, og mens vi spiste – jeg gjorde i hvert fald, morfar sad bare apatisk og stak til maden – husker jeg, at jeg sagde til ham, at vi kunne lade som om, mormor bare var ude og købe ind og snart kom tilbage. Det var noget mærkeligt noget at sige, men jeg var kun fem-seks år, og det var min måde at prøve at løse op for den uudholdelige stemning på.

Jeg havde åbenbart på dette tidspunkt ord, jeg kunne bruge i svære situationer. Og det kunne jeg måske takke mor for, som var flittig til at læse højt bl.a. af H.C. Andersens eventyr. Her blev jeg præsenteret for menneskelige dramaer af mange slags og fik sat ord på dem, og jeg fik mentale redskaber, så jeg kunne forstå dramaer i det virkelige liv. Jeg vidste godt, at eventyrene ikke var virkelighed. Men der var en eller anden stærk forbindelse til virkeligheden i dem og måske især til uartikulerede følelser og tanker inde i mig, som herefter ikke var så uartikulerede mere. Og så var eventyrene spændende, især Den lille Havfrue, Pigen, som traadte paa Brødet og Store Claus og Lille Claus.

Far læste sjældent højt for os, men gennem hans og hans venners film blev jeg også via ham introduceret til mange aspekter af menneskelivet. Ellers var det mest hans praktiske tilgang til livet og en vis flair for teknik, jeg var glad for. Jeg mærkede hans glæde ved at indrette og passe sommerhushaven, reparere og forbedre sommerhuset og give sig i kast med arbejdsopgaver, særlig uden for Otto Dahms’ værksted, hvor han kunne bruge sine kreative evner.

27

En dag tog jeg en hesteskomagnet, som jeg havde fået af ham, med i skole. Sammen med nogle af drengene fra klassen flyttede jeg rundt på penne, nøgler og andre metalgenstande på skolepulten ved at bevæge magneten under bordpladen. Efter skole fulgtes jeg hjem ad Lykkebovej sammen med Lise, og jeg fortalte hende om magneten. Men da jeg ville vise hende den, kunne jeg ikke finde den. Jeg ledte i lommer og skoletaske, men den var væk. Jeg havde en selvbebrejdende følelse af, at det var min egen skyld. Vi drenge havde vel glemt den under en bordplade eller tabt den i skolegården. Og nu troede Lise måske, at jeg havde løjet. Vi gik videre, og så skete det: en metallisk lyd og magneten trillede hen ad fortovet. Et mirakel!

Det var ikke nogen stor begivenhed, men den var et øjeblik af umådelig befrielse, som stadig står levende i min erindring, fordi frygten for at have mistet både en kær ejendel og troværdigheden i forhold til Lise pludselig opløste sig. Heldigvis har jeg senere i livet haft flere lignende oplevelser og med samme efterfølgende lykkefølelse.

De første tre skoleår foregik i Lykkebo Skoles barakker, og jeg husker dem som fredelige og uproblematiske. Jeg fik en læsefærdighed, så jeg kunne begynde selv at læse. Ikke bare Anders And, som inspektøren havde lovet ved skolestarten, men også rigtige bøger, som fx Jules Vernes Rejsen til Jordens Indre og vist også nogle af Carlo Andersens og Knud Meisters bøger om drengedetektiven Jan.

Det var fiktion. Og det gav mig mod på selv at bruge min fantasi på skrift. Om de voksne ville billige det, tvivlede jeg på. Jeg havde jo allerede fra helt lille haft en fornemmelse af, at jeg skulle passe på med at være åbenmundet med alt, hvad jeg tænkte og fantaserede om. Derfor foregik det i det skjulte.

Jeg skrev en historie om to papegøjer, som sad i bur i et af de gule huse i Nyboder i København. En dag slap de ud af buret og ud ad et åbent vindue. Og de fløj væk fra København, og væk fra Danmark, helt over til et fantasiland på Nordamerikas vestkyst. Jeg skrev på nogle små foldede papirark, som jeg hæftede sammen til en lille bog, og på omslaget tegnede jeg gaden i Nyboder i fugleperspektiv med de to papegøjer på vej væk.

28

Til min overraskelse var mor fuld af lovord, da jeg tog mod til mig og viste hende den. Det fik mig til at skrive flere historier om de to papegøjer og til at tegne de første kort over mit fantasiland i Nordamerika. Dem tegnede jeg senere flere af, mere og mere detaljerede, og med forbillede i Geodætisk Instituts målebordsblade, som far og mor havde en større samling af, fordi de havde dyrket orienteringsløb i deres ungdom.

Det var på dette tidspunkt, der var ejerskifte i bungalowen på Langagervej. Den gamle ejer havde ikke boet der selv, men det kom den nye til. Det var en malermester, som sammen med sin kone og to store drenge flyttede ind i nabolejligheden, som amatørtrompetisten kort før var fraflyttet. Der var også udskiftning i de to lejligheder på første sal, og malermesterens svigermor flyttede ind i den ene. Det betød store omvæltninger i huset. Det gamle koksfyr blev udskiftet med et oliefyr og kulkælderens to rum blev istandsat, angiveligt til fritidsaktiviteter for os børn, men i praksis til legerum for den yngste af malermesterens drenge og med hans modelbane i det ene af de to rum. Den ældre søn var halvvoksen, dyrkede mest interesser uden for hjemmet og kom der sjældent. Vores små haver blev også sløjfet og erstattet af en stor trist græsplæne. Og der kom ordensregler, bl.a. om at vi børn ikke måtte lege udenfor sammen med kammerater, som ikke boede der. Et lille lyspunkt var, at en udendørs sandkasse af en eller anden grund havde fået lov til at blive.

En dag havde jeg alligevel taget en af mine klassekammerater med hjem, og han og jeg var gået udenfor for at lave armgang i tæppestativet. Så kom værtsfruen ud, fulgt af den yngste søn, og sagde, at jeg godt vidste, hvad aftalen var, at vi ikke måtte tage kammerater med hjem og lege udenfor. Der var indrettet bordtennis i kælderen, som vi kunne bruge, og vi kunne også køre med elektrisk tog på modelbanen, hvis sønnen havde tid, så var det hele måske ikke meget bedre end før? Jo, i hvert fald for sønnen, som havde nøglerne til kælderen og som brugte aflåste skabe under modelbanen til opbevaring af pornoblade. Han forrettede også sin seksuelle nødtørft i kælderen.

29

Men de nye faciliteter til trods, så var forholdene ikke blevet bedre for os andre børn. Og værtsfamilien betragtede sine lejere med afmålt foragt, som et nødvendigt onde, som mennesker på tålt ophold, på betænkelig nærhed og krænkende familiens afstukne grænser. Sønnen følte sig bl.a. krænket, da vores overbos adoptivsøn en dag legede med en regnorm. Det var dyrplageri, sagde værtssønnen og han spurgte sin far, om adoptivsønnen gerne måtte det. Men det måtte han selv om, sagde faderen. Sønnen var ikke tilfreds med det svar, og han fik afløb for sin utilfredshed ved selv at finde en regnorm og tvære den ud til en kødplamage på fliserne med en gren.

Jeg mærkede, at forholdene gik mor på nerverne og jeg mærkede hendes befrielse, når hun sammen med Mie og mig kunne tage ud i sommerhuset. På lørdage i det tidlige forår tog vi af sted, så snart Mie og jeg var kommet fra skole. Med buslinje 21 via Ålholm og Grøndals Parkvej til Bellahøj, herfra med linje 160 til Gladsaxe Trafikplads, hvor der skulle skiftes til 163 til Bagsværd. Fra Bagsværd By var det enten på gåben ad Værebrovej, eller med den blå bus til Vadtoften, hvorfra der kun var få hundrede meter ned til sommerhuset. Stemningen var så dejlig disse forårslørdage, når vi ventede på linje 160 på Bellahøj. Der var ofte mange passagerer, og sommetider var der indsat en gammel ekstrabus, som kørte nonstop det meste af vejen. Når vi kørte det sidste stykke med linje 163 ned ad Krogshøjvej med udsigt til den flødefarvede bygning på Bagsværd Torv, var det som om, trakasserierne og chikanerierne på Langagervej mistede betydning. Sindet blev frit, sanserne vågnede. Der var noget, der hed glæde.

30

Senere på foråret, når vejret var til det, kørte vi på cykel. Mor havde fundet ud af, at der var Grønne Stier det meste af vejen, gennem Valbyparken, forbi Damhussøen og langs Harrestrup Å og Kagså til Klausdalsbrovej. Det var næsten endnu bedre, for så havde vi cyklerne med og kunne også køre på dem, mens vi boede i sommerhuset.

Men nye tider var under opsejling, også her. Entreprenørmaskiner var gået i gang med anlæg af asfalterede veje og kloakering omkring sommerhuset, og nogle af områdets idylliske gamle gårde stod for nedrivning. Det hele var en del af en byggemodning, som skulle muliggøre helårsbeboelse i området, og det var også mors og fars plan, at vi skulle have et helårshus. Det var spændende for en dreng som mig på otte-ti år at følge udviklingen med gravkøer og bulldozere, der beslutsomt arbejdede sig igennem haver, bakker og skovtykninger for at gøre plads for de nye veje. Især anlægget af den nye Hareskovvej, som senere blev omdøbt til Hillerødmotorvejen, ændrede landskabet dramatisk. Jeg tænkte ikke dengang på de natur- og landskabsværdier, der gik tabt. Jeg var bare fascineret af den hektiske aktivitet, det vejrbidte arbejdende folk, gravemaskinerne og de små klondykesamfund med skur- og campingvogne, hvor maskinførere og jord- og betonarbejdere boede i flere år, nogen med kone, børn og hund. Heldigvis gik aktiviteten – i hvert fald indtil videre – uden om Fedtmosen.

Forårsturene var oftest kun med en enkelt overnatning mellem lørdag og søndag i sommerhuset. Søndag eftermiddag var det tilbage til Valby, til lektier og skolegang og for mors vedkommende til klubarbejde. Hun var kommet sig så meget efter sin depression, at hun i hvert fald i perioder kunne arbejde fuldtids. Derfor var der en ung pige, som af og til passede Mie og mig og udførte husgerning.

31

Pigen boede på Nørrebro, og vi var et par gange inde og besøge hende og hendes familie. Hendes bror forelskede sig vist i Mie, og en aften mødte han pludselig op hjemme hos os, mens hans søster passede os. Hun blev rasende og ville vise ham på porten. Men jeg, og særlig Mie naturligvis, syntes han var en sjov fætter og gik i forbøn for ham, så han fik lov til at blive lidt. Pigen var i øvrigt ordblind og derfor dårligt i stand til at hjælpe os med lektier. Men hun var et dejligt menneske og jeg var altid glad, når hun var der.

I august 1962 var det flyttedag på skolen. Vores klasse flyttede fra barakkerne over til den rigtige store skole, og vi fik klasseværelse på øverste etage med pragtfuld udsigt mod øst og syd ind over det sydlige København, Kalveboderne og Amager. Det var mit fjerde skoleår.

Samtidig gik det ikke mere helt så godt for mig med at tage skolelærdommen til mig, i hvert fald i nogle fag. Jeg begyndte især at få vanskeligheder med at forstå og løse regneopgaverne, som selvfølgelig også blev gradvist sværere. Derimod gik det godt for mig i dansk, så godt at jeg ofte i dansktimerne havde tid til overs til at se ud ad panoramavinduerne, med bryghusets røde neontårn, Valby Gasværk, rygende skorstene, Sydhavnen, kulkraner, Øresund og Drogden Fyr, underfuldt i dagens første time om vinteren, når dagslyset spirede frem. Så kunne næste time med regning være brutal. Jeg nørklede med tallene, men læreren fandt, at det gik for langsomt. Jeg mærkede hans utålmodighed og kom i en stresstilstand, som fik mig til at strenge mig an, så jeg fik susen for ørerne, men uden at det hjalp noget.

32

Vores lærer i sangtimerne var en ældre violinist, en distræt musikertype, som levede lidt i sin egen musikalske verden, som havde opgivet at holde styr på enkelte elevers navne og som var skydeskive for mange drillerier. Sangtimerne var dagens sidste, og da han aldrig råbte os op, var der flere, som gerne forduftede for at få sig en lang frieftermiddag, da de helt korrekt antog, at han alligevel ikke holdt regnskab med, om de var der eller ej. Men så skete der en dag det, at vores klasselærer mødte uventet op i sangtimen for at give os en eller anden besked. Hun studsede over det begrænsede antal tilstedeværende, blev vred og holdt i den nærmest følgende dansktime tordentale for os, spurgte hvordan det kunne falde os ind at holde den skikkelige sanglærer for nar, fremhævede hans musikalske og menneskelige kvaliteter og gjorde opmærksom på, at han endda havde undskyldt skulkerne, da hun havde sat ham ind i sagen. Jeg syntes i øvrigt selv godt om sangtimerne, og var glad for hans violinspil og for den indføring i musikken, han gav mig. Bl.a. spillede han Beethovens dejlige Menuet i G-dur for os. Han kunne sagtens have gjort en musikalsk løbebane tillokkende, hvis det altså ikke lige havde været for de trakasserier, han var udsat for. De var ikke tillokkende.

Vi havde også en musikalsk inspektør, som var tiltrådt, mens jeg gik i første klasse, og som var mere uhøjtidelig og ligefrem end den afgåede. En gang imellem indkaldte han alle elever i aulaen til fællessang, og det var gerne sange med godt med schwung i, der var på programmet, af hvilke især Søren Bramfris Lærkesang og Visen om Darduse kunne få taget til at løfte sig og må have kunnet høres af forbipasserende udenfor og vakt undren. Lærte nutidens børn virkelig den slags sange i skolen? Ja, det gjorde vi. Bramfri sange fra 1920’erne og 1930’erne indvarslede et farvel til den sorte skole og farvel til kæft, trit og retning og et goddag til 1960’ernes friere pædagogik på Lykkebo Skole.

33

Menige lærere brød også med normerne. En kvindelig lærer gik hippieagtigt klædt og kørte i Citroën 2CW og nogle af de mandlige lærere droppede den gængse habit og sås i åbenstående skjorte og islandsk sweater. Fodformede sko, sundhedssandaler og cowboybukser var mode hos os børn, men blev det først senere hos voksne, særlig hos skolelærere, som måske ikke rigtig følte, det var foreneligt med den autoritet, de gerne ville udstråle.

Uden for skolen var der abstrakt kunst, fjernsyn, transistorradioer og elektronhjerner. Der var også atommarcher, og jeg oplevede noget livskraftigt og opmuntrende ved det antiautoritære gå på-mod hos folk der deltog i dem og fortalte om dem.

De begyndende nye takter ændrede ellers ikke så meget på adfærden hos os børn. En primitiv grovhed som den, sanglæreren var udsat for, var ganske almindelig. Fodbold og boksning var i høj kurs og drengenes snak kredsede ofte om manddomsprøver – i en alder af ni-ti år - med pral om at man havde set krigsfilm, der var forbudt for børn, at man havde prøvet at ryge og drikke spiritus og at man drak kaffe, og ikke te. Den slags gav status.

Heldigvis fik jeg en anden måde at opnå status på.

For i fjerde klasse havde vi også naturhistorie, og naturhistorietimerne foregik i skolens stueetage, i lokalet med udstoppede dyr, sommerfugle på nål og præparerede frøer i sprit. Jeg konstaterede, hvor forbavsende stor sildemågen var. De fleste fuglearter kendte jeg kun på afstand og fra plancherne i Gyldendals Opslagsbog. Der var også den meget mindre hættemåge, drosler, spurve og den ganske lille fuglekonge, og der var en skygge over det hele ved tanken om, at fuglene og dyrene havde måttet aflives, før de havde kunnet få plads i glasskabene. Men nogle af dem kunne jo også være døde af naturlige årsager. Efterhånden tænkte jeg mindre på det, naturhistorie blev mit yndlingsfag, og naturhistorietimerne blev dem, jeg så mest frem til i løbet af ugen.

34

Da der var karaktergivning, stod naturhistorielæreren, som var identisk med regnelæreren, og som jeg var lidt bange for, og så ud over klassen og sagde tørt konstaterende og med let irettesættende tonefald, at kun én i klassen fik topkarakter. Nogen gættede på Willy. Nej, sagde læreren. Og så kom det, jeg mindst havde ventet: ”Nej, det er Asbjørn”. Jeg forstod det ikke. Andre i klassen forstod det heller ikke, for deres øjne blev rettet undrende imod mig. Men lærerens ord var lov, og min overraskelse afløstes gradvis af glæde. På den måde opnåede jeg min egen form for status, som nok også var lidt mere driftssikker i det lange løb end spiritus, sort kaffe, tobak og krigsfilm.

Det betød selvfølgelig ikke, at den øvrige turbulente skolevirkelighed forsvandt. Drengelivet omkring mig bestod stadig af pral, sportspræstationer og idiotiske pseudomanddomsprøver, og det var heller ikke alle mine klassekammerater, der var imponeret af min specielle udmærkelse. Tværtimod blev jeg udsat for chikanerier fra nogle af dem, og de ramte mig hårdt. Først senere i livet har jeg indset, at de bare skyldtes misundelse.

Det skal siges, at mere uskyldige trends også fyldte: på et tidspunkt skulle alle have en yo-yo. Det samme gjaldt hønseringe og små billeder af skuespillere og popmusikere, som blev livligt byttet og udvekslet. Og man legede kryds og bolle, hoppede på hinkeruder og spillede terre.

