Billederne, farverne og lyset

Asbjørn Hillestoft

6. Barndomsbilleder

.

Jeg er født i 1952 i København og boede mine første tre år på femte sal på Nørre Voldgade, sammen med mine forældre, Inger og Mogens Hillestoft, og min storesøster Mie. I 1956 flyttede vi til Langagervej i Valby, i en stuelejlighed med en lille tilhørende have. Tegningen til venstre stammer fra 1958 eller 1959 på Langagervej, hvor der foregik asfaltarbejde. Den forestiller en hestetrukken vogn med flydende tjære og selv nu på mere end 50 års afstand må man få medlidenhed med den stakkels hest, som måtte gå og stå med bagdelen lige op ad den glohede vogn. Jeg tegnede i det hele taget ofte dyr og jeg elskede at iagttage naturen. Da jeg kom i skole i 1959 begyndte jeg også at skrive historier om dyr, bl.a. om to papegøjer, som slap ud af deres bur i Nyboder og fløj til Nordamerikas vestkyst. Fugleperspektivet i historierne kom af at jeg også tegnede primitive landkort, eller også var det omvendt.

Der var ikke så meget natur i Valby, men vi havde et sommerhus i Bagsværd, som lå lige ud til Fedtmosen. Man kom ud i mosen ad smalle trådte fodstier, som dels fulgte adgangsveje der stammede fra tørvegravningens tid, dels var trådt af senere almindelige besøgende, bl.a. langs Værebro Å på mosens sydside. Tørvegravningen i mosen ophørte vist nok i slutningen af 1940'rne, men endnu i 1950'erne var tørveskærene mange steder helt synlige, bl.a. med firkantede huller, hver på nogle få kvadratmeter, ordnede i rækker på hver side af en lav dæmning. Andre steder var tørvegravningen nok af ældre dato, men i mosens nordøstlige del var der nogle store relativt nye tørveskær, omgivet af tæt birke- og pilekrat, med krystalklart vand og med en forunderlig vandflora, bl.a. nogle store tropisk udseende agavelignende vækster (det må have været krebseklo). I mosen oplevede jeg også nærkontakt med mange dyr: vandinsekter, fisk, fugle. Det var en stor oplevelse fx at se en stor hungedde med en stime mindre hanner efter sig i det klare vand mellem vandplanterne, i en del af mosen der var uden direkte forbindelse til åen og den øvrige mose. Et mirakel og et mysterium for en barnesjæl. Det der står stærkest i erindringen nu er dog selve naturens skønhed. På sommerdage med solindfald gennem birkeløvet, fuglesang og den sære krydrede grødeduft. Og på vinterdage med frost og de nøgne birketræers grenslør mod det lave sollys, og de okker og blege violette farver i rørskovene. Tegningen til højre forestiller mig, der fisker med en hjemmelavet fiskestang i Værebro Å (nu Tibberup Å). Fiskestangen var mere legetøj end et praktisk redskab. I hvert fald fangede jeg aldrig noget. Tegningen er lavet af min mor i 1959.

Inger Hillestoft: Ved Værebro Å. Pasteltegning, 1959.
Fiskerihavnsgade 6, Gasværkshavnen. Akvarel af Inger Hillestoft, 1944.

Mor og far var begge kreative mennesker. Mor underviste på fritidshjem i bl.a. porcelænsmaling, og malede selv både olie og alkvarel. Det billedmæssige univers med farver og motiver blev hermed tidligt en del af livet for mig. Bl.a. var jeg engang som ganske lille med mor i Sydhavnen, hvor hun ledte efter akvarelmotiver og hvor hendes oplevelse af det maleriske miljø med slusen, fiskerhusene, stejlepladserne, fiskeredskaberne og bådene måske forplantede sig til mig. Under alle omstændigheder var denne udflugt en af min tidlige barndoms store oplevelser. Det var en forårsdag med høj blå himmel, som kontrasterede mod okkergule bygninger, rustrødt jern og spirende grønt græs. Det gav mig en betagende følelse af kosmos. Og den eventyragtige følelse blev forstærket af skibe, som sejlede forbi ude i Kalvebodløbet, uden at jeg kunne se vandet de sejlede i, så det så ud som om de sejlede hen over land. Grunden var at jeg var så lille at jeg kun lige akkurat kunne se op over optrukne både, dynger af fiskenet og vegetation. Desværre er mors akvareller fra dagen gået tabt, eller måske er de blevet solgt eller foræret væk. I hvert fald fandt jeg dem ikke, da jeg efter hendes død i 2013 gennemså hendes mapper med tegninger og akvareller. Men hendes akvarelskitse t.v., som er fra Gasværkshavnen, giver et meget godt indtryk af Sydhavns-miljøet dengang. Petersen & Albeck's bygning, Fiskerihavnsgade 6, eksisterer stadig (status som bevaringsværdig i næsthøjeste klasse), ellers er miljøet idag helt forandret.

