Velkommen                           

Billederne herover er farve- og lysindtryk fra en sommerdag i Nyrup Hegn i Nordsjælland. Nyrup Hegn, Teglstrup Hegn, Krogenberg Hegn, Danstrup Hegn og Gurre Vang udgør et næsten sammenhængende skovområde på 15 kvadratkilometer eller mere. Jeg har fulgt området i mere end 40 år og skovdriften har i perioden undergået mærkbare forandringer. Arealerne med intensivt udnyttede bøge- og granbeplantninger har - efter skovning og stormfald - nu for en stor del fået lov til at gro til af sig selv. Også tidligere var der lommer af dansk urnatur med bl.a. kaprifolie, gyvel, mjødurt og flere bøllearter. Disse lommer har nu fået mulighed for at vokse sig større og her kan man på sollyse sommerdage møde sjældne sommerfugle som sørgekåben, irisen, den hvide admiral, det hvide C, kejserkåben, den grønne busksommerfugl og det hvide W. Og her kan man høre ravnens klukken, svaleklirens klirrende piben og sortspættens rustne staccatofløjt. Denne natur er min største inspirationskilde, måske i tæt følgeskab med litteraturen. Men for bøgerne gælder det at inspirationen mest kommer fra noget jeg har læst for længe siden. Jeg tænker med hengivenhed tilbage på da jeg læste H.A.Brorson, Chr. Winther og H.C.Andersen for første gang, og jeg har stadig disse (og andre) klassikere med mig fordi de gav mig redskaber, begreber og ord at artikulere mine egne tanker med. Chr. Winthers "Hjortens Flugt" med sine scenerier fra 1400-tallets Gurre, den måtte jeg jo prøve at sætte billeder på og det gjaldt også Martin Andersen Nexøs "Ditte Menneskebarn", som ordene er hentet fra (første bind, tredje kapitel) til epigrammet til højre. Herunder en sørgekåbe fotograferet i Kelleris i august 2006 og en hun-kejserkåbe ved Marianelundhus juli 2009. 

.

.

Mennesket vil ofte gerne se sig selv som verdens herre, især nu i det 21. århundrede, hvor Jordklodens ressourcer udnyttes hårdere og hårdere. Som jeg ser det er mennesket imidlertid stadig underlegent i forhold til naturen. Målt som biomasse skal menneskeheden formentlig stadig tælles i promiller snarere end i procenter i forhold til resten af dyreverdenen, og selv i det tætbefolkende Danmark vejer alene regnormene i jorden mere end menneskene oven på den.

I det større astronomiske perspektiv bliver mennesket nærmest til ingenting, og uden Solens lys og Jordens bevægelse, med de heraf afledte processer i atmosfæren og oceanerne, var der ingen biologiske kredsløb til overhovedet at muliggøre menneskets eksistens. Dette selvfølgelig ikke sagt for at bagatellisere miljøproblemerne. At naturen stadig er stor og underfuld burde tværtimod være en ekstra grund til at værdsætte den og værne om den.

Min årscyklus i billeder, som ses i udpluk til venstre, har jeg tilegnet den store uudgrundelige natur: himmellegemernes bevægelser, Solens lys, Jordens masse, plantevæksten og dyrelivet, alt det der er, også uden at mennesket taler om det. Jeg kalder cyklusen "56 grader nord - et år i farver" og er måske hermed i fare for at banalisere naturen. Men jeg bor nu en gang tæt på 56 grader nord, og udfaldet af cyklusen ville have været et andet, hvis jeg blot havde malet den nogle få grader længere mod syd eller nord. Den består af 136 miniaturemalerier.

.

.

Jeg medbringer næsten altid skitseblok og pastelkridt når jeg er i skoven, og iøvrigt mange andre steder. Overalt synes jeg jeg kan finde motiver og blive inspireret af farver og lys. Et billede er under alle omstændigheder en skildring af en oplevelse. Denne oplevelse kan på en pastel- eller blyantstegning blive mere umiddelbar - eller ligefrem ucensureret - end på et olie- eller akrylmaleri. Måske skyldes det at pastel- og blyantstegningen har barnetegningen som forudsætning, en form for tegning som praktiseres før man får lært hvad man skal se og afbilde. Ordet "barnlig" har noget odiøst over sig og fx i min egen skoletid brugte lærerne det som et skældsord. Ikke desto mindre kan barnetegningen være en interessant indgangsvinkel til ting og forhold som ellers forties eller fortrænges. Og det samme er måske tilfældet med en voksens tegning. For mit eget vedkommende er pastel- og blyantstegningen en eksistensform. En måde umiddelbart at udtrykke min glæde ved tingene, ved fysiske former, ved farverne og lyset på.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.