Hjemme var det ikke slut med husværtens søns udfoldelser. Hans forældre havde udnævnt ham til en slags vicevært, og det betød, at han altid holdt øje med, hvad vi andre børn foretog os. Han gik også langt uden for sine beføjelser og ødelagde fx engang et sandslot, som jeg havde bygget sammen med et af husets mindre børn i sandkassen. Også her var der vel bare tale om misundelse, fordi han ikke selv havde del i legen og fællesskabet sammen med os andre. Men det overraskede mig, da han kort efter spagfærdigt meddelte mig, at han havde prøvet at bygge sandslottet op igen. 

35

Han undskyldte ikke, hvad han havde gjort, men episoden fik mig til at se ham i et andet lys end før. Der var jo noget andet på spil her end den hensynsløshed, han ellers havde udvist. Det blev heller ikke sidste gang, jeg så ham i en ydmyg rolle. For åbenbart havde han også en provokerende adfærd i forhold til jævnaldrende og ældre drenge ude i det omgivende kvarter, og en dag passede to af dem ham op, stak ham et par lussinger og meddelte ham, at han kunne få flere, hvis han fortsat var fræk. Hvad forseelsen mere præcist var, ved jeg ikke.

Efterfølgende blev han næsten venlig over for mig, inviterede mig ind og se fjernsyn og køre med sit elektriske tog og engang også på en udflugt i bil med et af hans voksne kvindelige familiemedlemmer. Men det var en mærkelig stor dreng, jeg på den måde lærte at kende. Med få rigtig sympatiske egenskaber, altid pralende, stor i munden og optaget af at sætte sig i respekt. Også i forhold til en stakkels hund hos det kvindelige familiemedlem med bilen.

Jeg var selv begyndt at cykle rundt i de nærmeste omgivelser på vagabondvis, og på den måde blev jeg fortrolig med Valbyparken, Grønttorvet, Vigerslev Godsstation, Damhussøen, Rebæk Sø m.m. Det var mest naturområder, jeg ledte efter i det ellers naturfattige Valbymiljø, men det var i sig selv spændende at udforske og finde vejene dertil. Jeg havde, takket være mor, fået lagt en solid grund mht. til at bruge øjnene og hæfte mig ved maleriske motiver. Mange minder fra turene står derfor stadig som stærke billeder for mit indre blik, også de bymæssige.

Engang i vinteren 1962-63 var jeg ved Rebæk Sø. Man kunne se dybt ned i søens glasklare is, som måtte være mindst en halv meter tyk og som havde revner på kryds og tværs. Der var skøjteløbere på søen, og ved bredden lå der ishockeyudstyr og cykler, og der var hvilende og snakkende grupper. Det var klingende frost med blå himmel og lav sol over en stynet poppel på den anden side af søen. Jeg var flov over, at jeg ikke havde skøjter. Men lykkelig ved at sanse vinteren og stedet.

36

I Valbyparken var jeg på et tidspunkt på udkig efter en rødstrubet piber, som jeg havde hørt, var set der. Da jeg mødte en uniformeret parkbetjent, vovede jeg at spørge ham, om han vidste noget om det. Det gjorde han ikke, men han kendte til andre fuglearter, som han fortalte om. Han spurgte også venligt til min interesse for fugle og det var første gang, jeg følte kontakten med et voksent menneske som et jævnbyrdigt forhold. Jeg var ikke bare et barn, som måtte tage imod belæring og irettesættelser, men et medmenneske, der blev behandlet med respekt. Det varmede mig langt ind i sjælen. Og da en anden dreng gik forbi og kvikt sagde noget om, at der nok var én der var blevet taget i at køre på cykel uden for stierne, syntes jeg, jeg havde fået en ny usårlighed. Jeg kunne bare ofre et skuldertræk på ham. Jeg stod under beskyttelse af en mand i uniform.

Der var flere andre episoder, især med større drenge, som gjorde mig mere utryg. Som allerede nævnt var der drenge i min egen klasse, som chikanerede mig efter udmærkelsen i naturhistorie, og der var værtens søn hjemme, før hans holdning til mig skiftede. Men der var også vildt fremmede drenge, som kunne finde på at chikanere, åbenbart alene på grund af ondt lune eller fordi det var en sport for dem. Det var nogle særlige typer, som jeg altid holdt udkig efter og jeg gjorde mig så vidt muligt usynlig, når de dukkede op. Et par gange kom jeg i knibe. Den ene gang blev jeg passet op af en større dreng lige uden for Lykkebo Skole, skubbet hårdt ind i en elmast, holdt fast og truet med knytnæveslag. Her fandt jeg på at vinke over mod det andet fortov, hvor nogle voksne gik forbi, som om det var nogen, jeg kendte. Det fik omgående min overfaldsmand til at slippe sit tag i mig og luske af. Den anden gang tog jeg bare benene på nakken.

37

Det gav mig nogle forskrækkelser, men ikke mere end at jeg også kunne gøre mig nogle tanker om de voldsparate drenge og deres psykologi. Nok kunne de være farlige, men iblandet min uro for mit eget skind havde jeg en form for medlidenhed med dem. Det virkede trist på mig, at deres livsindhold kunne være så formørket.

Og så var der det, der var endnu værre. På et tidspunkt blev der talt om en koppeepidemi ude i verden, og om at den muligvis ville komme til Danmark. Af en eller anden grund gjorde det mig skrækslagen, og jeg spurgte mor, hvad man kunne gøre for at undgå at blive smittet. Hun prøvede at berolige mig med, at epidemien slet ikke var kommet til Danmark endnu. Og hvis den kom, så skulle man bare sørge for at holde sig væk fra mennesker, der hostede, og i øvrigt vaske især hænder omhyggeligt. Det fik mig til omgående at vaske ikke alene hænder, men også arme, fødder og ben, selv om det var besværligt at tage rigtigt bad i vores lille badeværelse, som i virkeligheden bare var et skrabet wc-rum med bruser. Men heldigvis var der et stort baderum på Lykkebo Skole, som var åbent for drenge på bestemte tider om eftermiddagen. Og det begyndte jeg at bruge. En bademester havde opsyn med det, og det var kutyme, at de modigste drenge efter endt bad stillede sig på række op ad endevæggen og blev spulet med koldt vand af ham. Jeg gjorde det vist også selv, i hvert fald en enkelt gang, og kunne ranke mig over at have bestået en manddomsprøve.

Endnu en forskrækkelse fik jeg, da jeg en dag pillede ved en af de elektriske installationer ved fars hjemmefilmværksted og fik stød. Virkningen var chokerende. Det var som om, noget eksploderede inde i mig samtidig med, at synet blev opløst i aflange lodrette faner som på et rystet foto. Da jeg var kommet mig lidt, ilede jeg ud til mor i køkkenet, men jeg kunne intet sige, fordi jeg hikkede uafbrudt. Heldigvis aftog det hurtigt, og så vidt jeg husker, slap jeg fra episoden uden mén. Men herefter forstod jeg, at man skulle omgås elektriske installationer med forsigtighed.

38

Det forskrækkede mig også, da den store genbodreng fra Fedtmosevej engang fortalte, at det var forudsagt, at Jorden ville gå under i nær fremtid. Jeg tror, han nød at se, hvor meget det skræmte mig og hvordan han endnu en gang kunne imponere med genfortælling af voksensnak. Jeg blev dog beroliget af hans far med at verdens undergang var noget, de havde sagt så tit. Hvem de var, stod lidt hen i det uvisse.

Vi fik ret sent fjernsyn. Det må have været i 1962, men jeg husker intet om Cuba-krisen samme år, selv om den jo også affødte dommedagssnak. Tværtimod var det betryggende at have fjernsyn og at kunne deltage, når snakken gik om film og andre tv-udsendelser i skolen.

På dette tidspunkt begyndte far og mor at planlægge bygning af et helårshus i Bagsværd. De kontaktede først en arkitekt, som de kendte fra deres tidlige ungdom og som lovede, at han kunne tegne et hus til dem til ca. 40.000 kr. Det syntes de lød rimeligt, så de slog til. Men efterhånden som han arbejdede med det, satte han prisen mere og mere op. Da han kom op på 80.000, sagde de stop. Det blev han fornærmet over, og penge for tegnearbejdet ville han under alle omstændigheder have, så han sendte en regning på langt over 1000 kr., hvilket var mange penge dengang, især i betragtning af at han ikke havde holdt, hvad han havde lovet. Far var vred og fik vist nok beløbet forhandlet lidt ned. Han blev ca. 1000 kr. fattigere, men en erfaring rigere mht. risikoen ved at fæste lid til mundtlige løfter.

Til sidst bestemte far og mor sig for et typehus, som kostede under 50.000 kr., og denne gang sørgede de for at få papirerne i orden og skrevet ordentligt under, så prisen ikke senere kunne forhøjes. De – eller måske kun far - underskrev selv kontrakten, og byggeriet kunne herefter gå i gang. Det forventedes afsluttet i efteråret 1963.

39

Sommeren 1963 flyttede vi fra Langagervej. De fleste møbler og andet inventar blev deponeret i garagen hos en af fars venner, resten fik plads i sommerhuset, som vi flyttede ind i, som heldigvis kunne blive stående under byggeriet og som vi dermed kunne bo i, så længe det varede.

Prisen holdt, men det var der meget andet, der ikke gjorde. Arbejdsgangen var ikke særlig vel planlagt, og der manglede byggematerialer undervejs. Håndværkerne måtte selv improvisere og sørge for delelementer og bruge erstatningsprodukter. Der skulle fx have været parketgulv i huset, men der var åbenbart lavvande i beholdningen af bøgetræ, så håndværkerne lagde i stedet et almindeligt fyrretræsbræddegulv. Installationerne af kloak, el og vand manglede også længe efter, at selve huset stod færdigt, hvilket først skete i december, meget senere end lovet.

Det var vist en hård tid for far og mor. Mig generede det egentlig ikke at leve lidt på feltfod. Det var jo også kun midlertidigt, og jeg syntes, det var spændende at kunne følge med i byggeriet på nært hold. Og så vinkede udsigten til at få eget værelse forude. Jeg tog forskud på det ved at opholde mig og sove i værelset længe før, der var indlagt varme og lys. Men uproblematisk var det ikke, og jeg følte mig af og til lurvet og snavset, når jeg skulle i skole, i Bagsværd Skole, hvor jeg var begyndt i femte klasse. Mulighederne for daglig hygiejne var begrænsede. Rindende vand fandtes endnu ikke, hverken i sommerhuset eller helårshuset. Det skulle hentes ovre hos Larsen.

Der var også det, at Bagsværd Skole var noget andet end Lykkebo Skole. På Lykkebo Skole kom de fleste af børnene fra arbejder- og håndværkerhjem. På Bagsværd Skole var den højere middelklasses børn mere dominerende, og det påvirkede mentaliteten og atmosfæren på skolen. I Valby havde jeg stort set ikke kendt til snobberi, men det kom jeg til på Bagsværd Skole.

40

At jeg af og til mødte usoigneret op i skolen, var simpelthen en dødssynd. Det fik mig lige fra begyndelsen til at skille mig ud. Normen var, at man altid var renvasket og velklædt i tøj, der signalerede velstand. At synes mere end at være, det var vigtigt i det nye miljø. Det spillede ikke alene en rolle i forhold til mine klassekammerater, men også i forhold til lærere og skoleledelse. Klasselæreren kritiserede direkte mit udseende, og en dag kaldte inspektøren mig op på sit kontor og stillede mig nogle spørgsmål, som ikke angik min læse- og regnefærdighed, men om jeg havde nogle problemer hjemme eller i forhold til mine kammerater. Måske ville han bare finde ud af, hvordan han evt. kunne hjælpe mig lille usoignerede stakkel. Men under samtalen stirrede han gennemborende på mig, så jeg følte det som et forhør. Og jeg forstod hverken meningen med det eller med spørgsmålene – ikke før meget senere.

Ønsket om at imponere og brillere gjaldt også i skolens undervisningsplaner. Man havde indført undervisning i fremmedsprog på tidligere klassetrin end foreskrevet fra ministerielt hold. Bagsværd Skoles elever skulle være en elite. Det betød, at den femteklasse, jeg begyndte i, havde et års forspring i forhold til mig i engelsk. Jeg måtte derfor sammen med en lille flok andre nytilkomne elever have ekstra engelskundervisning to-tre timer om ugen.

Det var mange omvæltninger på en gang, og det gjaldt også for far og mor. Far var sammen med sine smalfilmvenner begyndt at lave længere film og optage dem i en bedre kvalitet i 16 mm-format og han var så småt ved at få foden indenfor i det erhvervsmæssige filmmiljø. Det fik ham til at kvitte sin ansættelse som skiltemaler hos Otto Dahms, som havde varet mere end 25 år, og begynde at arbejde i Bent Barfods filmværksted. Han havde allerede bl.a. via sine kalligrafiske færdigheder lavet en del freelance-arbejde for Barfod, men fik nu fuldtidsansættelse.

41

Det var uden tvivl et ønskejob for ham, og desuden et farvel til de sundhedsrisici, der var forbundet med malerarbejdet. Det betød også, at han fik et frugtbart bekendtskab med mange kreative mennesker, fx Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller og Evan Kallermann. Men lønnen var lavere og han havde ikke mere rådighed over en firmabil, i hvert fald ikke til at begynde med.

Mor havde også opgivet sit job som klubmedarbejder i Valby, fordi hun fandt den daglige rejsetid frem og tilbage for lang. I stedet begyndte hun at arbejde på et vaskeri i nærheden, og det var ikke just et ønskejob for hende.

Men omsider i begyndelsen af 1964 kunne vi flytte ind i det færdige typehus, med bad, kloakering, lys, elkomfur, køleskab og varme og for Mie og mig med vores egne værelser.

Og jeg kunne møde renvasket og velsoigneret op i skolen. Men jeg følte mig stadig lidt fremmed og havde svært ved at forstå omgangsformen og samtaleemnerne, især i frikvartererne. Enkelte af drengene kom jeg dog helt godt ud af det med. Der var også flere søde piger, som jeg imidlertid aldrig rigtig kom på bølgelængde med, fordi deres baggrund, sprog og normer var så forskellige fra mine.

Der var også nogle uheldige episoder, som stillede mig i et dårligt lys. Den værste indtraf en vinterdag, da jeg kælkede sammen med en af mine klassekammerater i haven hjemme hos ham. Haven var som skabt til kælkning, fordi den skrånede stærkt ned mod en sø, og han fortalte, at man kunne styre kælken meget bedre, når man brugte stave, ligesom når man stod på ski. Han hentede et par sådanne, gav mig dem og opfordrede mig til at prøve. Og jeg anbragte mig på kælken med stavene, han skubbede mig det første stykke, og herefter fortsatte jeg ned ad bakken med god fart og kunne konstatere, at stavene faktisk gjorde det muligt at styre kælken rigtig godt.

42

Det skulle jeg glad til at råbe tilbage til ham, men da jeg vendte mig om, så jeg, at han lå sammenkrummet i sneen. Jeg løb op til ham og blev skrækslagen, da det gik op for mig, at der var sket noget alvorligt. Han havde blod i ansigtet og på hænderne, og sneen omkring ham var dramatisk blodplettet. Det viste sig, at en af skistavene havde ramt ham i ansigtet, da han skubbede mig. Jeg fik ham bugseret ind i husets køkken, men var derudover i vildrede med, hvad jeg skulle gøre. Hans storesøster indfandt sig heldigvis og tog fat på at tørre blod af hans ansigt, så skaden, en stor flænge under det ene øje, kunne tages nærmere i øjesyn. Det så ikke godt ud, men søsteren tog det meget roligt, og havde endda overskud til at fortælle, at en spurv lige havde forvildet sig ind ad et åbent vindue og at hun havde fået den ud igen. Lidt efter kom deres far hjem, og han tog det mindre roligt. Han ringede straks til Falck for at få sønnen på skadestuen og udbad sig derefter en forklaring på, hvad der var sket. Da han havde fået den, så han anklagende på mig og sagde, at det var rent held, at der ikke var gået et øje. Sønnen indvendte dog, at han selv havde haft noget af skylden, fordi det var ham selv, som havde foreslået mig at bruge skistavene.

På skadestuen blev flængen syet, han kom sig heldigvis hurtigt og hentydede aldrig senere hverken til ulykken eller til skyldsspørgsmålet omkring den. Men jeg kan stadig genkalde mig faderens anklagende blik. Jeg kom i øvrigt også selv flere gange til skade under forskellige aktiviteter sammen med andre drenge.

Episoden var måske en af flere grunde til, at min følelse af at være anderledes aldrig rigtig forsvandt, mens jeg gik på Bagsværd Skole, dvs. de følgende seks år, fra jeg var ti til jeg var seksten, og altså i et temmelig betydningsfuldt livsafsnit for mig. Nu som voksen ville jeg betakke mig for at tilhøre majoriteten og nyde spidsborgerlig anseelse. Men dengang gav rollen som outsider mig en evig nervøsitet, et mindreværdskompleks og en misundelighed, som indimellem fik mig til at ty til tåbelige måder at hævde mig på, hvilket kun understregede min outsiderrolle.