Far arbejdede i mange år som skiltemaler, mest hos malermester Otto Dahms, som var en af hovedmændene bag Danmarks gavlreklamer fra 1913 og 50 år fremefter. Se mere om gavlreklamer og Otto Dahms her. Bildæk-gavlene for Firestone, som far sammen med forskellige andre fra Otto Dahms' værksted malede i perioden 1945-63, opnåede han med tiden en sådan rutine i, at han formentlig kunne have lavet dem i søvne. Også de kunstneriske mælkegavle havde han en betydelig andel i, selvfølgelig med al respekt for kunstnerne: Henry Heerup, Victor Brockdorff, Svend Johansen, Hans Scherfig, Thorvald Hagedorn-Olsen m.fl., som lavede forlæggene til dem. Men én ting er et kunstnerisk forlæg, noget andet er trods alt at kunne forstørre det op i gavlstørrelse. Den tilhørende opgave med opsætning af stillads i op til 30 meters højde hørte iøvrigt med til arbejdet. Dertil kom besværligheder med blæst, varme, kulde og nedbør, men såvidt jeg husker var der aldrig tale om skurvogne. Far lavede også ting hjemme på værkstedet, bl.a. kalligrafi. Otto Dahms' værksted lå i en gård på Henrik Steffens Vej på Frederiksberg og jeg husker det som overstænket med malerpletter overalt, nogle steder lag på lag, især i sprøjtelokalet, hvor skilte og andre genstande blev grundet med sprøjtemaling. Jeg husker også cellulosedunsten og de lidt sære mennesker, som udførte sprøjtearbejdet, og det fylder mig stadig med en blanding af gru og harme at tænke på de lemfældige arbejdsforhold for disse stakkels mennesker, som uden tvivl havde svære hjerneskader pga. cellulosedampene. Far selv døjede også ofte med hovedpine, men her var gavlarbejdet i fri luft trods alt en fordel. Jeg mener desuden at have hørt ham fortælle at plastikmalingen, som kom frem omkring 1960 og som ikke indeholdt skrappe opløsningsmidler, kunne bruges på gavlene. På billedet t.h. ses han sammen med William Gervasius Rasmussen (som også var Pjerrot på Dyrehavsbakken) ved udførelsen af en vægdekoration til B&W. I 1964 tog han sin afsked fra Otto Dahms og begyndte bl.a. via sine kalligrafiske færdigheder at arbejde med filmtekster hos Bent Barfod. Det gav ham mange kontakter inden for filmverdenen og blev indledningen til hans senere virksomhed med selv at lave film og med scenografi til tv-drama, bl.a. DR's "Bryggeren".

William Gervasius Rasmussen og Mogens Hillestoft: Vægdekoration til B&W. Ca. 1960.