43

Da der skulle træffes valg om almen eller boglig linje fra femte til sjette klasse, kom jeg på den boglige, men med alvorlig påmindelse om, at jeg skulle tage mig meget sammen for at leve op til de boglige krav, der ventede. Jeg havde hørt noget lignende før, fx fra regnelæreren på Lykkebo Skole, og dengang blev det opvejet af, at jeg klarede mig godt i andre fag end regning. Jeg forventede det samme nu, og jeg syntes i øvrigt selv, at jeg var boglig, eftersom jeg læste en hel del bøger.

Men måske var det de forkerte bøger, jeg læste. For på den boglige linje kom jeg snart i vanskeligheder, ikke alene i kernefagene regning og dansk, men også i fysik, historie, geografi og værst af alt naturhistorie. Min topplacering i naturhistorie på Lykkebo Skole blev erstattet af en bundplacering nu på Bagsværd Skole. Det føjede endnu en kedelig dimension til min følelse af at være anderledes, og det var hårdt at skulle leve med et nederlag i netop det fag, som tidligere havde været min styrke.

Nu på mange års afstand kan det måske give anledning til nogle kritiske spørgsmål angående det pædagogiske system dengang. For hvordan kunne to skoler med kun et par års mellemrum nå frem til så forskellige bedømmelser? Hver skole med lærere og ledelse må jo på anarkistisk måde have kunnet afstikke retningslinjerne for undervisning og lærestof, og bedømme de enkelte elever efter eget forgodtbefindende, subjektive kriterier og personlige sym- og antipatier.

Men heldigvis betød det også, at nogle af lærerne kunne praktisere deres eget anarki, skille sig ud fra flertallet, give mig lidt opbakning og gøre deres til, at jeg trods alt ikke følte mig helt fortabt. Mere om det senere.

44

Samtidig med at jeg begyndte på den boglige linje, fik vi en ny inspektør. Han underviste selv i historie og religion og var en imponerende herre, altid ulasteligt klædt, og docerende med en autoritet, som var en universitetsprofessor værdig. Hans øvrige adfærd var dog mindre værdig og professoragtig. Han kunne djærvt finde på at trække elever i håret, kinden og ørerne, og foruden at formidle historie- og religionskundskaber prøvede han at indføre os i leveregler, som han mente måtte gælde for elever som os, som en fremtidig boglig elite. Bl.a. advarede han os imod tidens gærende ungdomsoprør med flower-power og andre ideer om at leve alternativt. Han bad os om at tænke på problemerne, hvis det bestående samfund og dets institutioner ikke fungerede. ”Hvad når I dør? Hvad med jeres kadaver?” spurgte han retorisk. Og for at give et afskrækkende eksempel på konsekvenserne af at melde sig ud af samfundet læste han op af en novelle af en tysk forfatter (som det desværre ikke senere er lykkedes mig at identificere). Den handlede om en familie af invalide tiggere, som grisk, men naivt pugede penge sammen, og som måtte se hele sin formue smuldre under hyperinflationen efter Første Verdenskrig. ”Man skal ikke snobbe nedad”, sagde vores inspektør.

Nej, man skulle snobbe opad på Bagsværd Skole. Og når det kom til virkelig alvorlige spørgsmål i samfundslivet, holdt han lav profil. Da vi engang var på Frihedsmuseet sammen med ham, blev han midlertidigt mundlam, da en anden lærer med sin skoleklasse talte højt om demokrati og om pligten til at byde diktatorisk magtudøvelse trods. Hviskende samlede han os og fik os gennet videre, udenfor hørevidde fra den talende. ”Prenez garde aux enfants”. Det er ikke noget for børnene, som H.C. Andersen sagde.

45

Naturhistorielæreren var også en stilig herre, som tørt gjorde os bekendt med plante- og dyreverdenen og de danske naturtyper. I timen efter hver dosis lærdom hentede han efter et hemmeligt system en elev op til tavlen og kontrollerede, om eleven havde hørt efter og ordret kunne gengive stoffet. I sin logbog optegnede han derefter en karakter, alt efter hvor nøjagtig den pågældende elevs genfortælling havde været. Hver elev nåede at blive fremstillet på denne måde fire-fem gange i løbet af året, og gennemsnitskarakteren mundede så ud i det, der hed årskarakteren i karakterbogen. Hans høje krav til elevernes hukommelse kom måske af, at hans egen hukommelse var dårlig. Derfor brugte han dette noget stive system, så han kunne have lidt styr på tingene. Han var komplet uinteresseret i den enkelte elev, gjorde bare, hvad der kunne opfylde minimumkriterierne for undervisning. Men det skal siges til hans ros, at han afholdt sig fra bøllemetoder som at trække os i håret, kinden og ørerne.

Vores regne- og matematiklærer var også af den stive og tørre slags, men med lidt mere øje for den enkelte elevs forcer og svagheder. Det betød, at han hurtigt blev opmærksom på mig og min bristfældige talfærdighed, som i sidste ende fik ham til at vende tommelfingeren nedad, da jeg skulle vurderes egnet eller ikke-egnet til at fortsætte i realen efter syvende klasse. I øvrigt introducerede han os for den nye mængdelære-matematik, som skulle gøre faget enklere, men som forekom mig endnu mere uforståelig end den traditionelle talmatematik. Introduktionen skete ved hjælp af nogle lydbånd, redigeret og indtalt af Johannes Pedersen og Jonas Lichtenberg, som blev afspillet i timerne. Det der gjorde mest indtryk på mig, var en flot celeste-jingle, som indledte hvert båndafsnit. Men den kedede matematiklæreren. Og da vi havde været igennem nogle afsnit og den havde lydt et antal gange, afbrød han den utålmodigt og sagde, at den kunne vi godt snart undvære. Om han dermed ønskede at fremhæve sin egen status i pluralis majestatis-form eller om han mente, at han kunne tale på hele klassens vegne, ved jeg ikke.

46

Jeg havde også andre problemer, mens jeg gik i syvende klasse. I november fik jeg af skolelægen at vide, at jeg skulle opereres. For en harmløs og ikke livstruende broklidelse, og der var flere måneders ventetid. Men det var en foruroligende besked. Jeg husker, at jeg samme eftermiddag gik ud i Fedtmosen og sansede de okker rørskove, birketræerne og den stålgrå himmel med en intensitet, som næsten gjorde ondt. Der var ingen sne, men det var koldt, næsten ti graders frost hjemme på termometeret, og søer og tørveskær i mosen var dækket af hård grå is. En undren trængte sig på over at det kunne være så koldt i november. Gradvist forsvandt min uro. Mine nervøse sanser fandt ro i naturen, i de beige farver under den kolde grå himmel og i de usædvanlige vejrforhold og der kom orden i mine tanker. Jeg frøs ikke, selv om det var bidende koldt.

Men hen på vinteren var mit humør meget langt nede. Jeg havde de dårligste, næstdårligste og tredjedårligste karakterer i klassen. Lærernes utilfredshed med mig var ikke aftaget og jeg havde fået de første advarsler om at de måske ville erklære mig uegnet til at fortsætte i realen.

Samtidig holdt vintervejret ved. Først streng frost uden sne i november. I december meget sne og skiftende frost og tø. I januar mere frost og mindre sne. I begyndelsen af februar oplevede jeg en morgen for første gang et fænomen, som fysiklæreren havde fortalt om: isslag. Jeg cyklede til skole i, hvad jeg troede var tåget tøvejr ligesom de foregående dage, men opdagede pludselig, at der var hvide isskjolder på asfalten, og i et sving var jeg ved at skride og vælte. Så forstod jeg, at det i virkeligheden var frostvejr og at det kunne det også være, selvom det var gråvejr, tåge og støvregn – og vestenvind. Steen Steensen Blichers vers om tågevingerne fra sydvest, ”som Frosten tvinger”, passede åbenbart ikke altid. Efter skole vovede jeg alligevel at køre over til antikvariatet i Lyngby og købe tegneserier. Veje og cykelstier var vel også blevet saltede.

47

Imens var der opbrud i skydækket og da jeg cyklede hjem, var himlen isblå og solen kommet frem lavt på sydvesthimlen. Men det var blevet umådelig koldt og det værste var, at vinden var taget stærkt til fra nordvest, så jeg havde strid modvind. På det sidste stykke af Bagsværdvej op mod Frederiksborgvej var vindstødene så kraftige, at jeg ikke kunne køre lige. Heldigvis var cykelstien bred og der skete ingen ulykker, men jeg havde en følelse af, at det måske på anden måde var farligt. Jeg var ikke klædt på til vejrskiftet og det var som om, blæsten og kulden gik lige igennem mig. Ikke som i stille koldt vejr når fingrene langsomt blev kolde og stive. Men som om isvand slog mod min bare krop. Da jeg kom hjem, viste termometret syv-otte graders frost. Næste dag havde jeg lungebetændelse.

Det tog det meste af februar at blive rask, ind imellem med forsøg på at gå i skole igen, men med tilbagefald som resultat. Først i slutningen af februar kom bedringen for alvor. Samtidig var den hårde kulde på retur, og en dag med forårsagtigt solskin og plusgrader var jeg på den første lille tur i Fedtmosen. Der var rakler på piletræerne og musvitter, der kvidrede. Og jeg følte livet spire i mig.

Det var ellers småt med den slags lyspunkter og med musikalitet, kreativitet og farveglæde – og glæde i det hele taget – da jeg kom tilbage i skole, heldigvis dog med undtagelser. Dansklæreren gjorde os bekendt med den store nordiske litteratur: islandske sagaer, Poul Martin Møller, Christian Winther, Hans Scherfig, Tove Ditlevsen, Hans Lyngby Jepsen og H.C. Andersen. Jeg havde jo allerede en god ballast af sidstnævnte hjemmefra. Men det var der vist andre, der ikke havde. Og så var der formningslæreren, som var et dejligt kreativt menneske, som stort set aldrig påtvang os noget eller stillede sig selv i centrum, men altid diskret fulgte med i vores kreative påfund og bakkede os op, når han så, at der var noget at bygge på. Det var velgørende, i hvert fald for mig. Ved udgangen af skoleåret gav han mig endda – som den eneste i klassen – topkarakter. Det blev også min eneste karakter over middel i dette skoleår.

48

I maj var det alvor med operationen. Dagen inden sad jeg i hjørnestuen på Gentofte Sygehus og læste Jack London. Jeg havde fået taget blodprøver og jeg var blevet grundigt undersøgt af en læge. Jeg var bange, men samtidig fattet og indstillet på det, der skulle ske. Novellen jeg læste, handlede om æresbegreber blandt indianere i Alaska eller Canada, om rodløs hengiven sig til gamle stammeritualer, imens den verden indianerne kendte var ved at forsvinde og blive løbet over ende af klondykebosættelser og guldgravere. Den resignerende trøstesløshed mindede om min egen situation. Da jeg så op fra bogen, stod hospitalsbygningerne smukt og beroligende i dagslyset uden for vinduet, vidnende om et sted med rationelt tænkende mennesker. Omgivelserne fritog mig også fra skolegang. Og fra far derhjemme. Han havde med mellemrum været syg af nyresten den senere tid, og på det sidste var det blevet værre. Dels klagede han sig højlydt, dels tog han morfin mod smerterne, og morfinen gjorde ham mærkelig, ubehagelig og fremmed for mig. Måske håbede jeg, at hospitalet også kunne hjælpe ham.

Næste morgen blev jeg kørt på operationsstuen. Det sidste jeg registrerede, lige før narkosen virkede, var parabolen med lamper i loftet, som syntes at begynde at rotere.

Operationen gik godt og allerede samme eftermiddag mærkede jeg, at den havde befriet mig fra et handikap. Et handikap som jeg i flere år havde prøvet at skjule, bl.a. ved rutinecheckene hos skolelægen. Skjult det af frygt for at skulle opereres. Da jeg et par dage efter blev udskrevet, sagde sygeplejersken, at jeg skulle vente mindst en uge med at gå i skole. Endnu en befrielse.

Der var også kun godt en måned tilbage af skoleåret. Til gengæld gik den med eksamensforberedelser og eksamen og med lærernes vurdering af de enkelte elevers egnethed til at rykke op, som blev foretaget i dialog med vores forældre.

49

Far kom gravalvorlig hjem fra en sådan dialogsamtale og meddelte mig, at mine karakterer var for lave til en oprykning og at jeg ikke udviste tilstrækkelig boglig modenhed. Formningskarakteren og et par andre nogenlunde gode karakterer var ikke nok til at opveje de dårlige og halvdårlige karakterer i andre fag. Lærerne havde imidlertid foreslået, at jeg efter et år på den almindelige linje kunne blive vurderet på ny og således komme i realen, bare med et års forsinkelse.

Hvorfor far var så forhippet på at holde mig i det boglige spor, tænkte jeg ikke på dengang. Måske ville han have, at jeg skulle opnå, hvad han gerne selv havde villet – og ikke havde opnået - som ungt menneske. Men nu i bakspejlet ser jeg det mest som en fejlvurdering af både hans egen og min sande personlighed. Jeg er temmelig sikker på, at han selv kunne have drevet det meget videre, ikke bogligt, men kreativt, hvis han fra begyndelsen havde fået den rette støtte og opbakning. Den havde han ikke fået, nok mest pga. honnette ambitioner med tilhørende påvirkning og hjernevask fra familiens side. I sine klare og oprigtige øjeblikke støttede han helhjertet min kreative virksomhed. Men den boglige stræbsomhed og de honnette ambitioner var en del af hans tankemæssige arvegods, som han ikke kunne få sig selv til at kvitte.

Hvor stor magt de honnette ambitioner havde, erfarede jeg også ved skoleafslutningen, hvor forældre mødte op og trykkede hænder med inspektøren og lærerne, bevæget til tårer ved øjeblikkets storhed, ved børnenes opstigen i det så eftertragtede boglige system. Og de tretten-fjortenårige børn gebærdede sig som vordende voksne i deres stiveste puds, ranke og opfyldt af højtid.

50

Afslutningen var en lettelse for mig. Ikke alene fordi den var et farvel til det ørkesløse besvær med det boglige stof, i hvert fald midlertidigt, men også fordi jeg havde et anstrengt forhold til de fleste af mine klassekammerater. Jeg var i forvejen en outsider. Og så havde jeg en hel del humor og satire i bagagen fra bl.a. H.C. Andersen og Mark Twain, og faktisk også fra far og mor, og det havde fået mig til mere eller mindre virtuost at tage gas på de af mine klassekammerater, som tog sig selv mest alvorligt. Det havde gjort dem rasende, det var noget, de aldrig glemte, og det betød, at jeg var blevet yderligere isoleret.

Nogle af dem havde et meget følelseskoldt væsen. En af drengene, hvis far var jæger, havde overtaget dennes djærve sprog fra jagtlivet og talte sadistisk om at pløkke katte og andre dyr ned på den mest bestialske måde, og så var der nogle, som havde James Bond med tilhørende playboyliv og licens til at dræbe som idol. Det skal siges, at der faktisk var andre, som havde noget mere seriøst menneskeligt potentiale, et sympatisk væsen og en reel evne til empati, og i mindst et tilfælde en sårbarhed som kom til udtryk hos en dreng, som brast i gråd, efter at inspektøren havde udøvet sin autoritet ved at trække ham muntert i øret.

Mon det ikke er sådan, at den som reagerer og viser følelser i sådanne situationer, også vil have forståelse for andres følelser, mens den som bider smerten i sig og gør sig hård, følelseskoldt og pr. automatik vil forlange det samme af andre? Og på Bagsværd Skole var usentimentalitet en dyd og følelser lig med svaghed.

Men det var nu for en tid et farvel til det hele. Jeg kunne holde sommerferie og hellige mig mine interesser: naturen, astronomi, tegneri, både naturalistisk og fabulerende, og efterhånden også en hel del fabulerende skriveri.

51

Jeg var en uge hos nogle af mors og fars venner på Djursland og på en biltur sammen med far i Sverige. Sidstnævnte tur bød bl.a. på et besøg hos en af fars barndomsvenner, som havde købt et dejligt sommerhus i et naturskønt område, Hjörnered ved Laholm. Vi var også ved Vänern og i Trollhättan og se det store sluseanlæg. Desværre var far på turen plaget af flere smerteanfald pga. nyresten, selv om han kort forinden var blevet opereret – også på Gentofte Sygehus - og havde fået fjernet en sten. Det var lidt mystisk, at smerteanfaldene alligevel kunne blive ved, og det lå som en truende skygge over de ellers dejlige oplevelser på turen. Det var heller ikke betryggende, at han tog morfin mod smerterne, også nogle gange mens han kørte bil. Mindst én gang kunne det være gået rigtig galt, fordi han refleksmæssigt kom til at køre i højre side – det var vel at mærke et år før svenskerne indførte højrekørsel. Heldigvis skete det på en bivej uden anden trafik.

Efter sommerferien begyndte jeg i ottende klasse på den almindelige linje.

Lidt efter skolestart var vi på lejrskole på Bornholm i en uge. Det var strålende solskinsvejr det meste af tiden. Vi var på busture rundt på den høstgyldne ø og også på en sejltur til Christiansø. Alt var helt anderledes end de foregående to år, uden indædt fiksering på bøger, tal, udenadslære og terperi. En uge under den blå himmel og med udflugter i naturen og besøg i stenbrud og på fortidsminder og museer. Jeg fik lov til at sanse virkeligheden ucensureret. Min billedlige nysgerrighed kunne udfolde sig. Og min lyst til at bearbejde sanseindtryk med tegning og ord mødte accept, ja, den blev vist ligefrem af vores to ledsagende lærere set som noget beundringsværdigt. Ugen var som en drøm, som var ved at tage pusten fra mig, og som måske heller ikke kunne vare ved.

52

Den første dag i september var det hjem igen. Hjem til det nye skoleår. Alligevel fik drømmen lov til at leve lidt endnu, fordi en af de første hjemmeopgaver var at skrive rapport om lejrskolen. Og jeg skrev løs og lavede tegninger, vignetter og kortskitser, som jeg lod veksle med teksten i et rodet miks, noget der ville have været uacceptabelt på den boglige linje. Måske var jeg blevet overmodig af formningskarakteren og medgangen på Bornholm. Eller måske skulle der bare mere end ord til for at skildre den dejlige uge. Da jeg afleverede rapporten, anede jeg konsekvenserne: en bundkarakter og en irettesættelse. Men jeg fik den tilbage med et ellevetal.

Det var næsten for godt til at være sandt, men jeg nød disse første uger af skoleåret. Vores lærer behandlede os tolerant og kammeratligt og med stor interesse for hver elev. Og lærestoffet var overkommeligt, særligt for mig, som åbenbart havde suget mere til mig under de to boglige år, end jeg havde været bevidst om. Derfor havde jeg nu et forspring i forhold til de fleste af mine nye klassekammerater.

Men måske havde jeg også tillagt mig nogle manerer, som ikke hørte til på den almindelige linje. For allerede på lejrskolen havde jeg mærket, at jeg ikke var fuldgyldigt accepteret i klassen, særligt ikke i forhold til nogle af drengene. En af dem havde skældt mig ud, spurgt hvad jeg bildte mig ind og advaret mig imod fortsat at være stor på den.

Drengenes ordforråd og samtaleemner var af en bramfri og primitiv art, ofte med sex som hovedingrediens. Særlig en af drengene var meget optaget af alt, hvad der havde med sex at gøre. Ikke på almindelig pubertetsvis med kejtede sjofle vittigheder og retiradesprog, når voksne var uden for hørevidde og med stjålne blikke til udvalgte piger. Det var mere som om, han slet ikke havde nogen højere tankevirksomhed, som om det udelukkende var primitive drifter, der styrede ham.

53

Måske havde han allerede som tidlig teenager haft sin seksuelle debut, hvis ellers ikke det hele var pral og mundsvejr. Men hans tilsyneladende seksuelle erfaringer gjorde ham til centrum i en lille klike af drengene, og det gav ham en stærk selvtillid, som også imponerede mig. Det var derfor mærkeligt at opleve ham, da han på et tidspunkt, ligesom alle andre i klassen, skulle gøre rede for, genfortælle og analysere et stykke selvvalgt litteratur. Bogen han havde valgt, var en lille børneroman af Frederick Maryatt, som jeg allerede havde læst, da jeg var ti år. Hans fremlæggelse foregik usikkert og stammende. Og kun lærerens hjælpende stikord og udfyldende kommentarer gjorde, at han slap nogenlunde fra det uden helt at tabe ansigt.

Dette drengeliv med pral og pseudomanddomsprøver mindede en hel del om det, jeg havde kendt på Lykkebo Skole. Og jeg var udenfor, ligesom jeg hele tiden havde været. Baggrunden havde bare varieret lidt.

Heldigvis var der klassekammerater – både drenge og piger – som jeg kom godt ud af det med, og da jeg ved afslutningen af ottende klasse skulle vælge, om jeg ville fortsætte på den almindelige linje eller i første real, valgte jeg den almindelige sammen med de klassekammerater, jeg nu kendte.

Men det primitive drengeliv blev ved med at sætte dagsordenen i klassen, også i det følgende skoleår, og jeg prøvede at vinde lidt anerkendelse og optagelse i fællesskabet – for så vidt som der var tale om et sådant – ved at bruge dets sprog og undgå at provokere. Det lykkedes dog ikke. Og i en sløjdtime rottede drengekliken med sin seksuelt vakte førerskikkelse sig sammen og begyndte at skyde til måls efter mig med værktøj. Et stemmejern borede sig ind i min venstre fod, og sløjdlæreren måtte hanke op i mig og bringe mig op til skolelægen. Heldigvis havde stemmejernet ikke ramt nogen pulsåre, og efter at være blevet forbundet blev jeg sendt hjem.

54

Andre i klassen fortalte mig senere, at læreren havde talt alvorsord med drengekliken i hele klassens påhør, men at det også var det hele. Han som havde kastet stemmejernet – eller hans forældre – blev imod protest pålagt at betale et par nye sko til mig. Og der skete ikke mere. I virkeligheden kunne jeg vist have skaffet stemmejernskasteren meget alvorligere problemer på halsen, hvis jeg havde meldt ham til politiet. Men det gjorde jeg ikke. Episoden var ligesom så meget andet i skolen noget, jeg syntes jeg måtte tage i stiv arm, hvis jeg ikke ville stille mig uden for normerne. Og hvem i min aldersklasse ville det? Jeg var fjorten år.

Der var også ting hjemme, som jeg blev nødt til at tage i stiv arm. Far og mor var mere og mere på vej væk fra hinanden. Og fars smerteanfald var stadig ikke aftaget efter nyrestensoperationen.

Jeg var ikke særlig lille mere. Men det hele gjorde, at jeg, så snart jeg kunne, trak mig tilbage i min egen barnlige fantasiverden, tegnede og skrev om mit fantasiland, tog på flugtture ud i naturen og kiggede stjerner om aftenen. På klare vinternætter klatrede jeg op på taget af huset med en kikkert og et liggeunderlag. Og når jeg lå og så op i Mælkevejens tågede skyer, som i kikkerten opløste sig i utallige stjerner, forsvandt alle mine bekymringer. Bevidstheden om min egen eksistens forsvandt ikke, men den blev en del af noget større.

Efteråret 1966 havde far det relativt godt med lange pauser imellem smerteanfaldende. Samme efterår var han og jeg flere gange sammen med fars barndomsven oppe i dennes sommerhus i Sverige, og naturindtrykkene fra turene virkede umådeligt livgivende på mig og gav min fantasi og mine sanser næring. Det var mest korte weekend- eller søndagsture, ud og hjem i bil på nogle få timer og bare et kort ophold i huset og dets omgivelser. Men turene inspirerede min kosmiske rumfølelse. Jeg mærkede de miljømæssige og klimatiske forskelle på Bagsværd og Hjörnered, på lavlandet og højderne på Hallandsåsen og på nordsiden og sydsiden af Hallandsåsen.

55

En smuk stille solskinsdag i oktober var det næsten sommervejr på Hallandsåsens solbeskinnede sydside, mens nattefrostens rim samme dag ikke nåede at tø på græs, trækroner og hustage på den skyggefulde nordside. En dag i november var det regn og slud, da vi tog hjemmefra om morgenen, men da vi nåede til Hallandsåsen og kom et stykke op ad denne, blev regnen til sne. Ved Hjörnered på åsens nordside var det frostvejr med et smukt snedækket vinterlandskab.

Fars nyrestensanfald blev imidlertid igen hyppigere. Til sidst gik lægerne med til en ny røntgenfotografering, og her blev det afsløret, at der var kommet en ny sten, eller mere sandsynligt at der hele tiden havde været to sten, og at det kun var den ene, der var blevet fjernet ved operationen, for den nyopdagede sten var temmelig stor, og kunne næppe være blevet dannet på kun to år.

Tiden frem til den nye røntgenfotografering var præget af evig nervøsitet for smerteanfald både hos far og os andre. Når anfaldene kom, blev han forvandlet til et hjælpeløst barn, og morfinen han tog, gjorde ham yderligere mærkelig og fremmed for mig. Mor reagerede ved at distancere sig fra ham. Bl.a. tog hun på et tidspunkt på ferie i Italien. Mie forlod også ofte huset, når han klagede sig, og det betød, at jeg i flere omgange var alene med ham i en mærkelig rolle både som barn og voksen i forhold til ham. Han krævede nemlig, at jeg skulle tage affære som en voksen og assistere ham i det praktiske, samtidig med at han gerne ville opretholde synet på sig selv som den selvopofrende far, som kun ville sin lille søn det så godt. Det ville han uden tvivl også, i hvert fald det meste af tiden, hvor han passede job og andre ting og sørgede for, at vi kunne have eget hus og have. Men under smerteanfaldene og når han i en morfinrus talte babysprog, var det mig, der skulle være den voksne.

Han blev opereret igen i forsommeren 1968. Sten nr. to blev fjernet, og det betød et farvel ikke alene til smerterne, men også til morfinen.

56

Det gjorde ham til et helt andet menneske. Han blev gladere og mere ligevægtig og en mere normal far for mig. Medvirkende til udviklingen var det også, at han fik et nyt job til en meget bedre løn end hos Bent Barfod. Det var hos Pfaff Symaskiner med opgaver i forbindelse med teknisk instruktion og undervisning på film.

Min interesse for kosmos og astronomi fik mig til at følge med i rumkapløbet, som foregik i disse år, og til selv at sysle med at lave raketter. Jeg var især fascineret af de satellitfotos af Jorden, som var begyndt at florere, og lagde planer om at lave en raket, som jeg kunne sende op med et lille billigt fotografiapparat i spidsen, så jeg kunne fotografere mine egne omgivelser ovenfra. Jeg fik også bygget en raket til formålet, men opsendelsen af den store raket var ved at gå rigtig galt. Det satte en skræk i livet på mig og førte til, at jeg holdt op med min rakethobby. Jeg skilte mig af med alt, hvad jeg havde af remedier til raketfremstilling, og kemikalierne til brændstof - som i øvrigt kunne købes uden restriktioner af nogen art i A.H. Glæsels købmands- og materialhandel - gav jeg til et par af mine klassekammerater, som selv interesserede sig for at lave raketter. Det var selvfølgelig helt tankeløst og utilgiveligt af mig. Og en af kammeraterne brugte kemikalierne til at lave en rørbombe. Den eksploderede i hænderne på ham og han mistede flere fingre på højre hånd.

57

Vi var efterhånden blevet femten-seksten år gamle i klassen, men vores normer, samtaleemner og aktiviteter var stadig umodne. Foruden at lave raketter og bomber var det en sport at ryge cigaretter, så snart lærerne var ude af syne, der var småtyverier og rapserier og der var primitive vittigheder og dumme drillerier. Og nu pralede man ikke kun med indtagelse af spiritus, man hengav sig til det i praksis. Billedpornoen, som blev legaliseret i sommeren 1969, tog man også forskud på med anskaffelse af dyre pornoblade på det sorte marked. Alt hvad der kunne koble højere hjernefunktioner fra, var åbenbart eftertragtelsesværdigt.

Men i tiende klasse fik jeg også lejlighed til at beskæftige mig med en af mine store interesser: meteorologi. Jeg kom både i erhvervspraktik på DMI og lavede orienteringsarbejde om vejr og vind. Og hjemme i haven byggede jeg min egen engelske hytte og begyndte at føre dagbog over vejret. Jeg havde i øvrigt formning og fotolære som valgfri fag.

Jeg afsluttede tiende klasse i juni 1969 og kunne gå ud af skolen med gode karakterer. Men når jeg ser tilbage på de tre sidste skoleår, kan jeg ikke komme i tanker om mange færdigheder eller kundskaber, jeg fik ud af det.

Jeg tror, det ville have været meget bedre for mig, hvis jeg havde forladt Bagsværd Skole efter ottende eller niende klasse og var begyndt på et kreativt kursus, om det så nok så meget havde været på amatør- eller aftenskoleniveau, eller at jeg havde taget et år eller to på en efterskole med fokus på kreative fag.

59

Efter skolen

Efter skoleafslutningen lavede jeg lidt arbejde for far hos Pfaff, og samtidig begyndte kreative ideer for alvor at rumstere i mig. Jeg fik en ny modtagelighed for bøger. Jeg læste Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Tarjei Vesaas. Og tv-dramatik som Præsten i Vejlby efter Steen Steensen Blichers novelle gjorde stort indtryk på mig. Det samme gjaldt klassisk musik og billedkunst.

Men jeg mærkede også, at jeg havde tendens til nogle ubehagelige psykiske svingninger. Jeg havde denne sommer voldsomme angstanfald, som en vagtlæge på et tidspunkt kom og gav mig en beroligende indsprøjtning imod. Jeg havde også koncentrationsbesvær og synsforstyrrelser, hvilket jeg frygtede var tegn på alvorlig fysisk sygdom. Vores familielæge gav mig efterfølgende nogle beroligende piller, men det var egentlig mest hans afslappede og afdramatiserende måde at tage det på, som hjalp mig. Da han som læge ikke kunne se, at jeg fejlede noget alvorligt, fik jeg også sværere ved det.

Efterhånden fik jeg det også bedre, så jeg kunne begynde at søge jobs, bl.a. i en medievirksomhed, som jeg ikke husker navnet på, men som far havde formidlet kontakt til. Her havde man nu ikke brug for nye medarbejdere, men man indlod sig beredvilligt i en længere samtale med mig, og anbefalede mig at kontakte et par andre virksomheder i samme branche plus en nyoprettet skole for kreative fag, som måske ville være noget for mig. Om det var far, der i forvejen i et af sine lyse øjeblikke havde givet et praj om at jeg var kreativt anlagt eller om det var noget, man gættede sig til, ved jeg ikke.

Men noget lignende gentog sig, da jeg også søgte på et jobopslag fra biblioteksvæsnet i Gladsaxe.

60

Efter telefonisk aftale mødte jeg op ved biblioteksvæsnets administration for at tale med vicestadsbibliotekaren. Der stod en lille flok andre unge mennesker ved trappen bag den gule administrationsbygning på hjørnet af Buddinge Hovedgade og Stengårds Alle, og de ventede også på at komme ind til jobsamtale. Af snakken fremgik det, at et par af dem ikke var særlig ivrige efter at få jobbet, og en af dem sagde, at jeg gerne måtte komme ind før ham.

Det gjorde jeg så. Og efter en kort samtale med vicestadsbibliotekaren spurgte denne, om Kunst- og Musikbiblioteket var noget for mig. Her var et job ledigt som skrankemedhjælper. Det takkede jeg ja til.

Jeg ved ikke, hvorfor han netop foreslog Kunst- og Musikbiblioteket, for der var også ledige jobs på flere af de almindelige biblioteksfilialer. Måske havde jeg under samtalen sagt noget om mine interesser, eller måske havde jeg nævnt min topkarakter i formning og mit tilvalg af formning i tiende klasse. Men far kan i hvert fald ikke have  haft en finger med i spillet. Jeg husker episoden som et møde med et menneske, som forstod mig og ville mig det godt. Og jeg var glad for, at jeg selv havde stået for det, uden forældreindblanding.

Jeg var seksten år gammel.

Jeg fik nu ikke i særligt omfang brug for mine kreative anlæg på Kunst- og Musikbiblioteket. Det var et rutinejob med udlevering og modtagelse af bøger og plader og af og til noget, der hed revidering, dvs. gennemgang af bog- og pladesamlingen for at sikre at alt stod, hvor det skulle. Men Kunst- og Musikbiblioteket var ellers et dejligt sted med store lyse lokaler, med en flot vægdekoration af Ole Bjørn og med skiftende udstillinger i kunstafdelingen. 

61

Og flere af de ansatte og de besøgende - og naturligvis de udstillende kunstnere - var sære, originale og bohemeagtige. Det gav mig noget at tænke over. Mine egne kapriciøse sider, som jeg gennem det meste af min skolegang havde lært skulle tugtes, var vist ingen synd alligevel, ja, de var måske ligefrem en kvalitet.

Og så tjente jeg mine egne penge.

Jeg havde skiftende dag- og aftenvagter, men ellers lignede dagene hinanden. Lige før åbningstid samlede en flok unge mennesker sig uden for glasdøren. Når der blev låst op, styrtede de ind og søgte straks hen til hylden med beatplader med en mærkelig monoman grådighed. De fleste beatplader var altid udlånt, så der var relativt få at vælge imellem. Men det var udelukkende beaten, der havde deres interesse. Resten af biblioteket var for de unge lånere bare en uvedkommende kulisse. De lånte aldrig klassisk musik, jazz eller kunstbøger. Lænestolene med høretelefoner brugte de af og til. Her sad de og lyttede efter at have forlangt fuld lydstyrke af os, der betjente pladespillerne. Nogen af dem troede så, at der også var fuld lydstyrke i omgivelserne og sad og hvinede med i ekstase, eller de råbte henrykte kommentarer til hinanden.

Nogle ugedage åbnede biblioteket først om eftermiddagen, og formiddagen gik så med revidering, administrativt arbejde og andet. Der var et godt højttaleranlæg i kunstafdelingen, så når jeg arbejdede der uden for åbningstiden, kunne jeg høre musik i hi-fi imens. Jeg lærte på den måde en mængde musik at kende. Samlingen af især klassisk musik var omfattende, ofte med flere indspilninger af de samme værker, og det var spændende at høre, hvor forskellige de kunne være.

Chefbibliotekaren i musikafdelingen var en lidt distræt type, men med en kolossal viden om musik, og vist også en dygtig amatørmusiker.