Jeg gik i skole på Lykkebo Skole i Valby de første fire år, dvs. fra 1959 til 1963. Mine klassekammerater var en broget flok, især for drengenes vedkommende måske lidt til den rå side, uden at det dog var graverende. De fleste kom fra arbejder- og håndværkerhjem og snobberi var der meget lidt af. Nogle få var faktisk i besiddelse af en mærkelig voksen etik og empati. I skolens nærhed var der flere  kvarterer, som man i dag ville kalde socialt belastede, bl.a. nogle husvildebarakker, samme barakker som Iris Garnov fortæller om i sin erindringsbog "En utrolig Historie", og der blev aldrig talt nedsættende om børnene der kom derfra. Blandt drengene i min klasse var der iøvrigt en tendens til, selv i en alder af 7-10 år, at kredse om manddomsprøver. Fodbold og boksning var i høj kurs, og det gav status at påstå at man havde prøvet at ryge og drikke. Også at man drak kaffe og ikke te. Og havde set krigsfilm i fjernsynet efter midnat, film der var forbudt for børn. Heldigvis fik jeg i 3.-4. klasse en anden måde at opnå status på. Jeg fik som den eneste i klassen topkarakter i naturhistorie. Jeg var ellers temmelig umulig i flere andre fag, bl.a. regning, og tilfældet ville at vi havde den samme lærer i netop naturhistorie og regning. Jeg er endnu i dag denne lærer dybt taknemmelig fordi han undlod at lade det ene fag smitte af på det andet, og gav mig en selvtillid, som jeg endnu kan tære på. Han var vist ellers ikke særlig vellidt og måske var der ikke ret mange andre end mig der følte et stik i hjertet ved meddelelsen om hans død. Han døde af kvæstelser han pådrog sig, da han på cykel kørte forbi Valby Gasværk, da dette sprang i luften i 1964. Fotografiet af mig til venstre er taget ved skolepulten i første klasse.

Før jeg og min søster selv kunne læse var mor flittig til at læse højt for os, og min søster læste også højt for mig da hun, men endnu ikke jeg, var begyndt i skolen. På denne måde lærte jeg bl.a. flere af H.C.Andersens eventyr at kende. Og jeg fik en boglig nysgerrighed, så jeg, da jeg selv blev i stand til at læse, gav mig i kast med fx brødrene Grimm, Jules Verne, Frederick Marryat og Harriet Beecher Stowe, i dansk oversættelse selvfølgelig. Det var ikke særlig svært for mig at lære alfabetet og at stave og skrive, men det skulle dog læres. Og derefter var det spændende at bruge den nye færdighed. For såvidt en helt normal procedure. Der er imidlertid en anden læsefærdighed, som jeg ikke kan huske at jeg nogensinde har lært, men som er faldet helt naturlig for mig ligeså længe jeg kan huske tilbage: læsningen af landkort. Jeg har ligesom altid kunnet omsætte et landskab eller et bybillede til et kort og jeg har kunnet læse et kort og omsætte det til billeder for mit indre blik. Nogle af mine første tegninger var således primitive landkort. Da jeg lærte at læse bogstaver kunne jeg så gå mere i dybden med signaturforklaringer, målestoksforhold m.v. og jeg kunne begynde at studere Geodætisk Instituts målebordsblade, som blev lavet frem til midt i 60'erne, og som savner deres lige mht. detaljerigdom. Kortet til højre må jeg have tegnet i 9-10 årsalderen og det har nok mere haft Politikens "Kort over København" som inspirationskilde. Nedenfor til venstre fantasilandet, som jeg forestillede mig på Nordamerikas vestkyst. Som man måske kan ane minder det en del om Skandinavien. Til højre en af landets byer, tegnet med forbillede i målebordsbladene. 

Rødpilevænget 17, Bagsværd. Sommerhus. Huset blev nedrevet 1963. Pastel efter hukommelsen, 2017.

De sidste par år vi boede i Valby var lidt af en prøvelse, fordi huset vi boede i skiftede ejer. Den nye vært, eller vist snarere hans kone, indførte nye ordensregler, bl.a. om at vi børn ikke måtte tage kammerater med hjem og lege på det fællesareal der var opstået efter at beboernes små haver var blevet sløjfet - et andet af de nye tiltag. Der blev desuden installeret oliefyr til erstatning for det gamle koksfyr, og kulkælderens to rum blev generøst omdannet til fritidsfaciliteter for os børn, især dog for værtens egen søn, som fik lov til at lave modeljernbane i det ene rum og opstille bordtennisbord i det andet. Vi andre børn måtte gerne komme i kælderen, men vi skulle først henvende os til sønnen, eftersom det var ham som havde nøglerne til de to rum. Så kunne vi eventuelt få forevist modeljernbanen eller tage et parti bordtennis med ham. Værtsfamilien så åbenbart sine lejere som en slags nødvendigt onde, som mennesker på tålt ophold, som skulle kontrolleres og holdes i ave, og da Gilbert, en af lejernes adoptivbarn, en dag legede med en regnorm, spurgte værtens søn sin far om han gerne måtte det. Men så langt strakte faderens trang til kontrol sig ikke, og han svarede at det måtte Gilbert selv om. I frustration fandt sønnen herefter selv en regnorm, som han gav sig til at mase ud til en kødmasse på fliserne med en gren. Forholdene gik mor på nerverne, og på lørdage når vejret var til det, pakkede hun madvarer og andre fornødenheder, og når min søster og jeg kom fra skole tog vi ud til sommerhuset. Pastellen med sommerhuset t.v. er lavet senere efter hukommelsen.