62

Den kvindelige kunstbibliotekar var brændende kunstinteresseret og også på anden måde farverig og bohemeagtig. Hun havde en særlig evne til at omgås kunstnerne, som udstillede, så de følte sig velkomne og værdsat, og for at arrangere og formidle udstillingerne. På møderne med dem i bibliotekets frokoststue kunne humøret være højt og der blev ofte drukket lidt rigeligt. Men det var ikke helt uproblematisk, som fx da hun engang midt i et festligt lag uventet blev ringet op af stadsbibliotekaren og bedt om straks at stille op i en eller anden officiel sammenhæng. Hun var plørefuld og jeg husker stadig hendes panikreaktion, men desværre ikke hvordan det lykkedes hende at håndtere situationen.

De andre bibliotekarer i huset var mere ædruelige og af den lidt støvede traditionelle type, optaget af katalogisering og systematisering, men samtidig mærkeligt selvbevidste og hovmodige, som om de selv var en del af den kreative verden, som de var ansat til at holde styr på. Dette hovmod var formentlig en reaktion på en lurende selverkendelse af, at de med deres tørhed og tvangsprægede ordenssans aldrig selv ville kunne afstedkomme noget kreativt. Det gjaldt ikke mindst en af de ældre, som havde sin egen lille afdeling i kælderen. Jeg blev aldrig rigtig klog på, hvad hans arbejde egentlig gik ud på, men jeg hørte rygter om, at han af stadsbibliotekaren var blevet forvist fra det almindelige udadvendte bibliotekararbejde, fordi han manglede ordentlige manerer og sans for kontakt med lånerne. Hans hovne facon var også noget for sig selv. Fx korreksede han lige fra begyndelsen mig på en nedladende måde, til trods for at kunst- og musikafdelingen overhovedet ikke sorterede under ham. Han behandlede mig dog ikke værre end mange andre. Unge kvindelige praktikanter fra biblioteksskolen trakterede han med sjofle bemærkninger. Måske var bemærkningerne bare ment som vittigheder, men sammen med hans hovne attitude virkede de dumme og frastødende. Og da jeg blev klar over, at andre helst undgik ham, begyndte jeg også at ignorere ham.

63

I øvrigt var der et stift hierarki med chefbibliotekarerne i toppen og herunder i rangfølge: menige yngre bibliotekarer, biblioteksassistenter, praktikanter fra biblioteksskolen, medhjælpere (som jeg), bogopsættere og nederst rengøringsfolkene. Mærkeligt nok syntes pedellen at rangere temmelig højt, men det skyldtes, at han havde en eller anden akademisk uddannelse og at pedelarbejdet kun var hans bibeskæftigelse.

Det var i slutningen af 1960´serne, og den grøde der var i samfunds- og kulturlivet, var trods alt mærkbar på biblioteket, måske ikke blandt bibliotekarerne, men hos den yngre del af klientellet, som ofte mødte hippieagtigt op i outreret tøj og sikkert i nogle tilfælde påvirket af hash eller andre rusmidler.

Det var også på andre måder en tid med forandringer og opbrud. På min daglige pendlen mellem Bagsværd og biblioteket i Søborg kom jeg forbi broer og betonvægge, der var overmalet med antikrigs-graffiti og det var opmuntrende en gang imellem at møde de beslutsomme og visionære fredsforkæmpere på biblioteket, mennesker, der havde en ligefrem og fandenivoldsk væremåde, som var sig selv og ligeglade med, hvad andre mente om dem, fordi de var overbevist om, at de havde en god sag. En af dem var vist nok den provokatør, som senere drev gæk med PET i et vidunderligt stunt med frit opfundne fantasifulde – og værdiløse - oplysninger om venstrefløjen, som han forsynede PET med efter at have ladet sig hverve som politistikker. Han gav i øvrigt pressen tip om et af sine møder med PET-folk, og mødet blev derfor foreviget på fotos.

Der var andet, der var mindre livsbekræftende og opmuntrende, som fx billedpornoen, der blev legaliseret i 1969, måske fordi lovgiverne indså det håbløse i at opretholde forbuddet, eller måske i en forestilling om at tjene frisindet.

64

Jeg var allerede i en tidlig alder blevet præsenteret for billedpornoen – som dengang var illegal - af værtssønnen på Langagervej, siden også af nogle af mine skolekammerater i Bagsværd, og det var i det hele taget gået op for mig, også via nogle af de amatørfilm, som fars filmvenner lavede, at det seksuelle spillede en kolossal rolle for mange mennesker, og i alle aldre. Jeg bemærkede, hvilken interesse især den mandlige halvdel havde i at kigge på billedmateriale med seksuelt indhold og hvilket livligt pingpong-spil der åbenbart var mellem leverandørerne af billedmaterialet og publikum.

I tiden omkring 1970 var denne liderlighed nærmest blevet en samfundspsykose, bl.a. med Ekstra Bladet som katalysator. I tilbageblik er det svært at se det som andet end rå gesjæft. Der var simpelthen oplagstal at score på uafladeligt at pirre nyfigenhed og voyeurisme med billeder, reportager, sex-brevkasser og psykologsnak om sex. Filmbranchen excellerede også i det pornografiske, og selv seriøse skuespillere medvirkede i nogle af de ”folkekomedier” med erotiske plots, som florerede. Heldigvis, både for almenheden og for skuespillerne, er de fleste af disse film glemt i dag.

Kunst- og Musikbiblioteket fik af en eller anden grund leveret aviser daglig. De blev ikke lagt frem til brug for lånerne, men befandt sig ofte i frokoststuen, hvor de naturligvis blev læst af os ansatte, især af den sære uglesete bibliotekar i kælderen. Måske skyldtes avisernes tilstedeværelse, at det hørte til hans arbejdsområde at registrere og arkivere dem eller dele af dem, fx bog- og musikanmeldelser til brug ved nyanskaffelser af bøger og plader. Blandt aviserne var også Land og Folk, og her kom jeg ved et tilfælde til at læse Hans Scherfigs kommentar til den Sex-Messe, der var blevet afholdt i KB-Hallen i oktober 1969. Kommentaren havde overskriften Bedrøvelighedens marked og den gav mig noget at tænke over.

65

Scherfig skar hårdt igennem, udstillede hulheden i det opreklamerede seksuelle frisind, pillede alvoren ud af det og gjorde opmærksom på de bagvedliggende forretningsmæssige interesser, så det ikke mere fremstod som frisind, men bare som kommerciel spekulation. Det havde intet med kærlighed, ligestilling eller folkelighed at gøre. Og det gjorde ikke mennesker lykkelige, men ensomme og dumme.

Jeg oplevede selv min første rigtige – men platoniske – forelskelse på dette tidspunkt, til en af pigerne på Kunst- og Musikbiblioteket, og fandt ingen hjælp at hente i psykologsnak og sex-brevkasser, så jeg kunne håndtere, artikulere og forstå mine nye og uventede følelser. I afmagt følte jeg kun irritation over, at der blev talt i lokumssprog om, hvad jeg selv oplevede som noget ædelt.

Hvorfor man ikke bare ignorerede det tomgangskørende frisind? Det var umuligt, for det fyldte overalt i det offentlige rum og det sneg sig ind i den enkeltes bevidsthed, især hos et ungt menneske, hvad enten man ønskede det eller ej.

Kunst- og Musikbiblioteket var heller ikke særlig folkeligt, selv om det var et folkebibliotek - og selv om det var til den anden yderlighed. Ånden på stedet var snobbet. Man rynkede på næsen ad lånere, som spurgte efter popmusik og slagere. Også unge mennesker, som kom med spørgsmål om beatmusik, blev sommetider affejet med gnavent tonefald. På den anden side kunne himmel og jord blive sat i bevægelse, når der kom forespørgsler om og bestillinger af operaer og andre klassiske værker, både på plade og som musikalier. Og biblioteket havde en vældig beholdning af begge slags, det meste til udlån, men også plader, der kun var til aflytning på stedet.

66

Sidstnævnte kaldtes studiesamlingen. Stort set ingen brugte denne samling, og til sidst blev den sløjfet og pladerne overført til udlånssamlingen.

Der var også andre pudsige fejldispositioner, som udsprang af den finkulturelle gejst. Det var på et tidspunkt lykkedes chefbibliotekaren at få et af de daværende hotteste navne inden for tysk liedsang til at komme en aften og give koncert. Jeg husker ikke sangerens navn, men han blev dengang set som en kommende arvtager til den store Schubert-sanger Dietrich Fischer-Dieskau. Chefbibliotekaren var stolt af sin bedrift, men liedaftenen blev et flop. Mindre end et dusin mennesker mødte op, og han var dagen efter noget slukøret, og prøvede fortvivlet at finde forklaringer på, hvorfor det var gået så galt, hvilket vist ikke rigtig lykkedes.

Jeg holdt – og holder stadig – selv meget af klassisk musik, men bibliotekarernes smagsdommeri virkede deprimerende på mig. Og det gjorde deres foragt for rengøringsfolkene og ind imellem for os medhjælpere også. Foragten omfattede dog ikke borgmesterens datter, som ellers på et tidspunkt arbejdede som medhjælper med nøjagtig samme type opgaver som jeg. Jeg tror heller ikke, bibliotekaren i kælderen vovede at underholde hende med sine sjofle bemærkninger.

Snobberiet og det intellektuelle hovmod lagde sig af og til som en blyhætte over livet i huset. Sådan følte jeg det. På de sene vagter havde jeg ofte lidt svært ved at kaste det hele af mig, når jeg tog hjem ud på aftenen og var træt, men heldigvis betød disse vagter også, at jeg havde formiddagene fri, med mulighed for at komme ud i naturen i dagslys.

67

Jeg kunne også følge med i vejrets, dagens og årstidernes gang fra bibliotekets glasparti ved indgangen. Som fx ved et uvejr med lyn og torden, heftige haglbyger og fejende vindstød d. 29. oktober 1969.

Pengene jeg tjente, brugte jeg bl.a. på meteorologiske instrumenter til min engelske hytte hjemme, ikke mindst det vidunder, der hedder en termograf, dvs. et termometer forbundet med en slags fyldepen. Den kunne med frostfrit blæk tegne en kurve over temperaturforløbet på et stykke papir. Papiret var specialfremstillet med en linieret temperatur- og tidsskala og blev fæstnet på en valse, som ved hjælp af et urværk drejede én gang i løbet af en uge. I forhold til nutidens muligheder for digitale vejrregistreringer var det måske ikke noget særligt, men dengang var det temmelig avanceret, dels fordi man ikke behøvede at aflæse temperaturen mere end en gang om ugen for at føre statistik, dels fordi temperaturkurven i sig selv var interessant at studere. Termografen fik plads i min selvbyggede engelske hytte i december 1969. Vinteren 1969-70 var i øvrigt en isvinter, som bød på pragtfulde vinterscenerier, også i vores have i Bagsværd.

På samme tid kom jeg i besiddelse af et andet vidunder, et Leica-fotografiapparat, som jeg fik forærende af en af fars ældre filmvenner. Det var over 30 år gammelt, men tog knivskarpe billeder og der fulgte forskelligt tilbehør som teleobjektiv og tidsudløser med. Det var også meget holdbart, og først da jeg selv havde brugt det i 30 år, begyndte teknikken at svigte. Mon nutidens digitale fotoudstyr også kan holde i 60 år?

68

En øjenåbnende og skelsættende oplevelse havde jeg i maj 1970, da jeg sammen med Mie så filmen Rumrejsen år 2001 i Bellevue Teatret og bagefter læste Arthur C. Clarkes roman af samme navn. Dette sciencefiction-drama havde store tankevækkende perspektiver, og fik mig næsten til at glemme alt andet. Virkningen var også eftertrykkelig, fordi jeg længe inden havde hørt om filmen og set biografplakater med den, men med det indtryk, at den var en poppet fantasyfilm med billige knaldeffekter, ligesom andre sciencefiction-film af B-typen. Det var den ikke. Den var bygget over en stor ide og var filmisk i top. Og jeg var bjergtaget.

Når jeg på den måde kunne fortabe mig i det kosmiske, skyldtes det, at jeg var temmelig forkælet. Jeg betalte kun et symbolsk beløb for stadig at bo hjemme med fri brugsret over haven og med naturen i Fedtmosen lige uden for mit vindue. Det var måske overmodigt af mig, da jeg kort efter oplevelsen med Rumrejsen valgte at kvitte jobbet på Kunst- og Musikbiblioteket, uden at have bestemte planer for, hvad jeg så skulle. Men biblioteket virkede klaustrofobisk på mig. Jeg længtes efter rumfølelse, efter frisk luft og efter at beskæftige mig med noget, jeg kunne gå helhjertet op i. Noget med naturen og kosmos.

Det blev til et forsøg som landinspektørmedhjælper, som dog ikke faldt godt ud, da det var for hårdt for mig fysisk til stadighed at bevæge mig rundt på mudrede byggepladser og i andet uvejsomt terræn. Som medhjælper skulle man sørge for teknisk udstyr i felten og løbe omkring med målebånd, skelrør, pæle og rød-hvide spyd i pendulfart mellem den opmålende og nivellerende landinspektør og fixpunkter, sommetider 100 meter eller længere borte.

69

Så søgte jeg et job som assistent ved Vejrtjenesten på DMI, og fik det. Det gik ud på at modtage og afkode vejrobservationer og indtegne dem på landkort. Det hele foregik manuelt, uden hjælp af computere, og der var halvanden måneds læretid, som gik med at blive fortrolig med arbejdsproceduren, dvs. indløbende vejrobservationer i kodeform pr. fjernskriver, som skulle afkodes og omsættes til vejrpiktogrammer. Desuden lærte man de forskellige typer vejr- og prognosekort at kende, som Vejrtjenesten arbejdede med, og det hele havde min største interesse.

Chefen for Vejrtjenesten, Eyvind E. Carlsen, havde på sit kontor et bibliotek med vejrkort og andet historisk materiale helt tilbage fra instituttets fødsel i 1872. I ledige stunder gik jeg på opdagelse her, i hvad der forekom mig at være en guldgrube, fordi det gav mig mulighed for at studere fortidens vejr. Carlsen selv var der næsten aldrig, og i øvrigt var det Vejrtjenestens administrative chef Kai Jensen, som beredvilligt havde gjort mig bekendt med samlingen og vist mig, hvordan jeg kunne finde rundt i den. Alligevel følte jeg, at jeg var lidt på forbudte veje, når jeg vovede mig derind. Og en dag trådte Carlsen pludselig ind ad døren, mens jeg var der. Jeg havde dårlig samvittighed over at være trængt ind på hans private enemærker, men han spurgte venligt og nysgerrigt til mit forehavende og sagde, at jeg endelig måtte sige til, hvis der var noget, han kunne hjælpe med.

Desværre blev DMI ellers en stor skuffelse. Da jeg begyndte på det rigtige arbejde, fik jeg problemer med at omstille min døgnrytme til de stadig skiftende vagter.

70

Min manglende talfærdighed, som allerede regnelæreren i fjerde klasse havde bemærket, gjorde mig også stresset, fordi jeg havde svært ved at holde trit med fjernskrivernes stadig tikkende strøm af indløbende talkoder, som skulle sorteres, tydes, afkodes og indplottes. Og som prikken over i’et kom jeg dårligt ud af det med de fleste af kollegerne. Jeg holdt ud en måned, og nåede bl.a. at tegne et af bundkortene til den daglige publikation Meteorologisk Instituts Vejrberetning, som jeg selv havde abonneret på i flere år. Men så gik jeg i sort.

Jeg tog min afsked i skam, selvbebrejdelse, modløshed, angst og depression. Skam især over ikke at matche dette institut og et arbejdsområde, som ellers interesserede mig så meget. Først senere indså jeg, at fejlen måske ikke var min alene. Arbejdsmiljøet var dårligt. De nærmeste kolleger omkring mig var sidste generation af en kedelig kæft trit og retning-type, som kort efter blev overflødig, fordi de fleste af DMI’s arbejdsopgaver i 1971-72 overgik til edb samtidig med flytningen fra Gamlehave Alle 22 til Lyngbyvej 100. De var ikke meteorologer, men assistenter ligesom jeg, dvs. nederst i hierarkiet, og deres arbejdsliv bestod i følelseskold effektivitet. Det var livets mening for dem at indfinde sig på sekundet ved fjernskriverne og afkode tallene, jo hurtigere, jo bedre. Og den åndsform der udfoldede sig i frokost- og kaffepauserne, var af ren sadistisk art med udhængning af folk med et afvigende ydre og folk, der gjorde sig skyldige i langsommelighed og forsømmelser. Referatet af en episode på landevejen med en gris, der faldt af en slagtevogn og brækkede benene, vakte naturligvis stor munterhed.

71

De højere uddannede meteorologer, ikke mindst Carlsen, var anderledes. Men det var ikke dem, jeg havde daglig nærkontakt med.

Efter afskeden fik jeg voldsomme angstanfald – igen -, og vores familielæge mente, at jeg måtte under en eller anden form for behandling. Han foreslog indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, men jeg fik det ændret til konsultation hos en selvstændigt praktiserende psykiater, som imidlertid – ligesom den psykiatriske afdeling – havde et par måneders ventetid.

Min elendighed skyldtes selvfølgelig, at jeg var slået ind på en helt forkert kurs. Jeg var kreativt og humanistisk anlagt, men havde gjort vold på mig selv for at passe ind i en fantasiløs og teknokratisk verden.

Vinteren 1970-71 gik med at opsøge og dyrke det kreative på ny. Ikke fordi jeg bestemte mig til det ud fra et logisk ræsonnement, men fordi det var det, der faldt mig naturligt og virkede lindrende på min sjæl. Jeg tegnede og malede. Jeg gik ud i naturen, i Fedtmosen, som heldigvis stadig var der. Og jeg lyttede til musik, både hjemme og til koncerter. Især en af Mozarts klaverkoncerter virkede som balsam på mit sind og neutraliserede på en mærkelig måde mine urolige tanker. Men det hele skete i skyggen af dårlig samvittighed over min lediggang.

Den hjalp psykiateren mig af med, da konsultationen hos hende endelig fandt sted. Hun hørte interesseret på mig, fikserede på mine grundlæggende karaktertræk og fik mig til at forstå, at det var dem, der var det væsentlige, ikke hvad andre forlangte af mig. Hun mente ikke, der var noget galt med min naturlige konstitution eller mine præferencer, tværtimod. Hun fik mig til at føle mig lidt stolt af mig selv. Hun sagde egentlig ikke så meget. Men jeg kunne mærke hendes velvilje. Hun fik mig til at føle mig velkommen i verden, og det var længe siden, jeg havde haft den følelse. I øvrigt gav hun mig recept på noget antidepressiv medicin ved afskeden.

72

Jeg gik derfra med nyt livsmod og selvtillid. Men det ændrede ikke på det tomrum, jeg ellers befandt mig i. Jeg var uden job og uden planer om uddannelse og jeg boede stadig hjemme hos far og mor, som sørgede for mit daglige underhold. Jeg løste den uholdbare situation ved at ringe til biblioteksvæsnet og spørge, om der var ledige medhjælperjobs og blev stillet om til vicestadsbibliotekaren, endnu engang. Og jo, der var et ledigt medhjælperjob, endda igen på Kunst- og Musikbiblioteket, men først lidt inde i det nye år. I mellemtiden kunne han imidlertid tilbyde mig et halvdagsjob på Hovedbiblioteket i Høje Gladsaxe. Og det tog jeg imod med kyshånd.

Det blev kun til godt en måned på Hovedbiblioteket, heldigvis. For jeg blev gradvis klar over, at der i virkeligheden ikke var særlig meget brug for mig her. Og da jeg på et tidspunkt igen talte med vicestadsbibliotekaren, sagde han, at han havde givet mig halvdagsjobbet i al venlighed. Han havde fået det indtryk, at jeg havde nogle personlige problemer, og han ville gerne hjælpe mig.

Det følte jeg lidt ydmygende. Men måske også – sammen med psykiaterens velvilje - som et livgivende tegn fra omgivelserne om at jeg var ønsket og værdsat.

Og jeg befandt mig ikke længere i et tomrum. Jeg havde et job og tjente mine egne penge. I februar kunne jeg begynde på Kunst- og Musikbiblioteket med lidt nyt gå på-mod. Og så var jeg i øvrigt ikke noget barn længere. Jeg var netop fyldt atten.

Sideløbende med alt dette tegnede og malede jeg. Mine motiver var dels kosmiske scenerier inspireret af Arthur C. Clarke, dels jordiske og lidt makabre, inspireret af Böcklins Toteninsel. Men også danske landskabsscenerier. Det var en form for selvterapi og det var ikke noget, jeg gemte bagefter. Men jeg fik styr på perspektivtegning og billedkomposition, hvilket var nok så væsentligt og en forudsætning for at jeg senere kunne spore mig ind på min egen tegne- og malestil.

73

Jeg måtte selvfølgelig også gense Rumrejsen og det foregik i Gentofte Kino sammen med vores gamle drengeleder fra sommerhustiden. Han var i mellemtiden blevet 22-23 år og var på udgang eller orlov fra sin værnepligt. Denne var tydeligt noget stort for ham. Der var nemlig ikke sket den store personlige udvikling med ham siden drengeårene. Han var stadig eminent til at gengive ordret og rette sig efter, hvad ældre, og i militær sammenhæng mennesker med højere rang, sagde, og det passede jo som fod i hose med soldaterlivet. Han fortalte også bevæget, at han havde haft foretræde for en af sine overordnede, og at denne havde opfordret ham til en karriere som officer med den begrundelse, at han havde en høj intelligens. Under vores samtale om filmen var han dog ikke knivskarp, men fremførte den noget ulogiske påstand, at planeten Jupiter var større end Solen. Igen en af hans misforståelser, fordi han var god til at citere og huske udenad, men dårlig til at forstå meningen med ordene. Nogen havde sikkert fortalt ham, at Jupiter er den største planet i solsystemet, og det havde han forstået som at den overhovedet er størst, uden at huske på at Solen ikke er nogen planet og naturligvis større end både Jupiter og de andre planeter, eftersom det som bekendt er dem, der kredser om Solen og ikke omvendt.

Min egen indkaldelse til session var også forestående, og hverken soldatertjenesten eller militærnægtertjenesten var noget, jeg så frem til med glæde. Men af de to onder foretrak jeg militærnægteriet. Derfor meldte jeg mig ind i foreningen Aldrig Mere Krig, så jeg havde et alibi for at undslå mig for at være soldat. En tredje mulighed var at blive kasseret, og den talte jeg med min psykiater om. Hun mente definitivt ikke, at jeg egnede mig til at være soldat, men syntes af en eller anden grund, at det var min praktiserende læge, som skulle skrive en uegnethedserklæring, som jeg kunne medbringe på sessionen. Så jeg henvendte mig til ham og forelagde ham sagen. Han erklærede sig enig med psykiateren og skrev beredvilligt erklæringen.

74

Da dagen for sessionen oprandt, fritog erklæringen mig ikke for hele proceduren med helbredsundersøgelse, intelligensprøve og foretræde for og personlige spørgsmål fra et panel af officerer. Men det endte med, at jeg blev kasseret og fritaget for ”enhver form for militærtjeneste og værnepligt”, som en af officererne sagde. Efter proceduren gelejdede en civil funktionær mig ud fra lokalet, og da døren var lukket bag os, lykønskede han mig med udfaldet. Og jeg var selvfølgelig selv lettet.

Alt tegnede sig lyst for mig. Jeg holdt op med at tage den antidepressive medicin. Jeg befandt mig måske stadig i en slags tomrum eller frirum, men i en mere optimistisk forstand end tidligere. Og jeg begyndte at tænke på, hvad jeg ville bruge min frihed til.

Desværre gik mine tanker ikke i retning af det kreative. Nok havde billedarbejdet været en lise under mine kvaler efter DMI. Men det havde også givet mig en følelse af dårlig samvittighed, en følelse af at skulke fra alvorligere ting. Og det lå dybt i mig fra skoletiden, fra far og mor og fra den almindelige samfundsorden, at alvorligere ting var ensbetydende med boglig lærdom. De honnette ambitioner havde, takket være års indoktrinering fra lærere og andre, sat sig uudslettelige spor i mig.

Så jeg lagde planer om at tage en højere forberedelseseksamen, en hf, for at få adgang til den højt besungne intellektuelle verden, til åndernes rige.

Sensommeren 1971 gik jeg ned på halv tid på Kunst- og Musikbiblioteket og begyndte på en hf på Søborg Gymnasium som enkeltfagsstuderende, men jeg havde så mange fag, at jeg regnede med at kunne gå til en afsluttende eksamen efter tre år.

Det var i begyndelsen slet ikke uinteressant at være hf-studerende. Jeg blev bekendt med ny litteratur, både skøn- og faglitteratur, og jeg følte mig ikke forudsætningsløs. Jeg faldt dog lidt igennem mht. matematikken, ligesom jeg altid havde gjort, og derfor oplevede jeg ikke ligefrem, at jeg stod på tærsklen til åndernes rige.

75

Mine medstuderende og lærerne var heller ikke anderledes end andre mennesker. De sidstnævnte havde huller i deres viden og måtte af og til korrigeres af elever, der kunne udfylde hullerne. Mange elever var nemlig ældre end de og havde erfaringer fra et praktisk arbejdsliv, hvad de unge akademisk uddannede lærere ikke havde.

De væbnede sig i stedet med intellektuelt hovmod. De kunne med attituder og tungefærdighed signalere, at de i virkeligheden var ligeglade. I stedet kunne de snakke, bruge fremmedord, dissekere, intellektualisere og diskutere. De havde også øjestene blandt yngre elever, i hvem de så vordende intellektuelle lige som sig selv, og som de følgelig mente, det var deres kald at dyrke og opelske.

Denne intellektualisme førte sit eget liv. Engang da matematiklæreren af en ældre elev blev spurgt om, hvad man egentlig kunne bruge matematikken til, måtte han tænke sig lidt om, men det eneste han åbenbart kunne komme på, var nogle forskellige akademiske uddannelser, hvor adgangskravet var matematik på hf- eller gymnasieniveau. Han kunne næsten lige så godt have sagt, at man skulle have matematik, hvis man ville være matematiklærer. Noget om den praktiske anvendelse af matematikken kunne han ikke hive op af hatten. Men det skal siges til hans ros, at han straks gav mig et par gratis ekstratimer, da jeg fortalte ham, at jeg altid havde haft det svært med tal.

Engelsklærerinden inviterede os engang hjem til sig, hvor vi sad i rundkreds på gulvet og førte samtale i tidens stil, drak te og kom hinanden ved. Hun arrangerede også noget, hun kaldte et seminar, som jeg dog ikke deltog i, da jeg havde mit biblioteksarbejde at passe. Jeg ved derfor ikke, hvad det gik ud på.

76

Timerne hos hende gik ellers med læsning af engelske og amerikanske tekster med tilhørende fortolkning og diskussion, en enkelt hel roman, J.D. Salingers The Catcher in the Rye, ellers uddrag af romaner, short stories, avis- og tidsskriftartikler o.l. På læselisten var bl.a. et udpluk, som jeg straks genkendte som stammende fra Mark Twains roman Huckleberry Finn, da den havde gjort stort indtryk på mig i mine teenageår, eller måske lidt før, dengang dog i dansk oversættelse. Engelsklærerinden kendte den imidlertid ikke, ud over udplukket, som hun satte os i gang med at analysere. Og jeg studsede over hendes ivrige dissekering af teksten, som var helt uden forståelse for romanens dybere mening, humor og satire og ikke mindst den handling, som udplukket indgik i.

I dansktimerne dissekerede vi også litteratur, men med lidt større respekt for dybereliggende meninger og større sammenhænge. Vi læste Hans Egede Schack, Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen, Johannes V. Jensen, Knud Sønderby, Villy Sørensen, Tom Kristensen, Jørgen Nielsen, Cecil Bødker, H.C. Branner, Frank Jæger, Otto Gelsted og mange flere, og vi diskuterede ofte vores læseoplevelser i mindre grupper. Det var her interessant at erfare, hvor mange indfaldsvinkler og mærkelige fortolkninger der kunne være af samme værk, og slutresultatet var tit mere forvirring end klarhed. Personlig var jeg især glad for nogle af Frank Jægers noveller, som udspillede sig på egnen omkring Farum Sø. Jeg syntes, der var en vidunderlig atmosfære over dem, og det fik mig til at tage på cykelture i Farum og omegn for selv at opleve atmosfæren.

77

Og jeg blev ikke skuffet. Egnen var eventyrligt smuk. På turene lærte jeg også traktørstedet Kalkgården og dets indehaver Lisbeth at kende.

Lisbeth hed egentlig Elisabeth Jacobsen. Hendes forældre åbnede i 1927 traktørstedet på Farumvej 137, da Lisbeth var nitten år, men hun blev snart den drivende kraft på stedet, og det fortsatte hun med helt frem til 1998. Hun var det også i 1971-72, da jeg kom der de første gange, og det blev skelsættende for mig at lære rummeligheden og empatien hos hende at kende. Jeg vidste ikke dengang, at den nydelige ældre dame hed Lisbeth, og jeg vidste heller ikke, at hun var stedets ejer og bestyrer. Men da der på et tidspunkt ind ad døren trådte en lidt ludende mandsperson i snavset arbejdstøj, tænkte jeg: mon ikke damen vil vise ham bort fra det pæne sted? Jeg kom jo fra et snobbet villakvarter i Bagsværd, hvor mennesker i arbejdstøj blev set på og behandlet som en slags nødvendigt onde. Men her på Kalkgården hilste damen venligt på arbejdsmanden. Og han fortalte, at han var begyndt at arbejde igen, men at han måtte tage mange hvil i løbet af dagen. ”Du tager for hårdt fat, Carsten”, sagde hun medfølende, mens hun skænkede kaffe og skar kage til ham. Herefter talte de fortroligt sammen, bl.a. om Ludvig Holberg. Denne menneskelighed gjorde stort indtryk på mig og jeg syntes, den stod i mærkelig kontrast til den mentalitet, jeg ellers kendte fra brovtende, fortravlede, snobbede, skidtvigtige, selvhævdende og hjerteløse mennesker i Bagsværd og på DMI og til dels også på Søborg Gymnasium.

Også naturoplevelserne på turene var berigende og jeg tog fotos og lavede tegninger af det maleriske landskab. Desværre har jeg ikke gemt nogen af delene. Men minderne har jeg, og sammen med dem erindringen om en gryende vilje til at opsøge, fastholde og bearbejde poetisk inspiration.

78

Hf-studierne kedede mig ellers i det lange løb. Faktisk gik jeg kun for alvor op i ét fag med større interesse: musik. Men jeg turde ikke tænke tanken, at det hele var tidsspilde. Hf var jo en velanset statsautoriseret uddannelse med tilknyttet offentlig støtte, og staten måtte vel vide, hvad den gjorde. Så jeg bed i det sure æble og kløede på. Indimellem var der også lyspunkter, som fx læsning af nogle af Sigmund Freuds samfundskritiske essays, og så selvfølgelig nogle af de danske digtere, foruden Frank Jæger især Otto Gelsted, hvis vers i et digt fra samlingen De danske Strande jeg havde en mærkelig oplevelse med. Med disse ord var det pludselig, som om alt uvæsentligt blev skrællet af min bevidsthed og jeg blev fyldt af roen i noget så hverdagsagtigt som snefnug over Wilders Plads.

Jeg havde i øvrigt min første kæreste dette år. Jeg traf pigen ved en komsammen for ansatte ved Gladsaxe Biblioteksvæsen, og vores forhold grundede sig udelukkende på gensidig erotisk tiltrækning, uden fælles interesser eller noget at tale sammen om i øvrigt. Vi nød bare hinandens selskab, når vi sov sammen, tæt omslyngede, i en rus ved at koble højere tankevirksomhed fra og kun sanse hinanden. Det varede dog kun kort, som den slags forhold ofte gør. Efterhånden som vi kom hinanden lidt ind på livet, blegnede den gensidige tiltrækning. Vi havde stort set ingen fælles interesser, meninger eller noget at være sammen om ud over det erotiske. På et tidspunkt fik vi begge konstateret gonorre, som måtte stamme fra et tidligere forhold, pigen havde haft, eftersom mit forhold til hende var min seksuelle debut. Og kort efter gik vi fra hinanden.

Hf-studierne endte også galt, nøjagtig ligesom arbejdet på DMI.

Mine nerver slog igen klik.

Og igen fik jeg – i hvert fald midlertidigt - hjælp af min psykiater.

79

Mellemakt

Hun fik mig meget fornuftigt til at flytte hjemmefra, ganske vist via et ophold på en psykiatrisk afdeling, men herfra til et job på Helsingør Kommunes tegnestue og bolig på et lejet værelse i Helsingør.

Men det ændrede ikke på mit grundlæggende modsætningsforhold til samfundets krav, almindelige værdier og normer, som gjorde de følgende 27 år til én lang serie op- og nedture, mest fordi jeg igen og igen begik den fejl at have tillid til og lade mig vejlede af og koste rundt med af overordnede, socialrådgivere, uddannelsesvejledere og andre, der alle havde det til fælles, at de mente bedre at vide, hvad der var godt for mig, end jeg selv gjorde. Årene gik med forskellige jobs og jobtilbud, arbejdsløshed på understøttelse og bistand, en ny hf og et påbegyndt universitetsstudium.

Det vigtigste for mig var, at jeg indimellem havde lidt frirum, som jeg kunne udnytte til højskoleophold og studier i kreativ virksomhed, dels på Atelier 12, dels på aftenskole, dels på croquis-kurser og dels hos en maler i Charlottenlund. Og når der var tid til det: mine egne billedlige frembringelser.

Jeg oplevede også mit første rigtige kærlighedsforhold, om end kortvarigt. Pigen jeg faldt for, var kreativt anlagt ligesom jeg selv, men uheldigvis gift i forvejen, og selv om hun nok nærede varme følelser for mig ligesom jeg for hende, så valgte hun i det lange løb at holde fast i sit ægteskab. Jeg kender ikke grundene til det, men tror bl.a., det var for stor og uoverskuelig en opgave for hende at give afkald på det sikre liv, som hun havde til fordel for mig med al min sociale og psykiske ustabilitet. Det var smukt, så længe det varede, og da bruddet kom, fik det voldsomme psykiske konsekvenser for os begge to.

80

Jeg havde også andre lykkelige stunder: med grafiske opgaver mens jeg havde job hos Helsingør Kommune, med en ny bekendtskabskreds, dels i Kalorius, som var Helsingørs svar på Projekthus, dels på Den rejsende Højskole på Tvind, med kreativ virksomhed på Atelier 12, med skrivearbejde om H.C. Andersen på hf – som indbragte mig et 13-tal og et legat - og med naturen i Helsingørs omegn.