Stemningen var så dejlig disse lørdage, enten på cykel ad Grønne Stier langs Damhusengen, Harrestrup Å og Kagså til Klausdalsbrovej, eller med linje 21 til Bellahøj og en af de røde rutebiler herfra til Gladsaxe Trafikplads, og her skift til linje 163 til Bagsværd Torv. Sommetider gik vi de knap to kilometer fra Bagsværd Torv ud til sommerhuset ad Værebrovej, der dengang var en markvej, sommetider tog vi den blå rutebil, linje 165, fra torvet, stod af på ringvejen og gik ad Vadtoften og Mosekæret ned til sommerhuset. På det sidste stykke af Mosekæret lå familien Bøjes helårshus (nr. 11) og herfra var der en pragtfuld udsigt ned over sommerhusene og Fedtmosen med højdedraget med Klausdalsbrovej og Lille Birkholm i det fjerne. Denne udsigt på forårslørdage med blå himmel, grønne strøg på markerne og Lille Birkholms gule ladebygning er et af min barndoms mest underfulde landskabsindtryk. Jeg har med pastellen fra 2015 t.h. forsøgt at genskabe oplevelsen. Prospektet passer på tiden frem til 1963-64, hvor der blev bygget et monstrøst paddehatteformet vandtårn som nabo til Lille Birkholm. Siden er Lille Birkholms hovedbygning og gule lade også forsvundet, men et plejecenter, som blev opført på stedet i 1970'erne, har overtaget navnet og i plejecenterets have kan man stadig se den gamle hovedbygnings spir.

Asbjørn Hillestoft: Lille Birkholms gule lade m.m. set fra Mosekæret 11. Udsigten ca. 1960. Pastel efter hukommelsen, 2015.

.

Som nævnt kom man til sommerhuset ad markveje og hjulspor og der var hverken kloakering eller elektricitet, i hvert fald ikke hos os. Men fra 1961-62 påbegyndtes en total modernisering af området med anlæg af asfalterede veje og el- og vandforsyning, som forberedelse for helårsbebyggelse. Det var selvfølgelig spændende for en dreng som mig på 8-10 år. Men det var samtidig et stykke idyllisk Danmark der forsvandt. Bulldozere og gravkøer flyttede om på kolossale mængder jord, og udgravninger og dæmninger tog form tværs igennem haver, skovtykninger og mosepartier. Det var delvis omrejsende jord- og betonarbejdere og maskinførere der udførte arbejdet, og der var små klondyke-byer med beboelsesvogne, trailere og campingvogne, hvor nogle af dem boede med kone og børn i flere år. Hen imod slutningen af årtiet fik området den form det har i dag, med villakvarter, almennyttigt boligbyggeri (Værebro Park), moderne institutioner og en Fedtmose, der mere har karakter af park end af naturområde. Vi fik også selv et helårshus, som vi flyttede ind i i 1963. Tegningen til højre med gravkoen er fra samme år.

5.-10. klasse gik jeg på Bagsværd Skole, som adskilte sig temmelig meget fra Lykkebo Skole. I det mindste drengene havde en mindre tilbøjelighed for primitiv skryden. Til gengæld var kadaverdisciplin og snobberi mere almindeligt og vores skoleinspektør formanede os engang i et foredrag, og med en mærkelig højtidelighed, til ikke at "snobbe nedad". Måske en uagtsom selverkendelse, og i hvert fald en implicit godkendelse af snobberi opad. Samme inspektør, som også var vores historielærer, var ved en senere lejlighed med os på Frihedsmuseet. Under rundgangen passerede vi en anden skoleklasse med deres lærer, og denne lærer, som måske var gammel modstandsmand, talte højt om demokrati kontra diktatur og om pligten til at byde diktatorisk magtudøvelse trods. Det havde den mærkelige indflydelse på vores inspektør at han ligesom dukkede sig og blev kortvarigt mundlam, og da han genvandt mælet fik han travlt med at genne os videre, væk fra den talende. Måske overfortolkede jeg situationen, men uanset fortolkningsmulighederne, så var det ikke denne inspektør der introducerede os for begrebet civil ulydighed, endsige opfordrede til det. Hans opfordringer gik i en helt anden retning. På tegningen til højre, som stammer fra samme skoleår, personificerer vandrefalken med det kølige målrettede blik og de strømlinede former ånden på Bagsværd Skole.