Men intet af det var rigtig varigt og jeg følte mig mere eller mindre permanent presset og nødsaget til at indgå kompromiser og sætte mine egne ønsker på pause. Jeg levede også det meste af tiden på et eksistensminimum, bl.a. med usle boligforhold på lejede værelser, til sidst dog med en slags rigtig lejlighed i Snekkersten i form af en minibolig.

I 1990 kunne jeg ikke mere. Jeg var totalt nedkørt både fysisk og psykisk. Jeg havde først mavesår og så en urinvejsinfektion og blev i anledning af det sidste kortvarigt indlagt på Helsingør Sygehus. Umiddelbart efter blev jeg indlagt på den psykiatriske afdeling på Hillerød Sygehus og fik stillet diagnosen: depressiv psykose.

Midt i elendigheden sagde jeg til mig selv, at nu måtte det være nok. Jeg ville have en ende på mine usle boligforhold og på myndighedernes evige pres på mig. Jeg skrev mig først på en venteliste til en rigtig toværelsers lejlighed i boligkomplekset, hvor jeg i forvejen havde min minibolig, og herefter søgte jeg om førtidspension. Det hele var i virkeligheden et resultat af den manglende dømmekraft, der fulgte med min psykotiske tilstand. Jeg havde slet ikke råd til toværelserslejligheden, bl.a. fordi jeg havde en ubetalt studiegæld efter det afbrudte universitetsstudium. Og hvis jeg ikke fik tilkendt pensionen, ville projektet være umuligt.

Men for en gangs skyld var jeg fandenivoldsk, og jeg bildte mig ind, at jeg kunne se lidt lys i det fjerne.

81

Der var ellers andet, der var mindre opmuntrende. På den psykiatriske afdeling fik man mig overtalt til at begynde på en antidepressiv medicinkur. Men allerede de første to-tre doser gav mig ubehagelige bivirkninger, en manisk uro og afsindigt svederi om natten. Jeg sagde stop, og det betød udskrivelse, eftersom jeg hermed ikke tog imod den behandling, som afdelingen kunne tilbyde. Jeg fik dog en udslusningsaftale med at overnatte hjemme og være på afdelingen om dagen en uges tid inden den endelige exit.

Den medicin jeg havde fået, hed Saroten, den samme som min psykiater en snes år tidligere havde givet mig og som jeg også kun havde taget i kort tid. Saroten kom på markedet allerede i 1950’erne, og var et af verdens første antidepressiva overhovedet. Men i 1990 var en ny generation antidepressiva kommet til med meget færre bivirkninger. Og når man ikke havde tilbudt mig den, var årsagen måske, at sygehuset lå inde med et rigeligt lager af Saroten, som man gerne ville bruge op, før man indkøbte ny medicin. Den nye medicin var sikkert også dyrere.

Til gengæld fik jeg stillet min studiegæld i bero, og så kom meddelelsen om, at en toværelsers lejlighed var ledig til mig, utroligt, efter at jeg kun havde været skrevet op godt en måned. Men jeg slog straks til, og lejligheden var klar til omgående indflytning, så jeg kunne tage hjem og sove i den under udslusningen.

Mor og far hjalp mig med indskuddet, men ellers betød den nye boligudgift, at jeg måtte leve på et eksistensminimum. Det havde jeg jo prøvet før. Og en væsentlig forskel nu var, at tilkendelsen af førtidspension måske ventede forude. Studiegælden glemte jeg alt om, i hvert fald for en tid.

Efter udskrivelsen blegnede optimismen, fordi jeg måtte sande, at jeg overhovedet ikke var rask. Jeg var en evighed om små daglige gøremål, det var en kraftanstrengelse at få købt ind og lavet mad, og jeg fik angstanfald, når jeg var blandt fremmede.

82

Også harmløse legemlige småskavanker som hovedpine og ledsmerter gav mig dødsangst.

Men jeg fik indrettet lejligheden med atelier i det ene værelse og beboelse i det andet. Og det var en ny behagelig følelse at have et særskilt køkken uden daglig sammenblanding af opvask, madlavning, tegneri, maleri, sovested og dagligstue, som jeg havde været vant til i miniboligen. Jeg kunne også begrænse lugten af mados til køkkenet.

Atelieret brugte jeg kun lidt. Bare det at få vasket lidt tøj kunne tage det meste af en dag, og når det var overstået, var jeg fuldstændig tappet for energi. Andre navnløse dage gik med at få gjort lidt rent og hvad der ellers var nødvendigt for at få hverdagen til at fungere bare nogenlunde.

Af og til kom jeg ud i naturen, men der var langt imellem, dels fordi de nødvendige daglige gøremål tog det meste af min tid, dels fordi jeg havde svært ved at holde varmen, så snart jeg kom udenfor, ikke kun i koldt vintervejr, men også på skyede kølige sommerdage, især hvis det også blæste.

Alligevel lyser nogle naturvandringer op i vinteren 1990-91: en udflugt til Kroghshøj, Helsingørs højeste punkt, i smukt klart vejr med udsigt til Sverige i januar, og en gåtur i Humlebæk ved den islagte havn i februar. Og det vigtigste var, at jeg på disse udflugter medbragte tegnegrejer og så småt begyndte at komme ind i en kreativ gænge.

Når jeg beskæftigede mig med farver og former, svandt mine sociale komplekser, mine bekymringer og min angst og uro. Jeg følte, jeg havde noget, jeg skulle, og jeg kunne ikke tillade, at dumme tvangstanker og påduttet forvirring udefra fik held til at forpurre det. Jeg var blevet klog af skade.

83

En ny begyndelse

Og så kom der to glædelige meddelelser, at jeg havde fået bevilget førtidspension og at min studiegæld var blevet eftergivet. Ganske vist først næsten to år efter at jeg havde søgt om begge dele. Men min konfuse fandenivoldskhed havde ikke været forgæves.

Det var som om, alt pludselig var muligt, og jeg begyndte at tænke på – ikke bare drømme om - noget så eventyrligt som at tage ud og rejse og få bil, cd-anlæg og andre luksusting.

Mine tidligere rejser – bortset fra Tvind-rejsen i Østeuropa - havde mest haft discountpræg med relativt nære mål i Sverige og Norge, på cykel, på tommelfingeren, med tog og med overnatninger i telt. Nu syntes jeg, jeg ville fejre min nye og bedre økonomi med noget mere, og jeg bestemte mig for en tur til Wien, en flyrejse.

Og det var dejligt at se byen – igen, for jeg havde været der fjorten år tidligere –, og mærke den musikalske atmosfære i den dels kosmopolitiske, dels provinsielle stad. Det provinsielle kom bl.a. til udtryk i en næsten surrealistisk oplevelse efter ankomsten til lufthavnen i Schwechat, hvor jeg tog elevatoren ned til den underjordiske jernbanestation for at komme med et tog ind til Wien og var forberedt på et sofistikeret travlt trafikknudepunkt, men fandt stille mennesketomme perroner og siden også et halvtomt og lidt værkbrudent tog, som standsede ved alle stationer ind til Wien. Senere var jeg rundt og se de ikoniske steder: Staatsoper, Strauss-statuen, Stadtpark, cafeerne, Donau, kunstmuseerne, Sigmund Freuds lejlighed, domkirken og Theater an der Wien, alt sammen vidnesbyrd om en stor europæisk kulturarv, omgivet af provinsielle og jordnære wienere, der talte et roligt og lidt drævende tysk uden skarpe kanter og hvis mentalitet føltes helt hjemlig.

84

Og det var dejligt at komme hjem igen og se mine dengang endnu landlige omgivelser med fri udsigt til København fra kornmarken vest for Sprydet, og ned til Skotterup og Snekkersten Skoles røde bygning. Det var den mærkelige forsommer i 1992 med skyfrit højtryksvejr og sol i ugevis, og med blikstille aftener, hvor særlige inversionsforhold gjorde, at jeg af og til kunne høre den fjerne buldren, når fly startede og landede i Kastrup, 40 km borte.

Senere på sommeren var jeg i Jylland, i Hadsund, for at se lokaliteten fra Hans Kirks erindringsbog Skyggespil. Det var mindst lige så stor en oplevelse som Wien.

Denne sommer blev mine sanser genfødt. Jeg fandt tilbage til mine naturlige kilder og til glæden ved livet, godt hjulpet af H.C. Andersen, hvis romaner Improvisatoren og Kun en Spillemand jeg læste for første gang. Jeg læste også Martin Buber, M.A. Goldschmidt, Martin Andersen Nexø og Bibelen. Men det var mest arbejdet med pasteltegninger og malerier, farverne og det billedlige, som bragte mig tilbage til livet.

I begyndelsen fandt jeg inspiration i mine nærmeste omgivelser, men jeg tog efterhånden mere og mere rundt i Nordsjælland og i Københavns omegn og ledte efter motiver for bedre at kunne abstrahere fra kedsommeligheden ved det kendte. Motiverne var stadig enkle fysiske former og farver i landskaber, bygninger, industrianlæg o.l., men det forudgående søge- og udvælgelsesarbejde betød, at de fik noget ekstra inspirerende, noget udefinerligt, som kunne optage og udfordre mig, når jeg arbejdede billedligt med dem.

Mine vante omgivelser bestod i øvrigt for en stor del i forudsigelige mennesker, skæve eksistenser, folk med misbrugsproblemer og nabokævl. Ikke udelukkende naturligvis, og der var naboer og genboer, som jeg kom godt ud af det med.

Det gjaldt bl.a. en genbodame, som var født i Karelen i det daværende Finland, og som var kommet til Danmark via Sverige i 1940 som barneflygtning under den finske vinterkrig.

85

Jeg må indrømme, at jeg over for de sære mennesker med deres afvigende fremtoning og mærkelige vaner havde nogle primitive reflekser, en nervøsitet for at komme for tæt på dem, en tagen bestik af dem for ikke at komme til at ligne dem og blive slået i hartkorn med dem. Men af og til spurgte jeg mig selv, hvad det egentlig var, der var så forfærdeligt ved dem. De havde aldrig gjort mig noget og måtte vel have deres grunde til at være, som de var, ligesom jeg selv. Det førte til, at jeg bestræbte mig for at behandle dem som andre mennesker: hilste venligt på dem og gav dem håndsrækninger.

Men nogle af dem havde unægtelig anstrengende og påtrængende manerer. Der var fx kvinden, der tvangsagtigt så sig varm på den ene mand efter den anden og enten blev dybt krænket over deres afvisning eller sværmede omkring dem med tårer i øjnene. Samme kvinde var også i sin tid kommet i Kalorius og så sig her ikke varm, men gal på et patchwork-vægtæppe, som nogle piger fra et dansehold havde broderet. Til sidst flåede hun det ned fra væggen og udvandrede med det. Ingen så det siden. Senere udtrykte hun åbenlys foragt for en udstilling med amatørbilleder på Helsingør Hovedbibliotek. Et par af billederne blev herefter stjålet, uden at gerningsmanden m/k nogensinde blev fundet. Mærkeligt nok var det først senere, jeg fik mistanke om, at det var hende, der stod bag. Hun var i øvrigt selv væver, og på en udstilling – tilmed en amatørudstilling på samme bibliotek – var et af hendes tæpper med. Det var faktisk ikke noget særligt, langt fra endda, især ikke med tanke på de sublime krav hun stillede til andre.

86

Mens jeg endnu boede i min minibolig, havde jeg en alkoholiseret original som underbo. Han kunne være temmelig højrøstet, men med et begrænset ordforråd, og når han med fuldemandsstemme skældte ud på naboer, genbo, overbo og fodboldspillere i fjernsynet, var det tilbageværende skældsord ”røvpuller”. Han tilbragte gerne de lyse timer stavrende rundt i Helsingørs gader, hvor hans lallende råb kunne høres gjalde sært imellem de historiske huse. Han fremkaldte måske en slags gysen, men det var også som om, der var en gensidig sympati mellem ham og de ellers så sippede beboere og butiksindehavere i Helsingør. De anså ham åbenbart for en naturlig del af gadelivet. Måske føltes han ligefrem befriende i forhold til deres egen stivnede levevis. Han døde i 2018, 36 år efter at jeg første gang blev opmærksom på ham, allerede dengang i slingrende alkoholpåvirket gang, men uden den rollator, han sine senere år måtte støtte sig til. Utroligt nok blev han temmelig gammel, 81 år.

I lejligheden under min toværelsers boede der også – i en periode – en mærkelig mand og også han var glad for de våde varer. Han var tillige glad for Kim Larsen, hvis musik han spillede døgnet rundt, ofte for fuldt drøn og åbne vinduer. Han var ret lille, men tæt og kraftigt bygget og så faktisk helt godt ud. Han havde også et vist held med sig i forhold til pigerne. Den måde han siden forvaltede sit held på, var dog af en noget primitiv art, og det kom til groteske optrin, når han fx udadtil og nonchalant overfor naboen pralede med, at der herskede en seksuel idyl mellem ham og den pågældende pige, imens samme pige ved hans side trykkede sig og mimrede forskræmt.

87

Måske var det samme slags brovten, der på et tidspunkt skaffede ham tre-fire vrede mænd på halsen. Disse mødte en varm sommerdag op ved hans dør, opbragte og vist ikke helt ædru, og gav sig til at dundre på døren. De kom også med kraftige trusler med stemmer, der rungede ubehageligt i den varmedøsige eftermiddag. Da der ikke blev åbnet, gik de om i hans have, knuste havedøren og gav sig til at gennemsøge lejligheden. Han var ikke hjemme, heldigvis, for jeg er ikke sikker på, han ville være sluppet levende fra det, hvis de havde fået fat i ham. Og heldigvis for hans indbo havde jeg allerede ved truppens indtrængen i haven ringet til politiet, hvilket førte til at to betjente indfandt sig kort efter og tidsnok til at forhindre et større hærværk.

Det var i den varme sommer 1995.

I den ekstremt varme sommer to år senere sov jeg ofte for åbne vinduer, og en nat vågnede jeg ved råb og buldren og en stemme, der skældte ud: ”Gå din vej! Gå din vej!” Så en dump lyd efterfulgt af en tung rallende stønnen. Det lød temmelig foruroligende, så jeg slog en slåbrok om mig og gik udenfor. Henne ved min nabos nabos dør kunne jeg se en skikkelse på trappen, og det var også derfra, stønnelydene kom. Jeg gik derhen. Skikkelsen, der havde en hætte over hovedet, stod bøjet over en anden skikkelse, som lå på reposen ud for den åbne dør. Den liggende var kun klædt i undertøj. Den hætteklædte sagde febrilsk henvendt til mig: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre … ring efter en ambulance!” Så løb han snublende ned ad trappen og forsvandt.

88

I halvmørket genkendte jeg den liggende som lejlighedens beboer, en ældre mand. Der var kun ét at gøre: at få ringet 112 med det samme. Da jeg havde gjort det fra min lejlighed, hastede jeg tilbage og hørte en rislende dryppen, som blandede sig med de tunge åndedrag oppe fra reposen. Da jeg kom derop og mine øjne havde vænnet sig til halvmørket, kunne jeg se, at manden havde blod på det hvide undertøj og i ansigtet. Der var også lidt på cementen under ham, men ikke så meget at det kunne forklare dryppelyden. Denne skyldtes formodentlig, at han havde ladt vandet. Jeg kunne heller ikke se nogle kvæstelser på ham. Blodet kom åbenbart bare fra næsen. Og imens jeg undersøgte ham, aftog hans tunge stønnen, og han begyndte at røre på sig. Da jeg syntes, jeg kunne fornemme, at han var ved bevidsthed, prøvede jeg at tale til ham og sige, at en ambulance var på vej osv. Så rejste han sig pludselig, sagde vredt: ”Gå nu med dig”, vaklede ind og smækkede døren efter sig. Klokken var langt over midnat. Alligevel havde der samlet sig et lille opløb neden for trappen, to unge piger og en arabisk udseende mand. Lidt efter kom der to ambulancefolk med en båre, efterfulgt af to betjente. Situationen var surrealistisk. Ambulancefolkene og betjentene forsøgte forgæves at få manden i tale igennem den lukkede dør. Jeg blev – stadig i slåbrok – afhørt af betjentene, bivånet af det lille opløb midt i den danske sommernat. Manden ville ikke tale med hverken ambulancefolk eller betjente, og til sidst gav de op og fortrak. Opløbet forsvandt også og jeg gik tilbage til min lejlighed og prøvede at lægge mig til at sove igen, hvilket vist først lykkedes hen på morgenen.

Dagen efter spurgte jeg nogle af de omkringboende, om de kendte noget familie til manden, som man evt. kunne bede om at sætte sig i forbindelse med ham. Det var der ingen, der gjorde. Heller ikke vores beboerformand, men han havde tidligere på aftenen set manden selv lukke et par unge fyre ind, den ene med hætte over hovedet.

89

Det gav mig noget at tænke over. Måske var han ikke selv helt uden skyld i det, der var hændt ham. Det kunne også forklare hans modvilje imod at få politi, ambulancefolk og mig indblandet. Og hvorfor gik et ungt menneske med hætte midt om sommeren, århundredets varmeste? Hvad der egentlig skete, er forblevet et mysterium, i hvert fald for mig. Og jeg ville gerne have haft en ordentlig grund til min ødelagte nattesøvn og mine bekymringer, og til alarmeringen af politi og redningskorps.

Der var også en hel del indvandrere, bl.a. en kurderfamilie, hvis patriark kunne ses spankulere omkring i en slags kurdisk folkedragt med amamah og posede bukser, med en værdighed som en høvding og med gnistrende øjne. Et yngre mandligt familiemedlem var mere undseligt og almindeligt klædt og havde en slæbende gang, som om hvert skridt var en kraftanstrengelse, men han lod til at være den eneste i familien, som havde et job. Kvinderne var sortklædte, tildækkede og utilnærmelige. Den gamle patriark imponerede ikke kun ved sin fremtoning, men også ved praktisk handlekraft. Han udså sig en plet jord på den nærliggende fredede Færgevejskile, indhegnede og omgærdede den med forhåndenværende materialer fra affaldscontainere: elektriske ledninger, stykker af hønsenet, pigtråd, pvc-rør og gummislanger, og gav sig til at dyrke grøntsager på sin selvudpegede jordlod til familiens eget forbrug. Han tog også sten fra et fredet historisk stendige og brugte dem til et gærde langs havens sydside, og i en lavning i nærheden gravede han en lille brønd, så han kunne vande køkkenurterne. Han døde desværre et par år efter, og ingen andre i familien lod til at have mod på at føre haven videre. Frivillige naturplejere på Færgevejskilen sløjfede den herefter, bragte stenene tilbage i det historiske dige og fik indhegningen med pigtråd, pvc-rør, slanger m.m. afmonteret og bortskaffet.

90

I øvrigt havde også en anden person, vist nok en etnisk dansk hjemløs, i en periode haft fast ophold i et krat i nærheden. Der var også rigeligt med efterladenskaber efter ham. Dertil kom nogle drenges brædder, neonblåt tovværk, ramponerede møbler m.m., som de af en eller anden grund havde samlet sammen under et asketræ og herefter tabt interessen for. Da frivillige var færdige med oprydningen, udgjorde efterladenskaberne et helt vognlæs, som herefter kunne bortskaffes af kommunens renovationsfolk. Naturgenopretningen betød, at nattergalen kom tilbage til stedet, efter otte-ti års fravær, og gav sig til at synge fra asken, ved hvis fod drengenes tilholdssted havde været.

Det provinsskæve liv forstærkede min egen længsel efter lys, farver og skønhed. Jeg fik taget et kørekort og kunne herefter en gang imellem leje en bil og køre bl.a. til Fedtmosen med staffeli og malergrejer og male billeder.

Jeg skrev også på en roman, som jeg havde inde hos flere forlag, men desværre uden held. Nogle af kommentarerne jeg fik med tilbage, var ikke så negative endda, og selv Gyldendal ulejligede sig med en lang skriftlig redegørelse for, hvorfor man ikke ville påtage sig en udgivelse. Det sidste forlag jeg søgte hos, var Lindhardt & Ringhof. Også herfra fik jeg en længere kommentar, som vidnede om at man havde læst manuskriptet med interesse, men samtidig fundet nogle svagheder og mangler, som gjorde, at man ikke kunne påtage sig at udgive det.

Mens jeg afventede tilbagemeldingen fra Lindhardt & Ringhof, følte jeg, at jeg måske måtte til at træffe et valg. Ville jeg koncentrere mig om farverne eller litteraturen?

91

Og da det negative svar fra forlaget kom, havde jeg allerede så småt bestemt mig for farverne. Det returnerede manuskript gemte jeg af vejen. Og jeg begyndte at male nogle miniaturemalerier med impressionistisk gengivelse af farver i min hverdag, farver som jeg oplevede, bare jeg så ud ad vinduet, når jeg var på indkøb, kørte med tog osv. Farver og farveakkorder var forskellige, alt efter årstiden og hvor jeg var, og efterhånden fik jeg øje for et overordnet årsforløb i farverne, og en plan med en hel årscyklus i farver tog form. Det blev til mere end 1000 miniaturemalerier, hvoraf jeg senere udvalgte 136 til en udstilling i forhallen på Espergærde Bibliotek.

Jeg var desuden på udkig efter nogen at dele min farveglæde med, og efter rundringning til nogle forskellige kreative skoler og kunstkurser fik jeg kontakt med en maler i Charlottenlund. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det lige blev ham, jeg valgte, men det blev det. Jeg tegnede mig for deltagelse på et af hans croquiskurser og mødte kort efter op i hans undervisningsatelier, som var indrettet i en lille bygning på Enighedsvej, hvor en lokal malermester tidligere havde haft værksted.

Det viste sig, at han havde en tilgang til og glæde ved farver, som mindede en hel del om min egen, så mit valg af ham var ikke så tosset, i hvert fald ikke til at begynde med, og jeg kom hurtigt i en frugtbar dialog med ham, også med heftige diskussioner, når vi så forskelligt ikke bare på farver, men også på billedkomposition, grundlæggende ideer om kreativ virksomhed og sociale aspekter af samme.

Det sociale aspekt havde også på anden måde en vis betydning på hans kunstskole. Der var en fast kerne af elever på alle hans kurser, men de fleste af disse elever havde intet kunstnerisk talent, noget der dog først gik op for mig efterhånden. 

92

De kom der for selskabets skyld og fordi det var fint at komme der. De var det økonomiske grundlag, ikke alene for skolen, men også for maleren personligt, fordi de købte hans billeder. Men samtidig havde de med deres snobberi en underminerende indflydelse på ånden i skolen. Og det ærgrede ham. Af og til blev han vred, skældte ud og talte om at oprette en skole kun for engagerede elever. Men mere blev det ikke til. Og han var måske også inderst inde godt tilfreds med den stjernestatus, han havde i lokalmiljøet og den beundring han var genstand for fra velhavende gentoftefruer og -herrer, at den så bare var udtryk for snobberi, det betød måske ikke så meget.

Han var et kompliceret menneske med et besværligt temperament. Men hans talent var uomtvisteligt, og det betød, at han også var genstand for beundring fra elever, som selv havde talent og som var i stand til at vurdere det seriøst.

Der var imidlertid noget andet og meget mere prosaisk, som spillede ind mht. hans adfærd og temperament. Han var nemlig oprindelig uddannet som håndværksmaler på en tid, hvor organiske opløsningsmidler endnu ikke ansås for særlig farlige, og sine første mange år som kunstner malede han med oliefarve, altså også med omgang med opløsningsmidler. Han bar helt sikkert på livsvarige følger af dette. Jeg var temmelig vel bekendt med malersyndromet fra nogle af fars kolleger og til dels også fra far selv og kunne genkende tegnene hos ham.

Den beundring, han som kunstner var omgivet af, bevirkede, at han kom til at overvurdere sine færdigheder, også på andre områder, fx psykologiske og pædagogiske.

93

Han blandede sig ikke kun i sine elevers måde at tegne og male på, men også i vores privatliv, og det betød, at nogle af os lod os liste ind i hans indflydelsessfære i den tro, at han interesserede sig for os som mennesker. Vi troede, at vi i ham havde en ven og en fortrolig. Og det havde vi ikke.

Det blev derfor til mange år, hvor jeg kom på hans atelier og også besøgte ham privat. Jeg var fascineret af den søvngængeragtige sikkerhed, han malede med og af hans nerve mht. at skelne mellem skidt og kanel. Skidt og kanel - for ham var der kun disse to udfaldsmuligheder af kunstnerisk virksomhed, og selv om sådanne slagkraftige vurderinger ikke er bæredygtige i alle livets forhold, så er de nok livseliksir for den kreative proces, fordi de er så følelsesladede. Hos ham var der også et mærkeligt sammenfald af det koloristiske og det koleriske.

Bagsiden af en sådan indstilling er en vis ensporethed, en tankeløshed og en lidt for simpel verdensforståelse, som giver begejstring og fremdrift i kreativ virksomhed, men som indebærer nogle faldgruber i livets andre forhold.

Sideløbende med mit billedarbejde hos ham fik jeg egen bil, og den gav mig en ny bevægelsesfrihed. Jeg kunne daglig køre rundt i Nordsjælland og lede efter maleriske steder i naturen, og koncentrerede mig efterhånden om Nyrup Hegn sydvest for Helsingør, ikke alene pga. skovens maleriske kvaliteter, men også pga. dens rige flora og fauna. Den blev ”et magisk eventyr” for mig, benævnt sådan af en skribent i Kristeligt Dagblad, som i 2015 fortalte om sine barndomsminder fra denne skov og om hvordan han igen og igen havde måttet tilbage til den pga. dens skønhed.

94

Endnu en ny begyndelse

Denne skønhed blev også en del af min rekonvalescens oven på tre-fire nervesammenbrud, som jeg havde i 1998-2000. Og jeg måtte - endnu en gang - have psykiatrisk hjælp til at reparere på dem. Efter det tredje og sidste gik jeg i skriveterapi med støtte og input fra en psykiater, og den sproglige artikulering hjalp mig til at komme ud af den blindgyde, jeg - godt hjulpet af Charlottenlund-maleren - havde forvildet mig ind i.

Mine sidste samtaler med ham handlede om Irak-krigen, som USA havde indledt i 2003. De såkaldte masseødelæggelsesvåben fyldte som bekendt en hel del i begrundelserne for krigen, men efter mange forgæves forsøg på at finde dem og med FN’s kloge våbeninspektør Hans Blix’ kvalificerede tvivl om deres eksistens, var det efterhånden mit indtryk, at de var et fantasifoster hos præsident Bush og hans stab. Saddam Husseins egne uklare udmeldinger så jeg på den anden side som hans forsøg på at opretholde fantasifostret, fordi han troede, det gav ham en styrkeposition.

Maleren fandt mig himmelråbende naiv, da jeg meddelte ham min mening, nærmest landsforræderisk. Vores lands statsminister Anders Fogh Rasmussen var jo en af præsident Bush’s mest trofaste støtter og også overbevist om masseødelæggelsesvåbnenes eksistens. Men på dette tidspunkt havde jeg fået en mere nøgtern indstilling til maleren, og hans udfald prellede af på mig. Jeg så ham bare som dum. Hans forestillinger om Iraks drabelige våben forekom mig at være en parallel til hans eget hjem, som netop var fyldt med våben, fordi han var en ivrig våbensamler. Og når han var så ukritisk over for Anders Fogh Rasmussen, havde det måske en vis betydning, at denne havde købt et maleri af ham.

95

Det blev mit farvel til ham. Jeg så ham ikke siden, og nu er han her ikke mere. Jeg håber, at eftertiden vil huske ham for hans dejlige billeder og ikke for hans manglende omtanke i andre af livets spørgsmål. Nogle af eftertidens analyser af Irakkrigen viste forresten, at jeg i store træk havde haft ret i mit syn på den.

Med den selvtillid som skriveterapien havde givet mig og efter mit farvel til maleren, kunne mit eget liv endnu en gang begynde på ny. Jeg var fyldt 50, men følte mig ikke gammel.

Jeg ville forfølge mine mål, og syntes også, jeg havde redskaberne til det.

Mor og far var begge blevet over 80. De var stadig ved relativt godt helbred og kreativt aktive. De havde efter separation i 1977 levet hver for sig, mor alene i egen lejlighed i Taastrup, far sammen med sin nye kærlighed Grethe i eget hus i Espergærde. Først da de nærmede sig 90, blev de plejekrævende pga. forskellige skavanker, så de flyttede på plejehjem. Det var en svær omvæltning for dem begge, som Mie og jeg gjorde vores bedste for at hjælpe dem igennem. Der var også gode mennesker blandt både plejepersonalet og andre beboere på deres respektive plejehjem. Men med deres høje alder var næsten alle gamle jævnaldrende venner væk, og det betød en grad af ensom- og forladthedsfølelse hos dem begge.

Mor affandt sig dog med tingene og fik fem forholdsvis gode år på plejehjem, men kom alvorligt til skade ved en faldulykke med hoftebrud, da hun var 92 og døde kort efter, måske pga. komplikationer efter hoftebruddet. Far mistede synet pga. grøn stær, da han var 93 og var blind sine sidste fire år. Han sov stille ind i juni 2018 og blev 97.

96

Midt i det hele forsøgte jeg at holde fast ved mine mål. Jeg tegnede, malede og skrev med det forsæt at formidle min opfattelse af mennesket i et universelt rum, komplementært til det normale jordbundne prosaiske liv med pligter, forbrugsræs, fantasi- og farveløshed, selvskabte plager og spændetrøjer, som jeg selv havde været hjemsøgt af.

Og det lykkedes måske. Det blev til mange tegninger og malerier.

Og det blev til frivillig naturpleje på Færgevejskilen, som jeg sammen med min naturplejegruppe fik Helsingør Kommunes Miljøpris for i 2015.

Siden har jeg lavet to hjemmesider, den ene min egen med mine billeder, den anden om Færgevejskilen og naturen og naturplejearbejdet på den. Og så har jeg skrevet et essay om H.C. Andersen og hans forhold til vejret, som jeg har fået publiceret i Dansk Meteorologisk Selskabs tidsskrift. Essayet havde sin oprindelse i et speciale, jeg havde planer om i min korte universitetstid. Det blev ved planerne dengang, og nogen universitetsgrad fik jeg jo heller aldrig. Specialet blev i stedet til et essay, som jeg godt synes, jeg kan være bekendt, som jeg tilmed fik publiceret og ros for - og som endda gav mig et navn i H.C. Andersen-litteraturen. Jeg har også skrevet en artikel om den usædvanlige sommer i 1826 til det meteorologiske tidsskrift. Det skete selvfølgelig i jubilæumsåret 2026.

Med de to tidsskriftbidrag følte jeg med dyb glæde, at jeg omsider fik en plads i meteorologiens verden, et halvt århundrede efter mit første uheldige forsøg.

97

Hvad jeg har udrettet og glædet mig ved de seneste årtier, har været mere holdbart og varigt end tidligere kortvarige lyspunkter i mit liv. I det forløbne kvarte århundrede har jeg været forskånet for større nedture. Og jeg føler mig som et lykkeligt menneske.

Alt er selvfølgelig ikke kommet med i beskrivelsen. Ikke alt har betydning, hverken for mig eller andre, og meget er udeladt. Men en vis trodsighed har været min bevæggrund for at skrive, et ønske om ikke at lade mig diktere eller censurere af andre mht. hvad jeg skal huske og ikke huske. Det er min fornemmelse, at den kollektive erindring og meningsdannelse ofte er udemokratisk. Jeg har gjort den erfaring, at jeg selv bedst husker de ting, som højtråbende mennesker med ordet i deres magt gerne vil have, at jeg husker. Det er jo de ting, jeg har gjaldende ord og begreber for, og de er ligesom banale slagermelodier, jeg ikke kan få ud af hovedet. Men slagermelodier er sjældent langtidsholdbare.

Mere stilfærdige historikere og skønlitterære forfattere har måske bedre bud på, hvad der bør huskes. Mange store skønlitterære forfattere skriver jo heldigvis deres erindringer, og her får man gerne mere nuancerede skildringer af det forgangne end dem, man er vant til fra fx politikere og journalister, og tilmed ofte i et bedre sprog: H.C.Andersens Mit Livs Eventyr, Hans Kirks Skyggespil, Finn Søeborgs Sådan var det bare, Mark Twains Livet på Mississippi, Jevgenij Jevtusjenkos Erindringer i utide, Sven Delblancs Livets Aks og mange flere.

98

Det har været en mærkelig proces under mit erindringsarbejde, at begivenheder, personer m.m. er dukket frem fra glemslen i anledning af beskrivelsen af andre ting, i flere tilfælde ikke bare små flasherindringer, men erindringer om komplicerede begivenheder, fx menneskers ordrette udtalelser og handlemåder, 30, 40, 50 år og længere tilbage, som har været ude af min bevidsthed lige så længe, og som så pludselig igen står lyslevende. En del af forklaringen er måske, at den slags markante begivenheder har været særligt betydningsfulde for mig og har været med til at forme min personlighed og bevidsthed.

Men det har været et mas at få hold på dem og formuleret dem i ord. Det er ikke noget, nogen har bedt mig om at gøre og jeg har ikke haft nogen til at hjælpe mig med det.

99

Jeg føler det nu som om, tidsforløbet er uvæsentligt. Glæden ved at køre på cykel første gang, da jeg var fem år, var lige så stor som glæden ved en sommerdag i Nyrup Hegn nu, hvor jeg er 73, og begge dele føles som ligeværdige ingredienser i min aktuelle bevidsthed. Måske var de det også i min underbevidsthed, før jeg fik dem formuleret i ord. Men ordene har styrket glæden.

Jeg håber, at mit bidrag til denne verden i tekst og billeder kan medvirke til glæden ved livet, og til undren og påskønnelse af det mærkelige potentiale, vi rummer som mennesker, og til alt det, som naturen giver, og som er forudsætningen for vores eksistens.

Herover udsigten fra mine vinduer, Topsejlet 28 i Snekkersten, de sidste 36 år. Blyantstegningen øverst t.v. er fra efteråret 1990, umiddelbart efter min indflytning. Det sort/hvide foto t.h. er fra d. 27. februar 1994. Farvebilledet nederst t.v. er fra d. 21. juni 2023, 17 år efter en stor renovering med bl.a. nye sadeltage, nye døre og vinduer og nye trappegelændere. Nederst t.h. d. 6. februar 2026 kort efter udskiftning af gamle betontrapper med ståltrapper. I baggrunden Smakkevej og Borupgårdskoven. Borupgårdskoven er kun på nogle få hektar, men artsrig, bl.a. med mere end 200 registrerede natsommerfuglearter. Stormfald og fældning af træer betyder, at jeg i perioder har sundudsigt.