.

Med andre ord, stræbsomhed og disciplin havde på Bagsværd Skole førsteprioritet på en måde som jeg ikke havde været vant til på Lykkebo Skole. Bl.a. blev jeg irettesat for at tegne i timerne, hvilket blev opfattet som uopmærksomhed og ulydighed. I virkeligheden var det vel bare min måde at være opmærksom og nærværende på, og det havde der faktisk været forståelse for på Lykkebo Skole. På Bagsværd Skole fik jeg nu hurtigt en rolle som klassens sorte får, både i mine klassekammeraters og i de fleste læreres øjne, en rolle som jeg herefter stort set beholdt lige til 10. klasse. Mine karakterbøger var sjældent opmuntrende, men i 7. klasse fik jeg undtagelsesvis topkarakter i formning, hvilket vakte ærgrelse, eller ligefrem fortørnelse blandt mine klassekammerater, og måske også blandt lærerne, bortset fra formningslæreren. Også min rapport fra en lejrskoletur til Bornholm og Christiansø blev godt modtaget, trods en del stavefejl, bl.a. på kortet over Ertholmene som ses til højre. Det hedder selvfølgelig Græsholmen og ikke Græskolmen og - knap så selvfølgeligt - Ertholmene og ikke Erteholmene. Fuglen på Græsholmen er en alk.

Efter 10. klasse arbejdede jeg et stykke tid på Kunst- og Musikbiblioteket i Gladsaxe, som ekspedient af ud- og indkommende bøger og plader og som bogopsætter. Arbejdet var i sig selv ikke særlig interessant. Mine arbejdsrutiner ville ikke have været så meget anderledes, hvis jeg fx havde arbejdet i en isenkramforretning, men bibliotekets kunstbøger og plader var trods alt et mere interessant dagligt selskab end søm og skruer. Chefbibliotekaren Helge Albrecht og de andre ansatte, som var originale og bohemeagtige, gav mig også noget at tænke over. Jeg var trods alt kun 16 år og gradvist gik det op for mig at mine egne kapriciøse sider, som jeg på Bagsværd Skole havde lært skulle tæmmes, vist ingen synd var alligevel. Ja, at de var en kvalitet. Alligevel så jeg mig om efter noget andet at lave. Jeg havde stadig min store interesse for naturen og for vind og vejr. De sidste skoleår havde jeg været i erhvervspraktik som både skovarbejder og landinspektør. Jeg havde også været en uge på Meteorologisk Institut og havde hjemme i haven i Bagsværd bygget min egen engelske hytte med diverse meteorologiske måleinstrumenter.

Engelsk hytte med termograf m.m. Opstillet 1969-70 på Rødpilevænget 17 i Bagsværd.
Meteorologisk Instituts Vejrberetning. 15. november 1970. Bundkort kl. 12 GMT.

Først søgte jeg et job som landmålermedhjælper. Jeg fik det også, men det var for hårdt for mig fysisk, og allerede efter en uge måtte jeg give op. Så fik jeg drømmejobbet på Meteorologisk Institut med modtagelse, afkodning og indplotning af vejrtelegrammer. Det var i 1970 og alt foregik dengang endnu med håndkraft, altså uden computere. Desværre blev jobbet en stor skuffelse. Jeg trivedes ikke på stedet, kom dårligt ud af det med kollegerne og kunne ikke klare at omstille min døgnrytme til de stadig skiftende vagter. Jeg holdt op efter 2-3 måneder, men nåede at tegne et af bundkortene til den daglige publikation Meteorologisk Instituts Vejrberetning. Det er kortet til venstre, og det viser vejrsituationen d. 15. november 1970 kl. 12 GMT. Et par uger senere fyldte jeg 18 år og min barndom var definitivt forbi.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk